Tom og Jerry er jødisk propaganda!? - og lidt om Iranere
Jeg har endnu en gang fundet et klip på youtube der får mig til at ryste på hovedet. En iransk professor, Hasan Bolkhari, docerer over hvorfor Tom & Jerry er zionistisk propaganda:
Man ved snart ikke om man skal grine eller græde. Jeg gider ikke engang til at gå hans argumenter på klingen. Videoen er vel egentligt bare en slags "Der Ewige Jude" på iransk. Dem er der har oversat videon - memri.org - er en amerikansk organisation der specialiserer sig i at dokumentere alle mulige slags giftige udtalelser fra mellemøstligt tv. Jeg tvivler på at den er upartisk, eller mere præcist, så har de nok et formål med at gøre det de gør, men i dette tilfælde taler videoen vel også for sig selv.
Videoen har været en hel del omtalt på amerikanske blogs, men så vidt jeg kan se ikke på danske, så derfor synes jeg at det er på sin plads at lægge den ud.
Når jeg ser den slags tænker jeg tilbage på de iranere jeg selv har mødt i mit liv. Da jeg i gymnasiet boede på kollegie i Haderslev boede der på min gang også en mand der hed Habib. Habib var dengang i 30'erne og i 1984 flygtet fra Iran til Danmark, fordi han ikke ville være soldat i krigen mod Irak. Jeg kan huske en aften han havde besøg af en ven og de sad ude i fælleskøkkenet og snakkede på farsi, så jeg forstod selvfølgelig ikke et ord. Der var så en dokumentarudsendelse i fjernsynet fra netop Iran og et par gange tonede ayatolla Khomeini frem på skærmen. En af de gange tændte Habibs ven helt af og jeg kunne pludselig genkende bl.a. "fuck you" i hans ordstrøm. Habib var jo en del ældre end mig, så jeg snakkede ikke med ham på samme måde som jeg gjorde med de andre på gangen, men han var en flink og altid smilende og glad. På et tidspunkt drev han en internetcafé i Haderslev. Jeg flyttede fra kollegiet i 2001 og hvad han laver idag ved ikke.
En anden gang, vistnok i efteråret 2005, var jeg på vej med toget fra Sønderjylland til Århus. Jeg havde været på besøg hos mine forældre og var på vej hjem igen. Toget jeg kørte med var et gennemgående tog fra Tyskland og i de tyske tog er der stadigvæk kupéer, som der var i Danmark i gamle dage. Jeg satte mig ind i en kupé, hvor der var en fri plads og gik i gang med at læse til min undervisning næste dag. Jeg gad dog ikke læse længe og faldt så i snak med de andre i kupéen. Det viste sig at være to iranske familier, der var på vej til Viborg efter et besøg hos noget familie i Holland. Mændene gik på en landbrugsskole eller noget i den stil i Viborg og skulle være i Danmark i tre år og så skulle de tilbage til Iran. Jeg snakkede en hel del med dem - det var kun mændene der talte! - især den ene der hed Mohammed. Det var dengang da Ahmedinejad lige var blevet valgt som præsident og jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre hvad deres syn på ham var. Mohammed sagde at han i hvert fald ikke brød sig om ham, men jeg kunne mærke at stemningen blev lidt trykket, da jeg spurgte, så derfor skyndte jeg mg at skifte emne. Jeg kunne ikke la' være med at tænke på om det mon var fordi at den anden i kupéen, jeg kan ikke huske hans navn, havde en anden mening. på trods af det havde vi en god snak på en times tid om alt mellem himmel og jord. Mohammed var interesseret i vestlig filosofi, noget jeg ikke er alt for stiv i, men da han hørte jeg læste historie, fortalte jeg ham lidt om dansk og europæisk historie. Vi skiltes i Århus, da jeg skulle af, men jeg gik derfra med indtryk af vi begge havde lært noget om hinanden. Jeg har tænkt på den samtale flere gange bagefter, især når der har været nyheder fra Iran. det er godt at ha' i baghovedet at alle iranere ikke er lige så store spader som Ahmadinejad og at når den lokale mellemøstlige amokhorde går på gaderne, at der findes fornuftige folk dernede, som f.eks. Mohammed og Habib. Det er dem vi skal sætte vores lid til, når vi hører folk Hasan Bolkhari udtale sig.
Thursday, December 13, 2007
På Besøg Hos Taleban
Jeg har fundet en video fra Afghanistan, som faktisk er helt interessant. Det er en britisk journalist fra det engelsksprogede Al-Jazeera TV, som er på besøg hos Taleban i Helmand-provinsen:
Mit første indtryk da jeg så filmen, var egentligt at den bekræftede stereotyperne om hvordan Talibansoldaterne er, ret godt: Skæggede mænd med sorte turbaner, siddende i en japansk pick-up med fuld fart på derudaf og med raketstyr og kalashnikovs i hånden. Desuden viser de på en mand de har hængt fordi han havde et ID-kort fra USAID, det amerikanske svar på DANIDA. Snakken om Allah og martyrium nuancerer ikke ligefrem indtrykket.
Videoen er optaget en gang i sidste halvdel af februar 2007, kan man konkludere ud fra en artikel i Berlingske Tidede, og området de har bevæget sig rundt i er netop det område som de danske soldater idag er udstationeret i. Byen der ses i indslaget, Sangin, ligger umiddelbart nord for Upper Gereshk Valley, hvor danskerne er.
Videoen er selvfølgelig et klart forsøg på propaganda fra Talebans side, men det er sandt nok at Taleban på det tidspunkt uhindret kunne bevæge sig rundt i den nordlige Helmandprovins.
Man kan nok roligt konkludere at Taleban ikke kører rundt på samme måde i dag og det skyldes bl.a. de danske soldater i Battle Group Centers indsats. Sangin blev i marts 2007 angrebet og erobret af amerikanske faldskærmssoldater. I løbet af foråret og sommeren fortsatte britiske soldater flere offensive operationer i området og danskerne gav altså en hånd med i efteråret.
Allerede forårsoffensiverne standsede alle Talebans offensive planer i løbet af sommeren og efteråret og de blev derefter nødsaget til at lave nålestiksangreb, har min interne kilde i forsvaret fortalt mig. Med genindtagelsen af Musa Qala for et par dage siden har man så endeligt fået brudt den dominans man kunne se demonstreret på ovenstående propagandavideo.
Området fra Gereshk til Musa Qala er traditionelt en Talibanhøjborg og det bliver interessant at se om de militære sejre i løbet af året kan følges op og skabe vedvarende sikkerhed for befolkningen og dermed føre til genopbygning.
Jeg har fundet en video fra Afghanistan, som faktisk er helt interessant. Det er en britisk journalist fra det engelsksprogede Al-Jazeera TV, som er på besøg hos Taleban i Helmand-provinsen:
Mit første indtryk da jeg så filmen, var egentligt at den bekræftede stereotyperne om hvordan Talibansoldaterne er, ret godt: Skæggede mænd med sorte turbaner, siddende i en japansk pick-up med fuld fart på derudaf og med raketstyr og kalashnikovs i hånden. Desuden viser de på en mand de har hængt fordi han havde et ID-kort fra USAID, det amerikanske svar på DANIDA. Snakken om Allah og martyrium nuancerer ikke ligefrem indtrykket.
Videoen er optaget en gang i sidste halvdel af februar 2007, kan man konkludere ud fra en artikel i Berlingske Tidede, og området de har bevæget sig rundt i er netop det område som de danske soldater idag er udstationeret i. Byen der ses i indslaget, Sangin, ligger umiddelbart nord for Upper Gereshk Valley, hvor danskerne er.
Videoen er selvfølgelig et klart forsøg på propaganda fra Talebans side, men det er sandt nok at Taleban på det tidspunkt uhindret kunne bevæge sig rundt i den nordlige Helmandprovins.
Man kan nok roligt konkludere at Taleban ikke kører rundt på samme måde i dag og det skyldes bl.a. de danske soldater i Battle Group Centers indsats. Sangin blev i marts 2007 angrebet og erobret af amerikanske faldskærmssoldater. I løbet af foråret og sommeren fortsatte britiske soldater flere offensive operationer i området og danskerne gav altså en hånd med i efteråret.
Allerede forårsoffensiverne standsede alle Talebans offensive planer i løbet af sommeren og efteråret og de blev derefter nødsaget til at lave nålestiksangreb, har min interne kilde i forsvaret fortalt mig. Med genindtagelsen af Musa Qala for et par dage siden har man så endeligt fået brudt den dominans man kunne se demonstreret på ovenstående propagandavideo.
Området fra Gereshk til Musa Qala er traditionelt en Talibanhøjborg og det bliver interessant at se om de militære sejre i løbet af året kan følges op og skabe vedvarende sikkerhed for befolkningen og dermed føre til genopbygning.
Monday, December 10, 2007
Slagets Gang
Det har længe irriteret mig at oplysningerne om krigen i Afghanistan har været så usammenhængende som de har. Da jeg var dreng og den første golfkrig blev udkæmpet i 1991 havde Jyllands-Posten hver eneste dag en rubrik med navnet "Slagets Gang" hvor man kunne følge det seneste døgns udvikling i krigen. Når jeg kom hjem fra skole, satte jeg mig altid hen med et stykke rugbrød og læste sidste nyt fra krigen. Så kunne man følge med, det var god og klar information. Jeg endte med at samle aviserne sammen og havde i mange år en stak på over 60 aviser liggende. Jeg tror kun det var et par enkelte "Slagets Gang" jeg ikke fik fat i.
I dag er det anderledes og det er der vel flere grunde til. For det første er det ikke den samme slags krig der udkæmpes. Der er ingen frontlinje og vel heller ikke et afgrænset mål, som f.eks. indtagelsen af Kuwait City eller Bagdad, som man kan opstille som kriterie for succes. Derfor er det lidt svært at fortælle om hvor meget tættere på eller længere fra, man er på målet, når man ikke ved hvad det er. Opbygning er vel altid sværere at måle end nedbrydning.
For det andet har medierne også ændret sig. Da jeg læste "Slagets Gang" tilbage i 1991 , fik Jyllands-Posten sandsynligvis oplysningerne fra AP eller et af de andre store nyhedsbureauer der sikkert fik dem direkte fra den allierede hærs presseafdeling, der opsamlede døgnets nyheder, redigerede dem og så sendte dem videre. Mediestyringen fra de krigsførende landes side under den første golfkrig var meget stærk og måske for stærk. Derfor besluttede USA at bløde lidt op i linjen under den anden golfkrig, og tillod nu journalister at være "embedded", altså sammen med soldaterne i forreste linje. Det giver en masse billeder af skud og eksplosioner og den slags, men ikke noget overblik. Det skal man stadig hen og hente i hovedkvarteret.
Den danske hær gør i dag mere eller mindre som den amerikanske i det spørgsmål. Der er en lang række af journalister fra forskellige medier der har været nede og besøge de danske soldater i Afghanistan. Niels Brinch fra TV2 lavede f.eks. i sidste efteråret et indslag i programmet Rød Zone om danskerne der viste hårde gutter i aktion og masser af røg og damp. Politiken havde også for et par uger siden en mand dernede og han lagde, ikke overraskende, større vægt på den enkelte soldats syn på tingene, især hvad de følte efter at to soldater var blevet dræbt. Uanset vinklen bliver man dog ikke meget klogere på det overordnede mål.
Under alle omstændigheder er der i dag kommet en god og dejlig konkret nyhed dernede fra: Musa Qala er blevet generobret. Som der står på dr.dk:
Der kommer nok mere om Afghanistan, især om mit syn på både kampene og krigen dernede, senere.
Det har længe irriteret mig at oplysningerne om krigen i Afghanistan har været så usammenhængende som de har. Da jeg var dreng og den første golfkrig blev udkæmpet i 1991 havde Jyllands-Posten hver eneste dag en rubrik med navnet "Slagets Gang" hvor man kunne følge det seneste døgns udvikling i krigen. Når jeg kom hjem fra skole, satte jeg mig altid hen med et stykke rugbrød og læste sidste nyt fra krigen. Så kunne man følge med, det var god og klar information. Jeg endte med at samle aviserne sammen og havde i mange år en stak på over 60 aviser liggende. Jeg tror kun det var et par enkelte "Slagets Gang" jeg ikke fik fat i.
I dag er det anderledes og det er der vel flere grunde til. For det første er det ikke den samme slags krig der udkæmpes. Der er ingen frontlinje og vel heller ikke et afgrænset mål, som f.eks. indtagelsen af Kuwait City eller Bagdad, som man kan opstille som kriterie for succes. Derfor er det lidt svært at fortælle om hvor meget tættere på eller længere fra, man er på målet, når man ikke ved hvad det er. Opbygning er vel altid sværere at måle end nedbrydning.
For det andet har medierne også ændret sig. Da jeg læste "Slagets Gang" tilbage i 1991 , fik Jyllands-Posten sandsynligvis oplysningerne fra AP eller et af de andre store nyhedsbureauer der sikkert fik dem direkte fra den allierede hærs presseafdeling, der opsamlede døgnets nyheder, redigerede dem og så sendte dem videre. Mediestyringen fra de krigsførende landes side under den første golfkrig var meget stærk og måske for stærk. Derfor besluttede USA at bløde lidt op i linjen under den anden golfkrig, og tillod nu journalister at være "embedded", altså sammen med soldaterne i forreste linje. Det giver en masse billeder af skud og eksplosioner og den slags, men ikke noget overblik. Det skal man stadig hen og hente i hovedkvarteret.
Den danske hær gør i dag mere eller mindre som den amerikanske i det spørgsmål. Der er en lang række af journalister fra forskellige medier der har været nede og besøge de danske soldater i Afghanistan. Niels Brinch fra TV2 lavede f.eks. i sidste efteråret et indslag i programmet Rød Zone om danskerne der viste hårde gutter i aktion og masser af røg og damp. Politiken havde også for et par uger siden en mand dernede og han lagde, ikke overraskende, større vægt på den enkelte soldats syn på tingene, især hvad de følte efter at to soldater var blevet dræbt. Uanset vinklen bliver man dog ikke meget klogere på det overordnede mål.
Under alle omstændigheder er der i dag kommet en god og dejlig konkret nyhed dernede fra: Musa Qala er blevet generobret. Som der står på dr.dk:
I det sydlige Afghanistan har NATO-styrker og afghanske regeringsstyrker erobret byen Musa Qala tilbage fra Taleban-oprørerene. [...] Tilbageerobringen sker efter flere dages hårde kampe, oplyser general Mohammad Zahir Azimi, der er talsmand for det afghanske forsvarsministerium.De fleste husker sikkert sommeren 2006, hvor et kompagni danske soldater i en måned forsvarede byen mod daglige angreb fra Taliban. Ellers kan hukommelsen genopfriskes her. Efter danskernes indsats, blev byen overtaget af englænderne, der sidenhen forlod den igen. Taliban rykkede selvfølgelig ind, skød et par spidsborgere, som Anne Knudsen beskriver det i sin leder i denne uges Weekendavis, og opførte sig generelt som de har for vane. Nu er de altså væk igen og man kan flytte nålen væk fra Musa Qala på Afghanistankortet.
Der kommer nok mere om Afghanistan, især om mit syn på både kampene og krigen dernede, senere.
Sunday, December 09, 2007
"Skønne Tider"
Jeg faldt over noget spændende her i går: Et fotoalbum fra Auschwitz. Fotografen er Karl Höcker, SS-officer og adjudant for lejrkommandanten. Før han kom til Auschwitz havde han været ansat ved koncentrationslejren i Neuengamme ved Hamborg og i 1943-44 ved udryddelseslejren i Majdanek. Höckler havde altså valgt at gøre karriere inden for KZ-lejrsystemet. Höcker var i Auschwitz fra maj 1944 til lejrens evakuering i januar 1945 og han ser sådan her ud:
Fotoalbummet, der kan ses her, giver et interessant indblik i livet i Auschwitz som det tog sig ud for Karl Höcker og hans kolleger. Billederne i albummet er ikke fra daglidagen, men er taget når rutinen blev brudt og der var grund til at fejre noget. F.eks. som her fra julen 1944 hvor Höcker tænder julelys på lejrens juletræ:
Eller her, hvor SS'erne er på besøg i en nærliggende kulmine:
En anden gruppe billeder er fra de mere officielle begivenheder, som her indvielsen af et nyt SS-lazaret i lejren:
Eller her fra begravelsen af tre SS-mænd der blev dræbt under et luftangreb på lejren, eller som Höcker kalder det, "terrorangreb".
Her er SS-folkene til skydeøvelse og stemningen er hyggelig og afslappet:
Den sidste gruppe af billeder er de mere personlige, hygge under private forhold. Her viser en smilende Høcker sin schæferhund, Favorit, frem:
Og her ses Høcker sammen med en gruppe kvinder fra der var ansat som hjælpere i lejren. De spiser blåbær sammen:
Karl Höcker smiler på mange af billederne og i det hele taget får man indtrykket af at han er et sympatisk og jovialt menneske når man ser billederne. Höcker var heller ikke en af morderne og han blev heller ikke straffet efter krigen. Morderne optræder dog også i fotoalbummet:
På billedet, der er taget ved en officerskomsammen i en hytte lidt væk fra lejren, ser man, fra venstre mod højre, Richard Baer, Josef Mengele og Rudolf Höss. På flere billeder optræder de også sammen med Höcker. Richard Baer var Auschwitzs sidste kommandant og altså Karl Höckers foresatte. Josef Mengele var læge og var berygtet for sine eksperimenter på levende mennesker, mens Rudolf Höss var lejrens kommandant før Baer blev det. Höss fortalte i 1946 til hans engelske fangevogtere hvad der var sket under hans tid som leder af lejren (taget fra bogen "Schöne Zeiten" af Ernst Klee m.fl.):
Höckers album er ikke enestående. Kurt Franz, den sidste kommandant i udryddelseslejren Treblinka, havde et nogenlunde tilsvarende fotoalbum. Som overskrift på en af billedsiderne havde Franz skrevet "Schöne Zeiten", altså "Skønne Tider".
Begge fotoalbum giver anledning til en hel del overvejelser. Man kan sagtens se sig selv i den hyggelige Karl Höcker. Han fremstår ikke som en dæmon eller ondskaben selv. Det er klassisk, men også vanvittigt spændende det her.
Selvom jeg har beskæftiget mig lidt med den her problemstilling på universitet i forbindelse med opgaveskrivning, synes jeg ikke jeg vil sige mere om det nu. Jeg tror i stedet jeg vil prøve at læse Hannah Arendts "Eichmann i Jerusalem - Ondskabens Banalitet" og så vende tilbage igen senere.
Jeg faldt over noget spændende her i går: Et fotoalbum fra Auschwitz. Fotografen er Karl Höcker, SS-officer og adjudant for lejrkommandanten. Før han kom til Auschwitz havde han været ansat ved koncentrationslejren i Neuengamme ved Hamborg og i 1943-44 ved udryddelseslejren i Majdanek. Höckler havde altså valgt at gøre karriere inden for KZ-lejrsystemet. Höcker var i Auschwitz fra maj 1944 til lejrens evakuering i januar 1945 og han ser sådan her ud:
Fotoalbummet, der kan ses her, giver et interessant indblik i livet i Auschwitz som det tog sig ud for Karl Höcker og hans kolleger. Billederne i albummet er ikke fra daglidagen, men er taget når rutinen blev brudt og der var grund til at fejre noget. F.eks. som her fra julen 1944 hvor Höcker tænder julelys på lejrens juletræ:
Eller her, hvor SS'erne er på besøg i en nærliggende kulmine:
En anden gruppe billeder er fra de mere officielle begivenheder, som her indvielsen af et nyt SS-lazaret i lejren:
Eller her fra begravelsen af tre SS-mænd der blev dræbt under et luftangreb på lejren, eller som Höcker kalder det, "terrorangreb".
Her er SS-folkene til skydeøvelse og stemningen er hyggelig og afslappet:
Den sidste gruppe af billeder er de mere personlige, hygge under private forhold. Her viser en smilende Høcker sin schæferhund, Favorit, frem:
Og her ses Høcker sammen med en gruppe kvinder fra der var ansat som hjælpere i lejren. De spiser blåbær sammen:
Karl Höcker smiler på mange af billederne og i det hele taget får man indtrykket af at han er et sympatisk og jovialt menneske når man ser billederne. Höcker var heller ikke en af morderne og han blev heller ikke straffet efter krigen. Morderne optræder dog også i fotoalbummet:
På billedet, der er taget ved en officerskomsammen i en hytte lidt væk fra lejren, ser man, fra venstre mod højre, Richard Baer, Josef Mengele og Rudolf Höss. På flere billeder optræder de også sammen med Höcker. Richard Baer var Auschwitzs sidste kommandant og altså Karl Höckers foresatte. Josef Mengele var læge og var berygtet for sine eksperimenter på levende mennesker, mens Rudolf Höss var lejrens kommandant før Baer blev det. Höss fortalte i 1946 til hans engelske fangevogtere hvad der var sket under hans tid som leder af lejren (taget fra bogen "Schöne Zeiten" af Ernst Klee m.fl.):
Jeg bestyrede Auschwitz ind til 1. december 1943 og vurderer at mindst 2.500.000 ofre, ved gasning og følgende afbrænding, er blevet henrettet og udryddet; endvidere er mindst 500.000 døde af sult og sygdom, hvad der tilsammen giver et dødstal på ca. 3.000.000 mennesker. Dette tal dækker over 70-80 procent af de der ankom til Auschwitz; de øvrige blev udvalgt til slavearbejde i koncentrationslejrens industri. [Oversat fra tysk af TP]Det er dette billede man har liggende i baghovedet når man ser fotoalbummet. Man ved at Höcker har været et direkte vidne til holocaust, men alligevel findes der ikke et eneste vidnesbyrd om denne virkelighed i Höckers fotoalbum.
Höckers album er ikke enestående. Kurt Franz, den sidste kommandant i udryddelseslejren Treblinka, havde et nogenlunde tilsvarende fotoalbum. Som overskrift på en af billedsiderne havde Franz skrevet "Schöne Zeiten", altså "Skønne Tider".
Begge fotoalbum giver anledning til en hel del overvejelser. Man kan sagtens se sig selv i den hyggelige Karl Höcker. Han fremstår ikke som en dæmon eller ondskaben selv. Det er klassisk, men også vanvittigt spændende det her.
Selvom jeg har beskæftiget mig lidt med den her problemstilling på universitet i forbindelse med opgaveskrivning, synes jeg ikke jeg vil sige mere om det nu. Jeg tror i stedet jeg vil prøve at læse Hannah Arendts "Eichmann i Jerusalem - Ondskabens Banalitet" og så vende tilbage igen senere.
Saturday, December 08, 2007
Frank Aaen, MF og racist
For år tilbage læste jeg en lille sjov historie i Politiken. Ved forrige kommunalvalg stillede det danske nazistparti, DNSB, op til byrådet i Greve. Rundt omkring på lygtepæle havde partiet opsat klistermærker med en tekst der lød nogenlunde sådan her: "Johnny Hansen - Stem en ærlig racist ind i byrådet". Johnny og drengene er nok noget nær de eneste mennesker der her i landet åbent vil kalde sig racister og den ærlighed får de altså point for i min bog.
Men for at komme til sagen så er det langt fra alle der er lige så ærlige som Johnny Hansen. En af dem er Frank Aaen, MF, tidligere DKP'er og tidligere redaktør for Land og Folk. I starten af valgkampen udtalte han bl.a. følgende til Jyllands-Posten:
For år tilbage læste jeg en lille sjov historie i Politiken. Ved forrige kommunalvalg stillede det danske nazistparti, DNSB, op til byrådet i Greve. Rundt omkring på lygtepæle havde partiet opsat klistermærker med en tekst der lød nogenlunde sådan her: "Johnny Hansen - Stem en ærlig racist ind i byrådet". Johnny og drengene er nok noget nær de eneste mennesker der her i landet åbent vil kalde sig racister og den ærlighed får de altså point for i min bog.
Men for at komme til sagen så er det langt fra alle der er lige så ærlige som Johnny Hansen. En af dem er Frank Aaen, MF, tidligere DKP'er og tidligere redaktør for Land og Folk. I starten af valgkampen udtalte han bl.a. følgende til Jyllands-Posten:
Artiklen kan ses her. Udtalelsen er selvfølgelig møntet på Dansk Folkeparti, men interessant er det at Frank Aaen med denne udtalelse sandsynligvis kan straffes af racismeparagraffen, straffelovens paragraf 266b, pga. at han bruger ordet "frikadelle-danskere", der vel må betegnes som racistisk. Racismeparagraffen siger mere præcist, sakset herfra:
Der skal nok være nogle på den yderste højrefløj, der mener, at hun [Asmaa Abdol-Hamid, TP] ikke skal i Folketinget. Der er jo nogle, som mener, at alle, som ikke er frikadelle-danskere, skal sendes ud af landet. Men det er vi forberedte på, og det er så netop Enhedslistens opgave at vise, at vi er forskellige fra dem, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen.
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.Frank Aaen forhåner med sin udtalelse netop danskere pga. deres nationale tilhørsforhold. Det er egentligt dybt ironisk at han ved at tage afstand fra Dansk Folkeparti, bliver præcis som dem. Man kommer uværgeligt til at tænke på Georg Brandes' ord om at "Ren reaktion altid er tyrannisk".
Monday, November 19, 2007
Fighters and Lovers
Om få dage falder der dom i Københavns byret i sagen om tøjfirmaet Fighters + Lovers, der har solgt t-shirts til fordel for colombianske FARC og palæstinensiske PFLP. Uanset sagens udfald, er det ikke første gang at FARC får støtte fra unge vesteuropæere. I 2000 rejste en ung, hollandsk studerende, Tanja Nijmeijer, til Colombia for at studere, men hun endte i 2002 med at slutte sig til FARCs væbnede guerillakamp.
I fem år hørte man så ikke noget fra Tanja, indtil den colombianske hær en gang i løbet af 2007 løb en FARC-lejr over ende, så oprørerne måtte flygte over hals og hoved. Blandt oprørernes efterladenskaber fandt man så Tanjas dagbog, der senere blev trykt i den colombianske avis "El Tiempo" og et par billeder af hende på kommandantens computer. Man må sige at hun holder sig sgu godt:
I dagbogen (der kan læses her), virker Tanja desillusioneret over kampen og fremtiden. Bl.a. skriver hun at "I'm tired, tired of the FARC, tired of people and tired of living in this commune." Desuden går det heller ikke for godt på det rent personlige plan. Den 23. august 2006 skriver hun "I might have a new boyfriend, a commandant. He is 30 years old and very special. Maybe it'll work out between us.", men den 2. november konstaterer hun "The chief has fallen for a girl with big tits."
Fra tankepolitiet skal der lyde en klar opfordring til stakkels Tanja: Bare kom hjem til Danmark! Og hvis det er, så har jeg en sofa du ka' låne...
Den anden organisation som Fighters + Lovers støtter, PFLP, har også haft et yderst sexet ansigt udadtil, nemlig Leila Khaled:
I 1969 deltog Leila i en kapring af et israelsk El Al-fly på vej fra Rom til Athen. Flyet blev tvunget ned i Damaskus og senere sprunget i luften efter alle passagerer først var blevet evakueret. Leila forsøgte sig igen med en flykapring i sommeren 1970, men her blev kapringsforsøget forpurret og Leila blev arresteret, efter at flyet havde nødlandet i London. Hun blev sluppet ud kort efter pga. en fangeudveksling og sidder i dag i det palæstinensiske selvstyreråd.
Jeg sidder for tiden og skriver opgave om 70'er-terrorisme og det var sgu et helt godt årti for de kæmpende kvinder. Ud over Khaled var der f.eks. Ulrike Meinhof fra Rote Armee Fraktion, der faktisk i sine yngre år godt kunne ta' sig helt godt ud:
Eller f.eks. den amerikanske milliardærdatter Patty Hearst der blev kidnappet af den amerikanske byguerillagruppe SLA og endte med at få så meget sympati for sine kidnappere at hun blev optaget i gruppen under navnet "Tania":
Til sidst er det egentligt også værd at gå tilbage i tiden og kaste et blik på Delacroix' "Friheden fører folket på barrikaderne":
Maleriet er inspireret af den franske revolution i 1830 og det er nok ikke helt forkert at kalde kvinden på billedet - "Friheden" - for personificeringen af alle tiders kvindelige revolutionshelte.
Om få dage falder der dom i Københavns byret i sagen om tøjfirmaet Fighters + Lovers, der har solgt t-shirts til fordel for colombianske FARC og palæstinensiske PFLP. Uanset sagens udfald, er det ikke første gang at FARC får støtte fra unge vesteuropæere. I 2000 rejste en ung, hollandsk studerende, Tanja Nijmeijer, til Colombia for at studere, men hun endte i 2002 med at slutte sig til FARCs væbnede guerillakamp.
I fem år hørte man så ikke noget fra Tanja, indtil den colombianske hær en gang i løbet af 2007 løb en FARC-lejr over ende, så oprørerne måtte flygte over hals og hoved. Blandt oprørernes efterladenskaber fandt man så Tanjas dagbog, der senere blev trykt i den colombianske avis "El Tiempo" og et par billeder af hende på kommandantens computer. Man må sige at hun holder sig sgu godt:
I dagbogen (der kan læses her), virker Tanja desillusioneret over kampen og fremtiden. Bl.a. skriver hun at "I'm tired, tired of the FARC, tired of people and tired of living in this commune." Desuden går det heller ikke for godt på det rent personlige plan. Den 23. august 2006 skriver hun "I might have a new boyfriend, a commandant. He is 30 years old and very special. Maybe it'll work out between us.", men den 2. november konstaterer hun "The chief has fallen for a girl with big tits."
Fra tankepolitiet skal der lyde en klar opfordring til stakkels Tanja: Bare kom hjem til Danmark! Og hvis det er, så har jeg en sofa du ka' låne...
Den anden organisation som Fighters + Lovers støtter, PFLP, har også haft et yderst sexet ansigt udadtil, nemlig Leila Khaled:
I 1969 deltog Leila i en kapring af et israelsk El Al-fly på vej fra Rom til Athen. Flyet blev tvunget ned i Damaskus og senere sprunget i luften efter alle passagerer først var blevet evakueret. Leila forsøgte sig igen med en flykapring i sommeren 1970, men her blev kapringsforsøget forpurret og Leila blev arresteret, efter at flyet havde nødlandet i London. Hun blev sluppet ud kort efter pga. en fangeudveksling og sidder i dag i det palæstinensiske selvstyreråd.
Jeg sidder for tiden og skriver opgave om 70'er-terrorisme og det var sgu et helt godt årti for de kæmpende kvinder. Ud over Khaled var der f.eks. Ulrike Meinhof fra Rote Armee Fraktion, der faktisk i sine yngre år godt kunne ta' sig helt godt ud:
Eller f.eks. den amerikanske milliardærdatter Patty Hearst der blev kidnappet af den amerikanske byguerillagruppe SLA og endte med at få så meget sympati for sine kidnappere at hun blev optaget i gruppen under navnet "Tania":
Til sidst er det egentligt også værd at gå tilbage i tiden og kaste et blik på Delacroix' "Friheden fører folket på barrikaderne":
Maleriet er inspireret af den franske revolution i 1830 og det er nok ikke helt forkert at kalde kvinden på billedet - "Friheden" - for personificeringen af alle tiders kvindelige revolutionshelte.
Friday, November 16, 2007
"If you gotta steal, you gotta steal from the best!"
I denne måneds Gaffa er der faktisk en helt interessant artikel, nemlig et interview med svenske The Hives. Interviewet i sig selv er egentligt ikke så forfærdeligt interessant, det er bare den gængse smøre med snak om en ny plade, selvom der godt nok er et par interessante afsnit om deres tourne med Rolling Stones. Nederst står der dog et par tips fra The Hives forsanger, Howlin' Pelle Almqvist, der er værd at skrive ned:
The Hives er mestre i den slags udtalelser. En af mine venner fortalte engang at han set dem blive interviewet og journalisten sagde så til gruppen at han i en af deres sange kunne høre at de havde snuppet riffs fra The Who og i en anden havde stjålet fra Rolling Stones. Der kom så en kort pause hvorefter Howlin' Pelle kort svarede: "If you gotta steal, you gotta steal from the best!" Derefter var den sag lukket!
Udover god stil, store egoer og fede citater, laver The Hives jo faktisk også helt god musik, tjek selv her:
I denne måneds Gaffa er der faktisk en helt interessant artikel, nemlig et interview med svenske The Hives. Interviewet i sig selv er egentligt ikke så forfærdeligt interessant, det er bare den gængse smøre med snak om en ny plade, selvom der godt nok er et par interessante afsnit om deres tourne med Rolling Stones. Nederst står der dog et par tips fra The Hives forsanger, Howlin' Pelle Almqvist, der er værd at skrive ned:
"Man skal altid prøve at se ren og pæn ud. Det handler ikke om at eje meget tøj, bare man har de rigtige ting. Vi følger ikke modens gang, men holder os til de klassiske ting. Hvis Cary Grant kom ind af døren lige nu, ville han stadig se cool ud, men hvis MC Hammer kom ind ville han ikke være cool. Eller det ville han faktisk nok alligevel være, men i forstår pointen."
The Hives er mestre i den slags udtalelser. En af mine venner fortalte engang at han set dem blive interviewet og journalisten sagde så til gruppen at han i en af deres sange kunne høre at de havde snuppet riffs fra The Who og i en anden havde stjålet fra Rolling Stones. Der kom så en kort pause hvorefter Howlin' Pelle kort svarede: "If you gotta steal, you gotta steal from the best!" Derefter var den sag lukket!
Udover god stil, store egoer og fede citater, laver The Hives jo faktisk også helt god musik, tjek selv her:
Thursday, November 15, 2007
Den Lille Forskel
Det slår mig at alle partier egentligt har et enkelt kendetegn som de slår sig op, på for at markere sig og skabe forskel fra de andre partier. Disse kendetegn kan egentligt koges ned i en ret koncentreret form:
Man fristes faktisk hurtigt til at lave nogen flere:
De Konservative: Sælger bedre speed end alle de andre, ordner flere sekretærer end alle de andre,
Venstre: Malker bedre end alle de andre, kører bedre traktortræk end alle de andre,
De Radikale: Mere bøssede end alle de andre, slås dårligere end alle de andre, ses mere i Ørstedsparken end alle de andre,
Enhedslisten: Er bedre til jihad end alle de andre, suger bedre bong end alle de andre, har flere negerkærester end alle de andre,
Ny Alliance: Er dårligere til valgkamp end alle de andre,
Dansk Folkeparti: Hører mere Helmut Lotti end alle de andre, kører dårligere på skateboard end alle de andre, hækler bedre end alle de andre,
Det slår mig at alle partier egentligt har et enkelt kendetegn som de slår sig op, på for at markere sig og skabe forskel fra de andre partier. Disse kendetegn kan egentligt koges ned i en ret koncentreret form:
Enhedslisten: Er mere muslimske end alle de andre
Socialistisk Folkeparti: Synes de er bedre end alle andre
Socialdemokratiet: Er mere nummer to end de andre
Radikale: Ved de er bedre OG klogere end alle andre
Kristendemokratern: Er helligere end alle andre
Ny Alliance: Ved de er bedre og klogere end de radikale (= alle andre)
Venstre: Er større end alle andre
Konservative: Er rigere end alle andre
Dansk Folkeparti: Er hvidere end alle andre
Man fristes faktisk hurtigt til at lave nogen flere:
De Konservative: Sælger bedre speed end alle de andre, ordner flere sekretærer end alle de andre,
Venstre: Malker bedre end alle de andre, kører bedre traktortræk end alle de andre,
De Radikale: Mere bøssede end alle de andre, slås dårligere end alle de andre, ses mere i Ørstedsparken end alle de andre,
Enhedslisten: Er bedre til jihad end alle de andre, suger bedre bong end alle de andre, har flere negerkærester end alle de andre,
Ny Alliance: Er dårligere til valgkamp end alle de andre,
Dansk Folkeparti: Hører mere Helmut Lotti end alle de andre, kører dårligere på skateboard end alle de andre, hækler bedre end alle de andre,
Wednesday, November 14, 2007
Min Stemme På Auktion
Der er sket noget sjovt for mig her de sidste par dage, jeg har faktisk været i de landsdækkende medier. Det er da så usædvanlig en ting at det fortjener lidt omtale. Historien om mine "15 minutes of fame" er som følger:
I søndags kedede jeg mig. Lørdag havde jeg været til indflytterfest hos en ven og mit hoved dunkede fælt dagen derpå. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle lave, men da mit internet ikke virker særligt godt for tiden, tog jeg op på universitetet med min bærbare for at blogge lidt. Da jeg sad deroppe fik jeg gennem tågerne en idé: Måske skulle jeg prøve at sælge min stemme? Rimeligt hurtigt flikkede jeg en salgsannonce sammen, lettere inspireret af dem man kan finde hængende i supermarkeder og lign.:
Annoncen var mest tænkt som et eksperiment. Min stemme betød egentligt ikke særligt meget for mig, jeg anede alligevel ikke rigtigt hvem jeg skulle stemme på, så - som jeg skriver - hvorfor ikke forsøge at sælge den til nogen der havde brug for den? Og så bare se hvad der skete? Skridtet var faktisk ikke så stort for mig, min far har f.eks. ikke stemt i 40 år.
Jeg oprettede så en email og en blog, postede så indlægget på flere forskellige forummer, postede en bulletin på min myspace og skrev det i tekstfeltet i min messenger. Ret hurtigt kom der kommentarer på nogen af forummerne, f.eks. var den allerførste et kort "Fjols" efterfulgt af mere undrende kommentarer bagefter. I dette forum blev min tråd dog lukket efter allerede 3 timer med denne begrundelse:
Problemet er dog at jeg egentlig ikke regnede med at det var ulovligt. I valgloven står der ikke noget om at det skulle være ulovligt at sælge sin stemme, og jeg var da også overbevist om at ens grunde til at stemme var helt personlige, hvadenten det så var penge eller noget helt andet, f.eks. ens holdninger. Jeg solgte jo netop ikke valgkortet, men min stemme. Men nu var skridtet taget og eksperimentet var i gang.
Næste dag fortalte jeg flere venner på læsesalen på uni om min kampagne og de fleste syntes det var sjovt, det vi snakkede mest om var om det var ulovligt eller ej, men vi blev ikke rigtigt enige. I løbet af mandagen kom der ikke nogen bud på min stemme og jeg begyndte sådan lidt at forberede mig på at der ingen bud ville komme.
Mandag aften blev jeg dog ringet op af Lea Pagh, en journalistpraktikant fra Århus Stiftstidende, der godt ville skrive lidt om mit salg til internetudgaven af avisen. Lige pludselig blev det hele MEGET sjovere. Jeg sagde selvfølgelig ja tak og vi aftalte så at mødes næste dag til et interview, altså i går på valgdagen.
Jeg tænkte en hel del over hvad jeg skulle sige i interviewet. Skulle man spille smart og sige at "fuck demokratiet" og alt sådan noget? Eller komme med en eller anden politisk statement? Jeg valgte det nemmeste og bare sige det jeg egentligt mente med det hele, altså det jeg skriver her. Journalisten kunne dog samtidig fortælle at det faktisk var dybt ulovligt det jeg foretog mig, faktisk straffes både salg og køb af stemmer ifølge straffelovens paragraf 117 med op til to års fængsel. Derfor ville hun, mest for min skyld, gerne lave interviewet anonymt. Jeg var egentlig lidt ligeglad, men det blev sådan, med sløret fotografi og det hele. Kl. 15.46 blev hendes artikel så lagt ud på Århus Stiftstidendes hjemmeside, den kan ses her. Der var da 1 time og 14 minutter tilbage af min auktion.
