Sunday, December 09, 2007

"Skønne Tider"

Jeg faldt over noget spændende her i går: Et fotoalbum fra Auschwitz. Fotografen er Karl Höcker, SS-officer og adjudant for lejrkommandanten. Før han kom til Auschwitz havde han været ansat ved koncentrationslejren i Neuengamme ved Hamborg og i 1943-44 ved udryddelseslejren i Majdanek. Höckler havde altså valgt at gøre karriere inden for KZ-lejrsystemet. Höcker var i Auschwitz fra maj 1944 til lejrens evakuering i januar 1945 og han ser sådan her ud:


Fotoalbummet, der kan ses her, giver et interessant indblik i livet i Auschwitz som det tog sig ud for Karl Höcker og hans kolleger. Billederne i albummet er ikke fra daglidagen, men er taget når rutinen blev brudt og der var grund til at fejre noget. F.eks. som her fra julen 1944 hvor Höcker tænder julelys på lejrens juletræ:


Eller her, hvor SS'erne er på besøg i en nærliggende kulmine:


En anden gruppe billeder er fra de mere officielle begivenheder, som her indvielsen af et nyt SS-lazaret i lejren:


Eller her fra begravelsen af tre SS-mænd der blev dræbt under et luftangreb på lejren, eller som Höcker kalder det, "terrorangreb".


Her er SS-folkene til skydeøvelse og stemningen er hyggelig og afslappet:


Den sidste gruppe af billeder er de mere personlige, hygge under private forhold. Her viser en smilende Høcker sin schæferhund, Favorit, frem:


Og her ses Høcker sammen med en gruppe kvinder fra der var ansat som hjælpere i lejren. De spiser blåbær sammen:

Karl Höcker smiler på mange af billederne og i det hele taget får man indtrykket af at han er et sympatisk og jovialt menneske når man ser billederne. Höcker var heller ikke en af morderne og han blev heller ikke straffet efter krigen. Morderne optræder dog også i fotoalbummet:


På billedet, der er taget ved en officerskomsammen i en hytte lidt væk fra lejren, ser man, fra venstre mod højre, Richard Baer, Josef Mengele og Rudolf Höss. På flere billeder optræder de også sammen med Höcker. Richard Baer var Auschwitzs sidste kommandant og altså Karl Höckers foresatte. Josef Mengele var læge og var berygtet for sine eksperimenter på levende mennesker, mens Rudolf Höss var lejrens kommandant før Baer blev det. Höss fortalte i 1946 til hans engelske fangevogtere hvad der var sket under hans tid som leder af lejren (taget fra bogen "Schöne Zeiten" af Ernst Klee m.fl.):

Jeg bestyrede Auschwitz ind til 1. december 1943 og vurderer at mindst 2.500.000 ofre, ved gasning og følgende afbrænding, er blevet henrettet og udryddet; endvidere er mindst 500.000 døde af sult og sygdom, hvad der tilsammen giver et dødstal på ca. 3.000.000 mennesker. Dette tal dækker over 70-80 procent af de der ankom til Auschwitz; de øvrige blev udvalgt til slavearbejde i koncentrationslejrens industri. [Oversat fra tysk af TP]
Det er dette billede man har liggende i baghovedet når man ser fotoalbummet. Man ved at Höcker har været et direkte vidne til holocaust, men alligevel findes der ikke et eneste vidnesbyrd om denne virkelighed i Höckers fotoalbum.

Höckers album er ikke enestående. Kurt Franz, den sidste kommandant i udryddelseslejren Treblinka, havde et nogenlunde tilsvarende fotoalbum. Som overskrift på en af billedsiderne havde Franz skrevet "Schöne Zeiten", altså "Skønne Tider".

Begge fotoalbum giver anledning til en hel del overvejelser. Man kan sagtens se sig selv i den hyggelige Karl Höcker. Han fremstår ikke som en dæmon eller ondskaben selv. Det er klassisk, men også vanvittigt spændende det her.

Selvom jeg har beskæftiget mig lidt med den her problemstilling på universitet i forbindelse med opgaveskrivning, synes jeg ikke jeg vil sige mere om det nu. Jeg tror i stedet jeg vil prøve at læse Hannah Arendts "Eichmann i Jerusalem - Ondskabens Banalitet" og så vende tilbage igen senere.

No comments: