Tom og Jerry er jødisk propaganda!? - og lidt om Iranere

Jeg har endnu en gang fundet et klip på youtube der får mig til at ryste på hovedet. En iransk professor, Hasan Bolkhari, docerer over hvorfor Tom & Jerry er zionistisk propaganda:




Man ved snart ikke om man skal grine eller græde. Jeg gider ikke engang til at gå hans argumenter på klingen. Videoen er vel egentligt bare en slags "Der Ewige Jude" på iransk. Dem er der har oversat videon - memri.org - er en amerikansk organisation der specialiserer sig i at dokumentere alle mulige slags giftige udtalelser fra mellemøstligt tv. Jeg tvivler på at den er upartisk, eller mere præcist, så har de nok et formål med at gøre det de gør, men i dette tilfælde taler videoen vel også for sig selv.

Videoen har været en hel del omtalt på amerikanske blogs, men så vidt jeg kan se ikke på danske, så derfor synes jeg at det er på sin plads at lægge den ud.

Når jeg ser den slags tænker jeg tilbage på de iranere jeg selv har mødt i mit liv. Da jeg i gymnasiet boede på kollegie i Haderslev boede der på min gang også en mand der hed Habib. Habib var dengang i 30'erne og i 1984 flygtet fra Iran til Danmark, fordi han ikke ville være soldat i krigen mod Irak. Jeg kan huske en aften han havde besøg af en ven og de sad ude i fælleskøkkenet og snakkede på farsi, så jeg forstod selvfølgelig ikke et ord. Der var så en dokumentarudsendelse i fjernsynet fra netop Iran og et par gange tonede ayatolla Khomeini frem på skærmen. En af de gange tændte Habibs ven helt af og jeg kunne pludselig genkende bl.a. "fuck you" i hans ordstrøm. Habib var jo en del ældre end mig, så jeg snakkede ikke med ham på samme måde som jeg gjorde med de andre på gangen, men han var en flink og altid smilende og glad. På et tidspunkt drev han en internetcafé i Haderslev. Jeg flyttede fra kollegiet i 2001 og hvad han laver idag ved ikke.

En anden gang, vistnok i efteråret 2005, var jeg på vej med toget fra Sønderjylland til Århus. Jeg havde været på besøg hos mine forældre og var på vej hjem igen. Toget jeg kørte med var et gennemgående tog fra Tyskland og i de tyske tog er der stadigvæk kupéer, som der var i Danmark i gamle dage. Jeg satte mig ind i en kupé, hvor der var en fri plads og gik i gang med at læse til min undervisning næste dag. Jeg gad dog ikke læse længe og faldt så i snak med de andre i kupéen. Det viste sig at være to iranske familier, der var på vej til Viborg efter et besøg hos noget familie i Holland. Mændene gik på en landbrugsskole eller noget i den stil i Viborg og skulle være i Danmark i tre år og så skulle de tilbage til Iran. Jeg snakkede en hel del med dem - det var kun mændene der talte! - især den ene der hed Mohammed. Det var dengang da Ahmedinejad lige var blevet valgt som præsident og jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre hvad deres syn på ham var. Mohammed sagde at han i hvert fald ikke brød sig om ham, men jeg kunne mærke at stemningen blev lidt trykket, da jeg spurgte, så derfor skyndte jeg mg at skifte emne. Jeg kunne ikke la' være med at tænke på om det mon var fordi at den anden i kupéen, jeg kan ikke huske hans navn, havde en anden mening. på trods af det havde vi en god snak på en times tid om alt mellem himmel og jord. Mohammed var interesseret i vestlig filosofi, noget jeg ikke er alt for stiv i, men da han hørte jeg læste historie, fortalte jeg ham lidt om dansk og europæisk historie. Vi skiltes i Århus, da jeg skulle af, men jeg gik derfra med indtryk af vi begge havde lært noget om hinanden. Jeg har tænkt på den samtale flere gange bagefter, især når der har været nyheder fra Iran. det er godt at ha' i baghovedet at alle iranere ikke er lige så store spader som Ahmadinejad og at når den lokale mellemøstlige amokhorde går på gaderne, at der findes fornuftige folk dernede, som f.eks. Mohammed og Habib. Det er dem vi skal sætte vores lid til, når vi hører folk Hasan Bolkhari udtale sig.