Artiklen er egentlig fin nok, selvom jeg nok synes jeg lyder lidt mere konfrontatorisk end jeg egentligt har ment det. Jeg er da træt af at ingen politikere virker til at være værd at stemme på, og alle fremstår som mere eller mindre opportunistiske idioter, men systemet og styreformen som sådan er jeg ikke modstander af. Der er simpethen ikke et bedre alternativ, eller som Churchill har sagt, så "er demokrati den værste styreform, bortset fra alle de andre".
Jeg havde tidligere på dagen fået et bud på 5 kroner på min stemme af en bekendt, Magnus, men da han så artiklen i stiften trak han buddet tilbage (det passede mig egentligt også fint nok, da han bød på enhedslisten ;)) . Samtidig begyndte der dog at komme andre bud, det nåede op på tyve kroner. Så begyndte jeg dog selv at få betænkninger; jeg kunne jo egentlig blive straffet for hvad jeg foretog mig. Og havde jeg egentlig lyst til at blive martyr for en sag, som jeg ikke troede på? For at undgå bøvl droppede jeg derfor auktionen.
Hånen kom dog også, både fra en af mine venner over sms, men også inde på min stemmetilsalg-blog. En der kalder sig "Peter" skriver:
Når jeg tænker på det hele kan det godt minde lidt om Mogens Glistrup der var i fjernsynet og fortalte om sin trækprocent på 0% og bagefter stiftede Fremskridtspartiet. Han udfordrede systemet, men sidder idag som en gammel sur man og skriver på sit 10.000 siders værk om indvandringen. Tilgengæld fik han ikke noget som helst ud af det hele, ud over et blakket ry. Og det har jeg bestemt ikke lyst til. I Danmark vinder systemet altid i en direkte konfrontation og du taber.
Idag, dagen efter valget, er min auktion så omtalt i flere aviser, i Ekstrabladet, BT og Urban.
Desuden har den været omtalt på metroxpress.dk, dr.dk og politiken.dk Dog står der "Mads Christensen" i stedet for "Mads Madsen" et par steder af en eller anden mærkelig grund.
Nogen vil nok spørge hvad det hele endte med, om jeg stemte eller hva? Og ja, det gjorde jeg, selvom jeg sikkert som så mange andre besluttede mig i sidste øjeblik.
Der er sket noget sjovt for mig her de sidste par dage, jeg har faktisk været i de landsdækkende medier. Det er da så usædvanlig en ting at det fortjener lidt omtale. Historien om mine "15 minutes of fame" er som følger:
I søndags kedede jeg mig. Lørdag havde jeg været til indflytterfest hos en ven og mit hoved dunkede fælt dagen derpå. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle lave, men da mit internet ikke virker særligt godt for tiden, tog jeg op på universitetet med min bærbare for at blogge lidt. Da jeg sad deroppe fik jeg gennem tågerne en idé: Måske skulle jeg prøve at sælge min stemme? Rimeligt hurtigt flikkede jeg en salgsannonce sammen, lettere inspireret af dem man kan finde hængende i supermarkeder og lign.:
Stemme til Salg!
Da jeg ikke selv får brug for min stemme til valget på tirsdag og da jeg synes det er synd at den ellers bare skal gå til spilde, har jeg besluttet mig for at sælge den til højestbydende.
Jeg afgiver min stemme tirsdag d. 13. november kl 17.00 og indtil da kan der bydes pr. telefon/sms eller pr. email. På www.stemmetilsalg.blogspot.com kan buddene følges. For at du kan være sikker på at jeg stemmer på den kandidat du ønsker, vil jeg tage et billede i stemmeboksen af stemmesedlen, og efterfølgende emaile det til dig.
Jeg bor i Århus og afgiver derfor min stemme i Østjyllands Storkreds, så hvis du har et ønske om at der skal stemmes personligt, så skal det altså være på kandidater opstillet i denne kreds.
Send bud til:
E-mail: stemmetilsalg@hotmail.com
Telefon: xx xx xx xx
Eller afgiv bud inde på www.stemmetilsalg.blogspot.com
Startpris: 1 krone.
Mvh. Mads
Annoncen var mest tænkt som et eksperiment. Min stemme betød egentligt ikke særligt meget for mig, jeg anede alligevel ikke rigtigt hvem jeg skulle stemme på, så - som jeg skriver - hvorfor ikke forsøge at sælge den til nogen der havde brug for den? Og så bare se hvad der skete? Skridtet var faktisk ikke så stort for mig, min far har f.eks. ikke stemt i 40 år.
Jeg oprettede så en email og en blog, postede så indlægget på flere forskellige forummer, postede en bulletin på min myspace og skrev det i tekstfeltet i min messenger. Ret hurtigt kom der kommentarer på nogen af forummerne, f.eks. var den allerførste et kort "Fjols" efterfulgt af mere undrende kommentarer bagefter. I dette forum blev min tråd dog lukket efter allerede 3 timer med denne begrundelse:
Hej
Jeg har fjernet din tråd om salg af stemme til folketingsvalget. Selvom det er for sjov, så er det også ulovligt. Jvf. retningslinierne:
Citat: Det er ikke tilladt at overtræde dansk lovgivning i brugen af Svingninger eller at opfordre til ulovligheder.
M.v.h.
Problemet er dog at jeg egentlig ikke regnede med at det var ulovligt. I valgloven står der ikke noget om at det skulle være ulovligt at sælge sin stemme, og jeg var da også overbevist om at ens grunde til at stemme var helt personlige, hvadenten det så var penge eller noget helt andet, f.eks. ens holdninger. Jeg solgte jo netop ikke valgkortet, men min stemme. Men nu var skridtet taget og eksperimentet var i gang.
Næste dag fortalte jeg flere venner på læsesalen på uni om min kampagne og de fleste syntes det var sjovt, det vi snakkede mest om var om det var ulovligt eller ej, men vi blev ikke rigtigt enige. I løbet af mandagen kom der ikke nogen bud på min stemme og jeg begyndte sådan lidt at forberede mig på at der ingen bud ville komme.
Mandag aften blev jeg dog ringet op af Lea Pagh, en journalistpraktikant fra Århus Stiftstidende, der godt ville skrive lidt om mit salg til internetudgaven af avisen. Lige pludselig blev det hele MEGET sjovere. Jeg sagde selvfølgelig ja tak og vi aftalte så at mødes næste dag til et interview, altså i går på valgdagen.
Jeg tænkte en hel del over hvad jeg skulle sige i interviewet. Skulle man spille smart og sige at "fuck demokratiet" og alt sådan noget? Eller komme med en eller anden politisk statement? Jeg valgte det nemmeste og bare sige det jeg egentligt mente med det hele, altså det jeg skriver her. Journalisten kunne dog samtidig fortælle at det faktisk var dybt ulovligt det jeg foretog mig, faktisk straffes både salg og køb af stemmer ifølge straffelovens paragraf 117 med op til to års fængsel. Derfor ville hun, mest for min skyld, gerne lave interviewet anonymt. Jeg var egentlig lidt ligeglad, men det blev sådan, med sløret fotografi og det hele. Kl. 15.46 blev hendes artikel så lagt ud på Århus Stiftstidendes hjemmeside, den kan ses her. Der var da 1 time og 14 minutter tilbage af min auktion.
Artiklen er egentlig fin nok, selvom jeg nok synes jeg lyder lidt mere konfrontatorisk end jeg egentligt har ment det. Jeg er da træt af at ingen politikere virker til at være værd at stemme på, og alle fremstår som mere eller mindre opportunistiske idioter, men systemet og styreformen som sådan er jeg ikke modstander af. Der er simpethen ikke et bedre alternativ, eller som Churchill har sagt, så "er demokrati den værste styreform, bortset fra alle de andre".
Jeg havde tidligere på dagen fået et bud på 5 kroner på min stemme af en bekendt, Magnus, men da han så artiklen i stiften trak han buddet tilbage (det passede mig egentligt også fint nok, da han bød på enhedslisten ;)) . Samtidig begyndte der dog at komme andre bud, det nåede op på tyve kroner. Så begyndte jeg dog selv at få betænkninger; jeg kunne jo egentlig blive straffet for hvad jeg foretog mig. Og havde jeg egentlig lyst til at blive martyr for en sag, som jeg ikke troede på? For at undgå bøvl droppede jeg derfor auktionen.
Hånen kom dog også, både fra en af mine venner over sms, men også inde på min stemmetilsalg-blog. En der kalder sig "Peter" skriver:
Jo, det var en god mulighed for at gøre det, men man bør stadigvæk overveje om min happening ikke bare var et myggebid på en elefant, og faktisk på en ret godmodig elefant med nogle til tider lidt grove manerer.Tøsedreng... Jeg havde nu regnet med en lidt større politisk happening end bare dette...
Når jeg tænker på det hele kan det godt minde lidt om Mogens Glistrup der var i fjernsynet og fortalte om sin trækprocent på 0% og bagefter stiftede Fremskridtspartiet. Han udfordrede systemet, men sidder idag som en gammel sur man og skriver på sit 10.000 siders værk om indvandringen. Tilgengæld fik han ikke noget som helst ud af det hele, ud over et blakket ry. Og det har jeg bestemt ikke lyst til. I Danmark vinder systemet altid i en direkte konfrontation og du taber.
Idag, dagen efter valget, er min auktion så omtalt i flere aviser, i Ekstrabladet, BT og Urban.
Desuden har den været omtalt på metroxpress.dk, dr.dk og politiken.dk Dog står der "Mads Christensen" i stedet for "Mads Madsen" et par steder af en eller anden mærkelig grund.
Nogen vil nok spørge hvad det hele endte med, om jeg stemte eller hva? Og ja, det gjorde jeg, selvom jeg sikkert som så mange andre besluttede mig i sidste øjeblik.
Tuesday, November 13, 2007
Syng med Politikerne!
Kampsange og politik er noget der hænger uløseligt sammen. I gamle dage sang arbejderne "Internationale", nazisterne sang "Horst Wessel Lied", omend disse to grupper i 30'ernes Tyskland aldrig ordnede deres indbyrdes stridigheder med et Melodi Grand Prix. Det kunne ellers sikkert ha' sparet os andre for en masse bøvl.
Men for at komme til sagen, så er der op til dagens valg også været flere forsøg på at mobilisere vælgerne med sang på læberne. Mest kendt er nok Mogens Jensen fra socialdemokratiet der fik hjælp fra Poul Nyrup Rasmussen til sin sang "Det bli'r en god dag". Mogens har selv skrevet teksten, mens sangen er Mabels gamle Melodi Grand Prix-klassiker fra 1978, "Boom Boom". Hør sangen på Mogens' hjemmeside her.
Min personlige valgsangsfavorit er dog Bente og Kandidaternes "Vi Stiller Op" fra amtsrådsvalget i 1993. Bente, hvis fulde navn er Bente W. Tiettje, stillede op for scoialdemokratiet i hvad der dengang var Sønderjyllands Amt. Hendes modstander var den dengang nærmest enevældige venstrehøvding Kresten Philipsen. Bente har derfor sikkert været overbevist om at nye midler måtte tages i brug og det resultat kan vi så nyde i dag. Jeg lover at du ikke vil fortryde en download af sangen...
Hør den her.
Kampsange og politik er noget der hænger uløseligt sammen. I gamle dage sang arbejderne "Internationale", nazisterne sang "Horst Wessel Lied", omend disse to grupper i 30'ernes Tyskland aldrig ordnede deres indbyrdes stridigheder med et Melodi Grand Prix. Det kunne ellers sikkert ha' sparet os andre for en masse bøvl.
Men for at komme til sagen, så er der op til dagens valg også været flere forsøg på at mobilisere vælgerne med sang på læberne. Mest kendt er nok Mogens Jensen fra socialdemokratiet der fik hjælp fra Poul Nyrup Rasmussen til sin sang "Det bli'r en god dag". Mogens har selv skrevet teksten, mens sangen er Mabels gamle Melodi Grand Prix-klassiker fra 1978, "Boom Boom". Hør sangen på Mogens' hjemmeside her.
Min personlige valgsangsfavorit er dog Bente og Kandidaternes "Vi Stiller Op" fra amtsrådsvalget i 1993. Bente, hvis fulde navn er Bente W. Tiettje, stillede op for scoialdemokratiet i hvad der dengang var Sønderjyllands Amt. Hendes modstander var den dengang nærmest enevældige venstrehøvding Kresten Philipsen. Bente har derfor sikkert været overbevist om at nye midler måtte tages i brug og det resultat kan vi så nyde i dag. Jeg lover at du ikke vil fortryde en download af sangen...
Hør den her.
Sunday, November 11, 2007
"Hvem har brug for værdier når man kan få heroin!"
Danmark har fået et nyt parti og det er et parti det er værd at omtale: Nihilistisk Folkeparti! Besøg dem her.
Partiet stiller op under sloganet "Intet er Bedre" og de beskriver sig selv som "et folkeligt parti, der arbejder for nihilismens realisering gennem afvikling af verden".
Det er jo et rimeligt standpunkt at ha' at politik har noget med værdier at gøre, så for nogen kan nihilisme og politik umiddelbart godt virke som lidt en modsætning, men det har de gæve folk i NF en god forklaring på:
Det bliver spændende at følge det nye parti. Desværre er det ikke lykkedes at samle de krævede tyve tusind underskrifter så partiet kan stille op til folketingsvalget i år, men angiveligt stiller de op til næste valg til Københavns borgerrepræsentation. Tankepolitiet ønsker dem i hvert fald held og lykke!
Danmark har fået et nyt parti og det er et parti det er værd at omtale: Nihilistisk Folkeparti! Besøg dem her.
Partiet stiller op under sloganet "Intet er Bedre" og de beskriver sig selv som "et folkeligt parti, der arbejder for nihilismens realisering gennem afvikling af verden".
Det er jo et rimeligt standpunkt at ha' at politik har noget med værdier at gøre, så for nogen kan nihilisme og politik umiddelbart godt virke som lidt en modsætning, men det har de gæve folk i NF en god forklaring på:
Det er på tide at politikken ophører med at være virkelighedsforlængende. Nihilistisk Folkeparti går ind for universets totale tilintetgørelse. For det, der er, er ondt. Og skal væk. Intet er bedre. Eksistens er krænkende i al almindelighed, men den menneskelige eksistens er en så pinlig skandale, at dens ophør kun kan komme for langsomt. Kun arbejdet for dette meningsløse univers’ annullering har betydning.Som alle andre partier har Nihilistisk Folkeparti også et nemt og genkendeligt formsprog. Hvor socialdemokraterne har rosen som symbol, så har nihilisterne meget rammende valgt paddehatteskyen som symbol.
Det bliver spændende at følge det nye parti. Desværre er det ikke lykkedes at samle de krævede tyve tusind underskrifter så partiet kan stille op til folketingsvalget i år, men angiveligt stiller de op til næste valg til Københavns borgerrepræsentation. Tankepolitiet ønsker dem i hvert fald held og lykke!
Monday, November 05, 2007
Pengene eller Livet!
For et par dage siden fik jeg en e-mail fra en ven. Den var sendt ud til alle på hans adresseliste og i den stod der følgende:
Inde på flygtning.dk kan man så se en video på et minuts længde, hvor adskillige "klassiske" situationer fra en borgerkrig bliver overført til en dansk kontekst: Man ser en ældre mand blive overhældt med hvad der skal forestille at være benzin og derefter en lighter blive tændt, man ser mennesker hængt i lygtepælene i et pænt parcelhuskvarter, man ser en lyshåret kvinde der voldtages af to mænd osv. Som Dansk Flygtningehjælp da også så pænt gør opmærksom på, er videoen voldsom og jeg har da heller ingen synderlig lyst til at lægge den herud på bloggen, interesserede ved hvor den skal findes.
Da jeg så videoen i går, var der pludselig ingen tvivl i mit sind: Dansk Flygtningehjælp får ikke en krone af undertegnede til deres landsindsamling til fordel for Darfur den 11. november i år. Jeg har ellers altid, uden undtagelse, givet til den slags indsamlinger når nogen ringede på min dør.
Filmen stiller nemlig dybest set seeren et ret grusomt spørgsmål: Kunne du tænke dig at der skulle ske det samme for dig og dine kære som for staklerne i Darfur? Og ingen med deres sunde fornuft i behold kan svare ja til det spørgsmål. Den logiske konsekvens er derfor at man bør melde sig som indsamler eller punge ud, med mindre at man er en usædvanlig kold fisk og i virkeligheden bør sidde og skamme sig.
Men for mig at se er det fuldstændigt urimeligt at stille det spørgsmål. Det viser i hvert fald ingen respekt over for de kommende indsamlere eller donorer og giver ikke et indtryk af idealisme. Jeg nægter i hvert fald at lade mig true til at punge ud.
Denne form for argumentation er dybest set den samme som min mor nogen gange brugte når jeg ikke ville spise min madpakke som barn. Hun sagde: "Tænk på de sultne børn i Afrika, de ville blive glade for sådan en madpakke". Og jo, det er da helt rigtigt, men med de ord gik hendes tanker gik ikke på de sultne børn i Afrika, de gik på at få mig til at spise min madpakke. Og det samme med Dansk Flygtningehjælp: Deres reklamevideo går ikke på flygtningene i Darfur, den går ud på at gi' folk dårlig samvittighed, så de kan få flere klejner i kassen.
Da jeg snart er færdiguddannet cand.mag. og en af de oplagte veje for mig kunne være netop at få arbejde i en af nødhjælpsorganisationerne, har jeg selvfølgelig tænkt lidt over tingene, men det er netop kampagner som den her der gør at jeg ikke rigtigt har lyst. Jeg tror simpelthen ikke på at de mener hvad de foregiver at gøre. Episoder som f.eks. Laue Traberg Smidts brug af Red Barnets kreditkort til et besøg på en stripbar (læs om det her), gør det ikke nemmere at stole på dem. Godhedsindustri er efterhånden det mest dækkende ord om nødhjælpsorganisationerne.
For et par dage siden fik jeg en e-mail fra en ven. Den var sendt ud til alle på hans adresseliste og i den stod der følgende:
TÆNK HVIS?
?det var din by, der blev angrebet af militserne.
?det var din søster, der blev voldtaget.
?børnene i din gade var trænet til at slå ihjel.
Tænk, hvis Danmark var et land, der tvang dig på flugt.
Hvordan ville det se ud, hvis der var borgerkrig i Danmark?
Se filmen på www.flygtning.dk
NB! Filmen er fiktion. Den indeholder en række voldsomme scener og kan derfor virke stødende eller skræmmende.
Del budskabet med andre - send mailen videre
Inde på flygtning.dk kan man så se en video på et minuts længde, hvor adskillige "klassiske" situationer fra en borgerkrig bliver overført til en dansk kontekst: Man ser en ældre mand blive overhældt med hvad der skal forestille at være benzin og derefter en lighter blive tændt, man ser mennesker hængt i lygtepælene i et pænt parcelhuskvarter, man ser en lyshåret kvinde der voldtages af to mænd osv. Som Dansk Flygtningehjælp da også så pænt gør opmærksom på, er videoen voldsom og jeg har da heller ingen synderlig lyst til at lægge den herud på bloggen, interesserede ved hvor den skal findes.
Da jeg så videoen i går, var der pludselig ingen tvivl i mit sind: Dansk Flygtningehjælp får ikke en krone af undertegnede til deres landsindsamling til fordel for Darfur den 11. november i år. Jeg har ellers altid, uden undtagelse, givet til den slags indsamlinger når nogen ringede på min dør.
Filmen stiller nemlig dybest set seeren et ret grusomt spørgsmål: Kunne du tænke dig at der skulle ske det samme for dig og dine kære som for staklerne i Darfur? Og ingen med deres sunde fornuft i behold kan svare ja til det spørgsmål. Den logiske konsekvens er derfor at man bør melde sig som indsamler eller punge ud, med mindre at man er en usædvanlig kold fisk og i virkeligheden bør sidde og skamme sig.
Men for mig at se er det fuldstændigt urimeligt at stille det spørgsmål. Det viser i hvert fald ingen respekt over for de kommende indsamlere eller donorer og giver ikke et indtryk af idealisme. Jeg nægter i hvert fald at lade mig true til at punge ud.
Denne form for argumentation er dybest set den samme som min mor nogen gange brugte når jeg ikke ville spise min madpakke som barn. Hun sagde: "Tænk på de sultne børn i Afrika, de ville blive glade for sådan en madpakke". Og jo, det er da helt rigtigt, men med de ord gik hendes tanker gik ikke på de sultne børn i Afrika, de gik på at få mig til at spise min madpakke. Og det samme med Dansk Flygtningehjælp: Deres reklamevideo går ikke på flygtningene i Darfur, den går ud på at gi' folk dårlig samvittighed, så de kan få flere klejner i kassen.
Da jeg snart er færdiguddannet cand.mag. og en af de oplagte veje for mig kunne være netop at få arbejde i en af nødhjælpsorganisationerne, har jeg selvfølgelig tænkt lidt over tingene, men det er netop kampagner som den her der gør at jeg ikke rigtigt har lyst. Jeg tror simpelthen ikke på at de mener hvad de foregiver at gøre. Episoder som f.eks. Laue Traberg Smidts brug af Red Barnets kreditkort til et besøg på en stripbar (læs om det her), gør det ikke nemmere at stole på dem. Godhedsindustri er efterhånden det mest dækkende ord om nødhjælpsorganisationerne.
Sunday, October 28, 2007
Et Svært Valg
Nu er det nok ikke undgået nogens opmærksomhed at der i sidste uge er blevet udskrevet valg i Kongeriget. Politik er jo en dybt seriøs ting, og tankepolitiet tager skam også valget meget seriøst. Derfor synes undertegnede at der bør bruges lidt plads og tages et indgående kig på et par af de forskellige kanditater.
At valgkampen bliver hård ved dette valg kan ingen vist være i tvivl om efter denne gennemgang af alle de yderst kompetente kandidater.
Første kandidat der præsenteres er:
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten
Johanne er 23 år gammel og stiller op i København. Hun kæmper for mangfoldighed, er imod at Danmark skal være med i Bushs krig og er imod ensretning. Johanne læser til daglig statskundskab på RUC og laver politik "fordi hun ikke kan lade være".
Besøg hende her
Her er så Nanna Westerby Jensen fra SF
Nanna stiller op for SF i Nordsjælland og hun går ind for ordentlig velfærd til de offentligt ansatte og bedre uddannelser. Hun har netop optrådt i en hiphop-kampagnevideo og er ellers formand for SF Ungdom.
Besøg Nannas myspaceside her
Den næste kandidat er Julia Rademacher fra Socialdemokratiet:
Julie foretrækker velfærd frem for skattelettelser og vil gerne udvikle, frem for afvikle velfærdssamfundet. Hun kommer fra Sønderborg, stiller op i Kolding og studerer i Odense, så hun kommer vidt omkring.
Du kan møde Julie her
Fra Det Radikale Venstre har vi Anne Marie Geisler Andersen:
Anne Marie er folketingskandidat i Ballerupkredsen og ønsker bedre forhold for asylsøgere, mere ulandshjælp og mere åbenhed om psykiske sygdomme. I sin fritid dyrker Anne Marie meget sport, især gymnastik og så studerer hun statskundskab ved Københavns Universitet.
Besøg Anne Marie her
Venstre stiller med Sophie Løhde:
Sophie er 24 år gammel og stiller op for Venstre i Egedal-kredsen. Sophie blev som 18-årig valgt ind i Frederiksborg Amtsråd og har her arbejdet med emner som Psykiatri og Uddannelse.
Sophies hjemmeside kan ses her
Dansk Folkeparti repræsenteres ved Dina Louisa Knudsen:
Dina er 23 år gammel og stiller op i Mariagerfjord-kredsen. Dina læser til bibliotekar og interesserer sig bl.a. for indvandrings og sundhedspolitik. Fritiden bliver brugt med kæresten, familien, bøger og løbeture.
Mød Dina her
Nu er det nok ikke undgået nogens opmærksomhed at der i sidste uge er blevet udskrevet valg i Kongeriget. Politik er jo en dybt seriøs ting, og tankepolitiet tager skam også valget meget seriøst. Derfor synes undertegnede at der bør bruges lidt plads og tages et indgående kig på et par af de forskellige kanditater.
At valgkampen bliver hård ved dette valg kan ingen vist være i tvivl om efter denne gennemgang af alle de yderst kompetente kandidater.
Første kandidat der præsenteres er:
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten
Johanne er 23 år gammel og stiller op i København. Hun kæmper for mangfoldighed, er imod at Danmark skal være med i Bushs krig og er imod ensretning. Johanne læser til daglig statskundskab på RUC og laver politik "fordi hun ikke kan lade være".
Besøg hende her
Her er så Nanna Westerby Jensen fra SF
Nanna stiller op for SF i Nordsjælland og hun går ind for ordentlig velfærd til de offentligt ansatte og bedre uddannelser. Hun har netop optrådt i en hiphop-kampagnevideo og er ellers formand for SF Ungdom.
Besøg Nannas myspaceside her
Den næste kandidat er Julia Rademacher fra Socialdemokratiet:
Julie foretrækker velfærd frem for skattelettelser og vil gerne udvikle, frem for afvikle velfærdssamfundet. Hun kommer fra Sønderborg, stiller op i Kolding og studerer i Odense, så hun kommer vidt omkring.
Du kan møde Julie her
Fra Det Radikale Venstre har vi Anne Marie Geisler Andersen:
Anne Marie er folketingskandidat i Ballerupkredsen og ønsker bedre forhold for asylsøgere, mere ulandshjælp og mere åbenhed om psykiske sygdomme. I sin fritid dyrker Anne Marie meget sport, især gymnastik og så studerer hun statskundskab ved Københavns Universitet.
Besøg Anne Marie her
Venstre stiller med Sophie Løhde:
Sophie er 24 år gammel og stiller op for Venstre i Egedal-kredsen. Sophie blev som 18-årig valgt ind i Frederiksborg Amtsråd og har her arbejdet med emner som Psykiatri og Uddannelse.
Sophies hjemmeside kan ses her
Dansk Folkeparti repræsenteres ved Dina Louisa Knudsen:
Dina er 23 år gammel og stiller op i Mariagerfjord-kredsen. Dina læser til bibliotekar og interesserer sig bl.a. for indvandrings og sundhedspolitik. Fritiden bliver brugt med kæresten, familien, bøger og løbeture.
Mød Dina her
Friday, October 26, 2007
Indienisser og dansk musikpresse
Idag gik jeg op på læsesalen med dagens udgave af Danmarks bedste avis, Weekendavisen, under armen. Jeg lod opgaveskriveriet stå og gav mig selv tid til at bladre avisen igennem. Første sektion var okay spændende med en forsideartikel om Anders Foghs valgstrategi som det der fangede mig mest. Bogsektionen bladrede jeg hurtigt igennem og fortsatte til kultursektionen. Her var der så endelig bid! Min yndlingsaversion i avisen, deres musikanmeldelser Per Reinholt Nielsen, slog til for fuld kraft!
Artiklen kan ses her, men kræver login.
Under overskriften "Åbne lydlandskaber" beskriver Per Reinholt en ny DVD af det islandske band Sigur Rós og en ny cd fra englænderne i Radiohead. Hvad der først fangede mit blik var det øverste af de to billeder der illustrerede artiklen: En tynd mand sidst i tyverne iført en slidt ensfarvet grå t-shirt, står på en scene med et forvredent udtryk i ansigtet. Han står med en guitar, men spiller på den med en violinbue. Som ledsagetekst til billedet står der:
Denne sætning indrammer på flere måder, hvad der er galt inden for både indierock og dansk musikpresse.
For det første: Hvordan i alverden kan et menneske i fuld alvor påstå at det er et kreativt gennembrud at anvende en violinbue på en guitar! Da jeg rendte rundt og var en lille knægt havde jeg en guitar, som jeg ikke kunne spille på, men som tilgengæld var god at lege med. Jeg legede bl.a. cello med den og strøg hen over strengene med en grydeske eller noget i den retning. Specielt kreativt var det dog ikke (selvom min mor måske syntes det var. Hun siger altid at jeg var sådan en god dreng som barn).
Selvfølgelig kan min barndoms leg og Sigur Rós musikalske eksperimenter ikke sidestilles, men inden for indierocken er der en generel tendens til at mere eller mindre latterlige tiltag - som violinbuen - bliver udbasuneret som det vildeste musikalske gennembrud siden opfindelsen af claves-pindene, selvom enhver med lidt fornuft i behold kan se at det i virkeligheden er en fis i en hornlygte.
For det andet: At violinbuens lyd bliver beskrevet som "omsluttende, åben og modtagelig", er et eksempel på de åndssvage og intetsigende tillægsordsklicheer der fra skribenternes side altid bliver brugt når man skal beskrive indierock. Andre eksempler som Per Reinholt Nielsen selv bruger i artiklen er "forunderlig, unik, billedskabende, flydende, snurrig" eller den her passage: "Sigur Rós har [...] skabt et enormt sammenhængende værk af impressionistisk rockmusik, der spænder fra tyste, klimprende passager til drønende dommedagsbrag af brusende støj". Og hvad mener manden så med det? Her er alle ord gratis og ordflommen er næsten Jørgen Lethsk.
Det skal ingen hemmelighed at jeg ikke er særlig vild med hverken Sigur Rós eller indierock, men hvis jeg skulle følge samme regler og kriterier for kritik som Per Reinholdt Nielsen, ville det være helt på sin plads at jeg beskrev musikken som "skabet, prætentiøs, kedelig (det ville jeg nok skrive et par gange) og drævende", uden at komme med videre argumenter og ingen ville egentligt blive meget klogere eller kunne diskutere det med mig.
For det tredje: Der er i Danmark en uhellig alliance mellem (engelsk) indierock og musikpressen. Den seriøse danske musikpresse, fra Per Reinholdt Nielsen, over Gaffa til Musikprogrammet og Liga DK, er sovset ind i og efteraber direkte hvad deres forbilleder i den britiske musikpresse siger. Derfor er vi gennem de sidste ca. 10-15 år blevet stopfodret med kedelig indierock fra den kant. For ti år siden var det dog et større problem end det er idag, da vi jo heldigvis har internettet og selv kan finde andre kilder til ny og anderledes musik. Selvfølgelig skal folk ha' lov til at skrive om og høre indierock, hvis det nu er det man kan li', men problemet er at den totale indiedominans har dækket for så for så meget andet godt.
Et eksempel er f.eks. scenen fra Ungdomshuset der først har fået lidt bevågenhed efter den er blevet lukket! Gaffa skrev f.eks. først en artikel om scenen derinde i april 2007, der meget sigende var smækfyldt med faktuelle fejl. Og det på trods af det massive arbejde der er blevet lagt i musikken derinde, bands der turnerede USA, sang på dansk før alle andre gjorde det, udgav på vinyl før alle andre, lavede egne pladeselskaber før alle andre. Selvfølgelig var det i høj grad et lukket miljø, men når anmelderne, Roskildefestivalen osv. på den måde vælger at lukke øjnene for hvad der foregår lige under deres næser er det et eksempel på en fatal mangel på nysgerrighed og hængen fast i rutinen. Den eneste undtagelse jeg har kunnet se fra denne tendens er Jan Sneum der som altid har været nysgerrig og gjort sit arbejde godt og bl.a. sørget for at bands som No Hope For The Kids og Gorilla Angreb og pladeselskabet Kick 'n' Punch kom med til DRs uafhængighedsdag.
Selvom jeg kan være uenig med indiefolkene i mangt og meget lader det dog også til at vi kan mødes visse steder. I hvert fald skriver Per Reinholdt Nielsen at Sigur Rós' forsanger Jon Thór Birgisson for tiden har en forkærlighed for Billie Holidays musik fra 1930'erne og 40'erne. Det er han ikke den eneste der har, undertegnede er selv begyndt at købe hendes plader fra netop den periode og de kan stærkt anbefales!
Idag gik jeg op på læsesalen med dagens udgave af Danmarks bedste avis, Weekendavisen, under armen. Jeg lod opgaveskriveriet stå og gav mig selv tid til at bladre avisen igennem. Første sektion var okay spændende med en forsideartikel om Anders Foghs valgstrategi som det der fangede mig mest. Bogsektionen bladrede jeg hurtigt igennem og fortsatte til kultursektionen. Her var der så endelig bid! Min yndlingsaversion i avisen, deres musikanmeldelser Per Reinholt Nielsen, slog til for fuld kraft!
Artiklen kan ses her, men kræver login.
Under overskriften "Åbne lydlandskaber" beskriver Per Reinholt en ny DVD af det islandske band Sigur Rós og en ny cd fra englænderne i Radiohead. Hvad der først fangede mit blik var det øverste af de to billeder der illustrerede artiklen: En tynd mand sidst i tyverne iført en slidt ensfarvet grå t-shirt, står på en scene med et forvredent udtryk i ansigtet. Han står med en guitar, men spiller på den med en violinbue. Som ledsagetekst til billedet står der:
"Gennembruddet for vores kreativitet kom, da jeg begyndte at bruge en violinbue på den elektriske guitar," forklarer Jónsi, som med buen mod strengene erstattede metalrockens potent strittende powerriffs med en langt mere omsluttende, åben og modtagelig lyd.
Denne sætning indrammer på flere måder, hvad der er galt inden for både indierock og dansk musikpresse.
For det første: Hvordan i alverden kan et menneske i fuld alvor påstå at det er et kreativt gennembrud at anvende en violinbue på en guitar! Da jeg rendte rundt og var en lille knægt havde jeg en guitar, som jeg ikke kunne spille på, men som tilgengæld var god at lege med. Jeg legede bl.a. cello med den og strøg hen over strengene med en grydeske eller noget i den retning. Specielt kreativt var det dog ikke (selvom min mor måske syntes det var. Hun siger altid at jeg var sådan en god dreng som barn).
Selvfølgelig kan min barndoms leg og Sigur Rós musikalske eksperimenter ikke sidestilles, men inden for indierocken er der en generel tendens til at mere eller mindre latterlige tiltag - som violinbuen - bliver udbasuneret som det vildeste musikalske gennembrud siden opfindelsen af claves-pindene, selvom enhver med lidt fornuft i behold kan se at det i virkeligheden er en fis i en hornlygte.
For det andet: At violinbuens lyd bliver beskrevet som "omsluttende, åben og modtagelig", er et eksempel på de åndssvage og intetsigende tillægsordsklicheer der fra skribenternes side altid bliver brugt når man skal beskrive indierock. Andre eksempler som Per Reinholt Nielsen selv bruger i artiklen er "forunderlig, unik, billedskabende, flydende, snurrig" eller den her passage: "Sigur Rós har [...] skabt et enormt sammenhængende værk af impressionistisk rockmusik, der spænder fra tyste, klimprende passager til drønende dommedagsbrag af brusende støj". Og hvad mener manden så med det? Her er alle ord gratis og ordflommen er næsten Jørgen Lethsk.
Det skal ingen hemmelighed at jeg ikke er særlig vild med hverken Sigur Rós eller indierock, men hvis jeg skulle følge samme regler og kriterier for kritik som Per Reinholdt Nielsen, ville det være helt på sin plads at jeg beskrev musikken som "skabet, prætentiøs, kedelig (det ville jeg nok skrive et par gange) og drævende", uden at komme med videre argumenter og ingen ville egentligt blive meget klogere eller kunne diskutere det med mig.
For det tredje: Der er i Danmark en uhellig alliance mellem (engelsk) indierock og musikpressen. Den seriøse danske musikpresse, fra Per Reinholdt Nielsen, over Gaffa til Musikprogrammet og Liga DK, er sovset ind i og efteraber direkte hvad deres forbilleder i den britiske musikpresse siger. Derfor er vi gennem de sidste ca. 10-15 år blevet stopfodret med kedelig indierock fra den kant. For ti år siden var det dog et større problem end det er idag, da vi jo heldigvis har internettet og selv kan finde andre kilder til ny og anderledes musik. Selvfølgelig skal folk ha' lov til at skrive om og høre indierock, hvis det nu er det man kan li', men problemet er at den totale indiedominans har dækket for så for så meget andet godt.
Et eksempel er f.eks. scenen fra Ungdomshuset der først har fået lidt bevågenhed efter den er blevet lukket! Gaffa skrev f.eks. først en artikel om scenen derinde i april 2007, der meget sigende var smækfyldt med faktuelle fejl. Og det på trods af det massive arbejde der er blevet lagt i musikken derinde, bands der turnerede USA, sang på dansk før alle andre gjorde det, udgav på vinyl før alle andre, lavede egne pladeselskaber før alle andre. Selvfølgelig var det i høj grad et lukket miljø, men når anmelderne, Roskildefestivalen osv. på den måde vælger at lukke øjnene for hvad der foregår lige under deres næser er det et eksempel på en fatal mangel på nysgerrighed og hængen fast i rutinen. Den eneste undtagelse jeg har kunnet se fra denne tendens er Jan Sneum der som altid har været nysgerrig og gjort sit arbejde godt og bl.a. sørget for at bands som No Hope For The Kids og Gorilla Angreb og pladeselskabet Kick 'n' Punch kom med til DRs uafhængighedsdag.
Selvom jeg kan være uenig med indiefolkene i mangt og meget lader det dog også til at vi kan mødes visse steder. I hvert fald skriver Per Reinholdt Nielsen at Sigur Rós' forsanger Jon Thór Birgisson for tiden har en forkærlighed for Billie Holidays musik fra 1930'erne og 40'erne. Det er han ikke den eneste der har, undertegnede er selv begyndt at købe hendes plader fra netop den periode og de kan stærkt anbefales!
Thursday, October 25, 2007
Stedet hvor ingen vil bo - The Suburbs
I sommers - nærmere bestemt i august - var jeg for første gang i mit liv i New York. Turen derover gik fra København med en mellemlanding på Island. Jeg havde fået en vinduesplads og da vejret var klart og rejsen foregik om dagen, så var udsigten helt fantastisk. Da vi nåede Island kunne man fra luften se de hvide gletsjere sende deres brune smeltevand langt ud i det mørkeblå Atlanterhav. Effekten mindede lidt om det der sker når man hælder kold mælk i varm kaffe, store bølger af farve løber rundt i hinanden, bare fastfrosset i et enkelt øjeblik og i en enorm skala. Turen fortsatte over det sydlige Grønland hvor man kunne se lange fjorde, afbrudt af grå bjerge med sne på toppen. Rundt omkring i havet lå der kilometerstore isbjerge spredt ud over det hele, det lignede nærmest sukker som var strøet ud over en blå bordplade. Flyrejser inspirerer i høj grad til billedsprog!
Da vi nærmede os New York og begyndte at cirkle over JFK-lufthavnen, for at vente på landingen, kunne man ud af vinduet se en endeløs række af villaer, mange med swimmingpools og det gik op for mig at jeg her havde mit første møde med et begreb der på den ene eller anden måde havde været en del af min verden siden mine allertidligste teenageår: The Suburbs.
Jeg har aldrig selv boet der, jeg kommer ude fra landet af, hvor jeg i lang tid sad og vendte de samme kasettebånd med Dead Kennedys og Exploited på og det var på den måde jeg først hørte udtrykket "The Suburbs".
På en eller anden måde har The Suburbs altid haft en plads indenfor punken. I Dead Kennedys-nummeret "This Could Be Anywhere" fra Frankenchrist-pladen fra 1987, beskrives det nærmest som et postapokalyptisk sted, hvor Mad Max og mutanterne kravler rundt på jagt efter hinanden:
Anderledes forholder det sig hvis man kigger over på den anden side af Atlanten til engelske The Business, der anlægger et helt andet syn på forstæderne i sangen "Suburban Rebels" fra 1983:
Teksten lyder:
Der skal ikke herske nogen tvivl om at The Business fandme er nogen rigtige mænd, og rigtige mænd kommer i hvert fald ikke fra The Suburbs, går ikke i smart, pyntet modetøj og render ikke rundt og prædiker socialisme til alle og enhver.
Sangen bliver dog først mere interessant når man sammenligner den med Dead Kennedys. Hvor Dead Kennedys ser på The Suburbs med ynk og medlidenhed, det er et sted hvor staklerne bor, ser The Business på dem med foragt, et sted hvor de rige bøsser bor, og ikke rigtige arbejderklassemandfolk som dem selv. De to bands udgangspunkt er forskelligt og derfor får de også et vidt forskelligt syn på det der dybest set er den samme ting.
Hos det amerikanske band FEAR, finder man et syn på The Suburbs der er meget lig The Business'. Her er det en koncertoptagelse af sangen "I Love Livin' In The City" fra engang i starten af firserne:
Ordene Lee Ving synger med sin imponerende stemme er dem her:
Lee Ving bor et rigtigt lortested og derfor er han sejest, og i hvert fald sejere end dem der farver deres hår i The Suburbs. Han er ikke, som The Business, sejere fordi at han er arbejderklasse, han er sej fordi han gør sejere ting end dem i The Suburbs. Når man så er så sej som Lee Ving kommer man til at se sådan cirka sådan her ud efter omkring 20 år i The City:
Man fristes til at vælge the Suburbs i stedet for. I det hele taget er det - hvis man skal tro punkbandsne - underligt at der overhovedet bor folk i The Suburbs, sådan som de bliver svinet til. Måske spiller folk i The Suburbs bare ikke punkrock? Eller måske siger man det bare ikke højt hvis man bor der og gør?
I sommers - nærmere bestemt i august - var jeg for første gang i mit liv i New York. Turen derover gik fra København med en mellemlanding på Island. Jeg havde fået en vinduesplads og da vejret var klart og rejsen foregik om dagen, så var udsigten helt fantastisk. Da vi nåede Island kunne man fra luften se de hvide gletsjere sende deres brune smeltevand langt ud i det mørkeblå Atlanterhav. Effekten mindede lidt om det der sker når man hælder kold mælk i varm kaffe, store bølger af farve løber rundt i hinanden, bare fastfrosset i et enkelt øjeblik og i en enorm skala. Turen fortsatte over det sydlige Grønland hvor man kunne se lange fjorde, afbrudt af grå bjerge med sne på toppen. Rundt omkring i havet lå der kilometerstore isbjerge spredt ud over det hele, det lignede nærmest sukker som var strøet ud over en blå bordplade. Flyrejser inspirerer i høj grad til billedsprog!
Da vi nærmede os New York og begyndte at cirkle over JFK-lufthavnen, for at vente på landingen, kunne man ud af vinduet se en endeløs række af villaer, mange med swimmingpools og det gik op for mig at jeg her havde mit første møde med et begreb der på den ene eller anden måde havde været en del af min verden siden mine allertidligste teenageår: The Suburbs.
Jeg har aldrig selv boet der, jeg kommer ude fra landet af, hvor jeg i lang tid sad og vendte de samme kasettebånd med Dead Kennedys og Exploited på og det var på den måde jeg først hørte udtrykket "The Suburbs".
På en eller anden måde har The Suburbs altid haft en plads indenfor punken. I Dead Kennedys-nummeret "This Could Be Anywhere" fra Frankenchrist-pladen fra 1987, beskrives det nærmest som et postapokalyptisk sted, hvor Mad Max og mutanterne kravler rundt på jagt efter hinanden:
Cold concrete apartmentsDe mennesker der bor i dette område, tager form efter deres omgivelser:
Rise up from wet black asphalt
Below them a few carcasses
Of the long gone age of privacy
It takes a scary kind of illness
To design a place like this for pay
Downtown's an endless generic mall
Of video games and fast food chains
One by one
The little houses are bricked up and condemned
A subtle hint to move
Before the rats move in
This could be anywhere
This could be everywhere
So many people I knowSelvom Suburbia beskrives som helvede på jord, er der dog alligevel en tone af indignation mod dem der har skabt dette sted, hvad enten det er arkitekterne der tegnede betonen eller politikerne lagde den der.
Come of age tense and bitter-eyed
Can't create so they just destroy
C'mon!
Let's set someone's dog on fire
Empty plastic
Culture slum suburbia
Is a war zone now
Sprouting the kinds of gangs
We thought we'd left behind
This could be anywhere
This could be everywhere
Anderledes forholder det sig hvis man kigger over på den anden side af Atlanten til engelske The Business, der anlægger et helt andet syn på forstæderne i sangen "Suburban Rebels" fra 1983:
Teksten lyder:
They're the sons and daughters of well off bankers
Tom Robinsons' army of trendy wankers
Flared blue jeans and anoracks
With yellow streaks all down their backs
Who act so tough when their on tv
But trendy wankers don't scare me
[Chorus:]
Oi!, Oi! Oi! Chosen few
This is what we think of you
Surburban rebels playing at reds
You would be urban terrorists
You don't scare us with your badges and banners
You know fuck all about heavy manners
You're the middle class kiddies from public schools
Who write the slogans on the toilet walls
Like Tony Benn's clones in plastic masks
You wave a hammer and sickle, never Union Jacks
Got lots of mouth when your in a crowd
But when your alone you don't speak loud
[Chorus]
Der skal ikke herske nogen tvivl om at The Business fandme er nogen rigtige mænd, og rigtige mænd kommer i hvert fald ikke fra The Suburbs, går ikke i smart, pyntet modetøj og render ikke rundt og prædiker socialisme til alle og enhver.
Sangen bliver dog først mere interessant når man sammenligner den med Dead Kennedys. Hvor Dead Kennedys ser på The Suburbs med ynk og medlidenhed, det er et sted hvor staklerne bor, ser The Business på dem med foragt, et sted hvor de rige bøsser bor, og ikke rigtige arbejderklassemandfolk som dem selv. De to bands udgangspunkt er forskelligt og derfor får de også et vidt forskelligt syn på det der dybest set er den samme ting.
Hos det amerikanske band FEAR, finder man et syn på The Suburbs der er meget lig The Business'. Her er det en koncertoptagelse af sangen "I Love Livin' In The City" fra engang i starten af firserne:
Ordene Lee Ving synger med sin imponerende stemme er dem her:
My house smells just like a zoo
Itís chock full of shit and puke
Cockroaches on the walls
Crabs are crawling on my balls
Oh, but I'm so clean cut
I just want to fuck some slut
I love living in the city
I love living in the city
Spent my whole life in the city
Where junk is king and the air smells shitty
People puking everywhere,
Piles of blood, scabs and hair
Bodies wasted in defeat
People dying on the streets
But suburban scumbags they don't care
They just get fat and dye their hair
I love living in the city
I love living in the city
Lee Ving bor et rigtigt lortested og derfor er han sejest, og i hvert fald sejere end dem der farver deres hår i The Suburbs. Han er ikke, som The Business, sejere fordi at han er arbejderklasse, han er sej fordi han gør sejere ting end dem i The Suburbs. Når man så er så sej som Lee Ving kommer man til at se sådan cirka sådan her ud efter omkring 20 år i The City:
Man fristes til at vælge the Suburbs i stedet for. I det hele taget er det - hvis man skal tro punkbandsne - underligt at der overhovedet bor folk i The Suburbs, sådan som de bliver svinet til. Måske spiller folk i The Suburbs bare ikke punkrock? Eller måske siger man det bare ikke højt hvis man bor der og gør?
Monday, October 22, 2007
Mangfoldighed eller Ensretning?
Under en pause i dagens undervisning, besluttede jeg mig for at hente en kop kaffe i kantinen i Stakladen. På vej tilbage fangede et gratisblad med titlen KURT - Kunst, Kultur, Religion, Identitet, mit blik og jeg besluttede at tage det med til undervisning.
På bladets forside var der et billede af filminstruktøren og multikunstneren Erik Clausen med en taleboble med ordene "Hallo Danmark, Mangfoldighed ´07". Bladets indhold blev også kort beskrevet på bladets forside med overskrifter som "Næsten ikke et ord om tørklæder - samtale med Asmaa" og "Han stemmer på de røde, ryger det grønne, sælger det hvide og arbejder sort. Marwan - en ægte P.E.R.K.E.R.".
Det skal ikke være nogen hemmelighed at bladets forside gav mig et ganske bestemt indtryk af "hvad det blad var for et", nærmest en slags Arbejderen på speed, men alligevel besluttede jeg mig for at læse videre. På første side kunne man se at bladet blev udgivet af hovedstadens Røde Kors og med støtte fra EUs European Social fund. Ligeledes var lederen på denne side og hvis det ikke var fordi jeg var forberedt, havde jeg nok fået kaffen i den gale hals da jeg læste følgende:
Men selvom Danmark er et multikulturelt land, har det jo aldrig betydet at landet har været et stort fællesskab. Jeg kan huske at den venstreorienterede amerikanske samfundsrevser Michael Moore, der godt ved at hans læsere er hvide, i en af sine bøger skriver - citeret efter hukommelsen - at "You have no black friends". Moores pointe med den udtalelse er at understrege at selvom hvide og sorte har haft lige rettigheder, gået i de samme skoler og til dels boet de samme steder, er de efter 50 år stadigvæk to adskilte grupper, man har ikke sote venner, kun sorte bekendte. Den empiriske erkendelse er Annette Max Hansen ikke nået til endnu. Hun skriver afslutningsvis i lederen:
Hvis KURT virkelig havde været at blad for mangfoldigheden, havde det indeholdt ikke indeholdt billeder af Ungdomshuset, artikler af afrikanere, interview med en palæstinensisk nationalistrapper osv., men de ting der virkelig ville tyde på mangfoldighed: Interview med Morten Messerschmidt, respektfuldt møde med en nynazist, beskrivelse af Uriasposten.net osv. Tolerancen skal netop gå til de typer man har svært ved at tolerere, ikke bare til vennerne. Derfor er KURT ikke et blad for mangfoldighed, men et blad for ensretning.
KURTs hjemmeside: http://www.hovedstaden.drk.dk/sw37762.asp
Under en pause i dagens undervisning, besluttede jeg mig for at hente en kop kaffe i kantinen i Stakladen. På vej tilbage fangede et gratisblad med titlen KURT - Kunst, Kultur, Religion, Identitet, mit blik og jeg besluttede at tage det med til undervisning.
På bladets forside var der et billede af filminstruktøren og multikunstneren Erik Clausen med en taleboble med ordene "Hallo Danmark, Mangfoldighed ´07". Bladets indhold blev også kort beskrevet på bladets forside med overskrifter som "Næsten ikke et ord om tørklæder - samtale med Asmaa" og "Han stemmer på de røde, ryger det grønne, sælger det hvide og arbejder sort. Marwan - en ægte P.E.R.K.E.R.".
Det skal ikke være nogen hemmelighed at bladets forside gav mig et ganske bestemt indtryk af "hvad det blad var for et", nærmest en slags Arbejderen på speed, men alligevel besluttede jeg mig for at læse videre. På første side kunne man se at bladet blev udgivet af hovedstadens Røde Kors og med støtte fra EUs European Social fund. Ligeledes var lederen på denne side og hvis det ikke var fordi jeg var forberedt, havde jeg nok fået kaffen i den gale hals da jeg læste følgende:
"Danmark er blevet multikulturel, vi er ikke længere på vej. Derfor et blad som afspejler denne virkelighed, og som er vokset ud af behovet for at sparke dette faktum i forgrunden og slippe af med retorikken om 'dem' og 'os'."På sin vis er udtalelsen jo rigtig. I Danmark er alle indbyggerne jo ikke længere lyshårede og med en vis forkærlighed for flæskesteg, der levede i et stort fællesskab. Men at landets indbyggere aldrig har været ens eller for den sags skyld enige om noget som helst, er åbenbart helt nyt for den ansvarshavende redaktør Annette Max Hansen. Danmark har altid været multikulturelt, aldrig på vej, og har iøvrigt også været væsentligt mere multikulturelt end det er det i dag.
Men selvom Danmark er et multikulturelt land, har det jo aldrig betydet at landet har været et stort fællesskab. Jeg kan huske at den venstreorienterede amerikanske samfundsrevser Michael Moore, der godt ved at hans læsere er hvide, i en af sine bøger skriver - citeret efter hukommelsen - at "You have no black friends". Moores pointe med den udtalelse er at understrege at selvom hvide og sorte har haft lige rettigheder, gået i de samme skoler og til dels boet de samme steder, er de efter 50 år stadigvæk to adskilte grupper, man har ikke sote venner, kun sorte bekendte. Den empiriske erkendelse er Annette Max Hansen ikke nået til endnu. Hun skriver afslutningsvis i lederen:
"Der er to processer som forudsætter, at et multikulturelt samfund kan fungere. Den ene er at mindske mellemrummet, møde den anden for at opleve, at vi alle har drømme, længsler, hår der gror og hjerter der slår. Den anden del af processen er at acceptere, at når man når til et vist punkt, så hører lighederne op, men målet er ikke at udligne og udviske. Ensretning er der rigeligt af - det behøver vi ikke kæmpe for - det eneste lige vi skal kæmpe for er lige rettigheder, resten må godt være skævt."Trods 50 års mindskning af mellemrummet i USA er det aldrig lykkedes. Og det multikulturelle samfund i Danmark har faktisk altid fungeret - og egentligt ret godt - og her mener jeg på trods af folk som Annette Max Sørensens forsøg på at missionere og lege tankepoliti, den opgave skal jeg nok ta' mig af ;-).
Hvis KURT virkelig havde været at blad for mangfoldigheden, havde det indeholdt ikke indeholdt billeder af Ungdomshuset, artikler af afrikanere, interview med en palæstinensisk nationalistrapper osv., men de ting der virkelig ville tyde på mangfoldighed: Interview med Morten Messerschmidt, respektfuldt møde med en nynazist, beskrivelse af Uriasposten.net osv. Tolerancen skal netop gå til de typer man har svært ved at tolerere, ikke bare til vennerne. Derfor er KURT ikke et blad for mangfoldighed, men et blad for ensretning.
KURTs hjemmeside: http://www.hovedstaden.drk.dk/sw37762.asp
Thursday, September 20, 2007
Er du ligesom alle de andre?
Jeg har netop - for første gang i mit liv - været til jobmesse. Jeg er nemlig kommet til det ubehagelige tidspunkt i livet hvor man pludselig skal til at være voksen og ansvarlig, eller sagt på en anden måde: Jeg er færdiguddannet cand.mag. til jul. Den opmærksomme læser vil måske bemærke at jeg med den titel er humanist, faktisk bliver jeg kandidat med historie som hovedfag og europastudier som suppleringsfag. Det er ikke lige den uddannelse der ligger op til en karriere i "det pulveriserende erhvervsliv", for at anvende salig professor Troels Dahlerups ord, men jeg tænkte at der sker da ikke noget ved lige at ta' ned og kigge.
Som sagt så gjort. Jeg parkerede cyklen foran ridehuset i Århus og i indgangen fik jeg af en sød, lyshåret pige stukket en tyk mappe i hånden med oversigt over alle standene og arrangementet i forbindelse med messen. Et hurtigt blik afslørede at en hel del af standene overhovedet ikke søgte eller ansatte humanister, f.eks. Skandinavisk Tobakskompagni, som ellers var det første jeg slog op på. Uanfægtet bladrede jeg videre uden dog at finde en virksomhed der sagde mig noget som helst. Hvad jeg studsede mest over var tilgengæld en reklame fra CSC, dem med cykelholdet.
På en helsides annonce med overskriften "Er du enestående?" var der placeret et billede af en gruppe unge mennesker. Et par var indvandrere, et par stykker var kvinder og drengene havde habitjakken nonchalant slænget over skulderen som for at signalere "vi er sådan lidt afslappede her". Nedenunder overskriften stod der med småt "Enestående Mennesker, Enestående Løsninger". Jeg fandt billedet i en lille udgave på CSC's hjemmeside:
Mit problem med den annonce er at det var de mest forudsigelige, intetsigende og stereotype mennesker man overhovedet kan forestille sig, der er valgt til billedet. Billedet giver om noget et indtryk af en virksomhed i total stilstand, sted hvor ansatte på daglig basis springer ud af vinduerne for at slippe for det ensrettende helvede på jord de befinder sig i. På CSC's hjemme side er der også andre gode eksempler, f.eks. det her:
Den enkelte arbejdsmyre kommer også til orde, først "perkeren":
Dernæst "Den Unge og Ivrige Løve", brøøøl:
Og den gamle mand med de grimme briller:
Den skaldede med de smarte buzzwords:
Mest af alt minder det her mig om de billeder man ser hvis man læser Vagttårnet og den slags fra Jehovas Vidner hvor der er billleder af løver og lam der går rundt sammen og sorte og hvide der spiser frokost sammen, altså en slags paradis på jord. Det virker simpelthen så naivt og utroværdigt at man kun kan grine af det samtidigt med at man inderst inde finder det tragisk at nogen mennesker virkelig tror på den slags.
Jeg har netop - for første gang i mit liv - været til jobmesse. Jeg er nemlig kommet til det ubehagelige tidspunkt i livet hvor man pludselig skal til at være voksen og ansvarlig, eller sagt på en anden måde: Jeg er færdiguddannet cand.mag. til jul. Den opmærksomme læser vil måske bemærke at jeg med den titel er humanist, faktisk bliver jeg kandidat med historie som hovedfag og europastudier som suppleringsfag. Det er ikke lige den uddannelse der ligger op til en karriere i "det pulveriserende erhvervsliv", for at anvende salig professor Troels Dahlerups ord, men jeg tænkte at der sker da ikke noget ved lige at ta' ned og kigge.
Som sagt så gjort. Jeg parkerede cyklen foran ridehuset i Århus og i indgangen fik jeg af en sød, lyshåret pige stukket en tyk mappe i hånden med oversigt over alle standene og arrangementet i forbindelse med messen. Et hurtigt blik afslørede at en hel del af standene overhovedet ikke søgte eller ansatte humanister, f.eks. Skandinavisk Tobakskompagni, som ellers var det første jeg slog op på. Uanfægtet bladrede jeg videre uden dog at finde en virksomhed der sagde mig noget som helst. Hvad jeg studsede mest over var tilgengæld en reklame fra CSC, dem med cykelholdet.
På en helsides annonce med overskriften "Er du enestående?" var der placeret et billede af en gruppe unge mennesker. Et par var indvandrere, et par stykker var kvinder og drengene havde habitjakken nonchalant slænget over skulderen som for at signalere "vi er sådan lidt afslappede her". Nedenunder overskriften stod der med småt "Enestående Mennesker, Enestående Løsninger". Jeg fandt billedet i en lille udgave på CSC's hjemmeside:
Mit problem med den annonce er at det var de mest forudsigelige, intetsigende og stereotype mennesker man overhovedet kan forestille sig, der er valgt til billedet. Billedet giver om noget et indtryk af en virksomhed i total stilstand, sted hvor ansatte på daglig basis springer ud af vinduerne for at slippe for det ensrettende helvede på jord de befinder sig i. På CSC's hjemme side er der også andre gode eksempler, f.eks. det her:
Den enkelte arbejdsmyre kommer også til orde, først "perkeren":
Dernæst "Den Unge og Ivrige Løve", brøøøl:
Og den gamle mand med de grimme briller:
Den skaldede med de smarte buzzwords:
Mest af alt minder det her mig om de billeder man ser hvis man læser Vagttårnet og den slags fra Jehovas Vidner hvor der er billleder af løver og lam der går rundt sammen og sorte og hvide der spiser frokost sammen, altså en slags paradis på jord. Det virker simpelthen så naivt og utroværdigt at man kun kan grine af det samtidigt med at man inderst inde finder det tragisk at nogen mennesker virkelig tror på den slags.
Saturday, September 15, 2007
"Et rekreativt område for alle..."
Nyhedsavisen har i dag en nyhed med overskriften "Overfald på bøsser er hverdag i Mindeparken". Avisen har interviewet Philip - navnet er opdigtet - der kan fortælle at der er mere end en slags mænd der søger lidt gang i gaden når de besøger Mindeparken. Artiklen kan ses her.
I jagten på et billede til at illustrere denne artikel, lavede jeg en hurtig googlesøgning. Det øverste link var til wikipedia (hvorfra nedenstående billede stammer), det andet fra aarhus.dk, hvor Mindeparken bliver beskrevet som "et rekreativt område for alle, unge som gamle. Det er stedet, hvor århusianerne tager ud med familie og venner, udstyret med madkurv og alskens lege-tøj."
Det tredje var så til en side med overskriften "Mand Søger Pik", hvor Mindeparken bliver beskrevet som et blandt mange bøssemødesteder rundt om i landet. Andetsteds på siden bliver det beskrevet hvad fyren egentligt render rundt og laver dernede i Mindeparken:
Jeg har personligt selv besøgt Mindeparken flere gange. Når jeg har læst til eksamen har jeg været dernede og på en god sommerdag er det virkeligt et dejligt sted. Desuden er monumentet i midten lidt specielt for mig, da min oldemors første mand er indskrevet på stenen efter hans død i Frankrig i 1919.
Det ærgrer mig egentligt lidt at Philip og hans venner ikke kan finde et andet sted til deres udskejelser.
Nyhedsavisen har i dag en nyhed med overskriften "Overfald på bøsser er hverdag i Mindeparken". Avisen har interviewet Philip - navnet er opdigtet - der kan fortælle at der er mere end en slags mænd der søger lidt gang i gaden når de besøger Mindeparken. Artiklen kan ses her.
I jagten på et billede til at illustrere denne artikel, lavede jeg en hurtig googlesøgning. Det øverste link var til wikipedia (hvorfra nedenstående billede stammer), det andet fra aarhus.dk, hvor Mindeparken bliver beskrevet som "et rekreativt område for alle, unge som gamle. Det er stedet, hvor århusianerne tager ud med familie og venner, udstyret med madkurv og alskens lege-tøj."
Det tredje var så til en side med overskriften "Mand Søger Pik", hvor Mindeparken bliver beskrevet som et blandt mange bøssemødesteder rundt om i landet. Andetsteds på siden bliver det beskrevet hvad fyren egentligt render rundt og laver dernede i Mindeparken:
"Var først lige et smut i Mindeparken det var ikke rigtig noget en fyr fik suttet pik det tog ca 30 sek. tog derefter som aftalt i Paradiset og traf min gode ven særlig mit liderlige huls gode ven, og fik pik mange gange ca 3/4 time af nogle gange, det kunne rigtig mærkedes i det liderlige hul, tog derefter i Mindeparken igen på vej hjem, der traf jeg en gammel kneppe kammerat, det er altid lækkert at træffe ham og han rigtige store tykke pik, han kneppede mig voldsomt hårdt og råt som han plejer, stadigvæk stopper han og spørg om hullet kan klare mere, det er bare at gå til det liderlige hul det bliver mere og mere liderligt jo mere PIK det få"Google virker som bekendt på den måde at det er de mest linkede og populære sider der kommer øverst ved en søgning. Manden bag siden er anonym, men lad os for en god ordens skyld kalde ham "Philip".
Jeg har personligt selv besøgt Mindeparken flere gange. Når jeg har læst til eksamen har jeg været dernede og på en god sommerdag er det virkeligt et dejligt sted. Desuden er monumentet i midten lidt specielt for mig, da min oldemors første mand er indskrevet på stenen efter hans død i Frankrig i 1919.
Det ærgrer mig egentligt lidt at Philip og hans venner ikke kan finde et andet sted til deres udskejelser.
Tuesday, September 11, 2007
Pyrus' afløser snuppet med bukserne nede. Fra nyhederne.tv2.dk:
Julekalender udsat pga. sexdom
11-09-07: 17:14 | opd. 11-09-07: 17:27 | af: rimd
TV 2 opgiver at sende den planlagte julekalender "Mikkel og Guldkortet" i december, efter at en af seriens skuespillere er dømt for en alvorlig forbrydelse, oplyser TV 2.
Skuespilleren er blevet idømt betinget fængsel og samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens paragraf 224, der handler om "anden kønslig omgængelse end samleje".
Dommen får også konsekvenser for DR, som nu vil finde en ny skuespiller og tage en række scener om til den kommende dramaserie "Sommer".
DR var hverken orienteret om sagen, eller om at dommen var på vej, før skuespilleren selv orienterede tvstationen om dommen mandag.
Sunday, September 09, 2007
En gang imellem sker der de særeste ting rundt omkring i verden. Fra dr.dk:
At være jødisk nazist svarer vel lidt til at være homoseksuel gay-basher. Verden er nu en gang et fascinerende sted...
Nynazistisk celle i Israel
09. sep. 2007 14.08 Udland Opdat.: 09. sep. 2007 14.09Politiet i Israel har optrævlet en nynazistisk gruppe blandt indvandrere fra det tidligere Sovjetunionen.
Gruppen har blandt andet overfaldet ortodokse jøder, homoseksuelle og narkomaner og har desuden overmalet synagoger med hagekors. Videooptagelser af overfaldene blev lagt på internettet.
Forbindelse til Tyskland
Indtil videre er otte personer anholdt i sagen. Ingen af de mistænkte har jødisk mor, men har alligevel fået israelsk statsborgerskab, fordi de har jødisk familie i tidligere generationer.Ifølge politiet skal gruppen også have haft forbindelser til nazigrupper i Tyskland og andre steder.
At være jødisk nazist svarer vel lidt til at være homoseksuel gay-basher. Verden er nu en gang et fascinerende sted...
Friday, September 07, 2007
Danmarks Radio kan i dag meddele at Elsebeth Gerner Nielsen har valgt at forlade dansk politik for at hellige sig gerningen som rektor for designskolen i Kolding.
Fru Gerner Nielsen udtaler til Politiken at hun er blevet headhuntet til et job, som det var fuldstændigt umuligt at sige nej til.
Tankepolitiet har fra sine kontakte, i Koldings designmiljø fået oplysninger om at Fru Gerner Nielsen allerede er mødtes med næste års nye hold:
De kommende elever er her iklædt det sidste nye skrig fra Designskolen.
Fru Gerner Nielsen udtaler til Politiken at hun er blevet headhuntet til et job, som det var fuldstændigt umuligt at sige nej til.
Tankepolitiet har fra sine kontakte, i Koldings designmiljø fået oplysninger om at Fru Gerner Nielsen allerede er mødtes med næste års nye hold:
De kommende elever er her iklædt det sidste nye skrig fra Designskolen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
