Tom og Jerry er jødisk propaganda!? - og lidt om Iranere
Jeg har endnu en gang fundet et klip på youtube der får mig til at ryste på hovedet. En iransk professor, Hasan Bolkhari, docerer over hvorfor Tom & Jerry er zionistisk propaganda:
Man ved snart ikke om man skal grine eller græde. Jeg gider ikke engang til at gå hans argumenter på klingen. Videoen er vel egentligt bare en slags "Der Ewige Jude" på iransk. Dem er der har oversat videon - memri.org - er en amerikansk organisation der specialiserer sig i at dokumentere alle mulige slags giftige udtalelser fra mellemøstligt tv. Jeg tvivler på at den er upartisk, eller mere præcist, så har de nok et formål med at gøre det de gør, men i dette tilfælde taler videoen vel også for sig selv.
Videoen har været en hel del omtalt på amerikanske blogs, men så vidt jeg kan se ikke på danske, så derfor synes jeg at det er på sin plads at lægge den ud.
Når jeg ser den slags tænker jeg tilbage på de iranere jeg selv har mødt i mit liv. Da jeg i gymnasiet boede på kollegie i Haderslev boede der på min gang også en mand der hed Habib. Habib var dengang i 30'erne og i 1984 flygtet fra Iran til Danmark, fordi han ikke ville være soldat i krigen mod Irak. Jeg kan huske en aften han havde besøg af en ven og de sad ude i fælleskøkkenet og snakkede på farsi, så jeg forstod selvfølgelig ikke et ord. Der var så en dokumentarudsendelse i fjernsynet fra netop Iran og et par gange tonede ayatolla Khomeini frem på skærmen. En af de gange tændte Habibs ven helt af og jeg kunne pludselig genkende bl.a. "fuck you" i hans ordstrøm. Habib var jo en del ældre end mig, så jeg snakkede ikke med ham på samme måde som jeg gjorde med de andre på gangen, men han var en flink og altid smilende og glad. På et tidspunkt drev han en internetcafé i Haderslev. Jeg flyttede fra kollegiet i 2001 og hvad han laver idag ved ikke.
En anden gang, vistnok i efteråret 2005, var jeg på vej med toget fra Sønderjylland til Århus. Jeg havde været på besøg hos mine forældre og var på vej hjem igen. Toget jeg kørte med var et gennemgående tog fra Tyskland og i de tyske tog er der stadigvæk kupéer, som der var i Danmark i gamle dage. Jeg satte mig ind i en kupé, hvor der var en fri plads og gik i gang med at læse til min undervisning næste dag. Jeg gad dog ikke læse længe og faldt så i snak med de andre i kupéen. Det viste sig at være to iranske familier, der var på vej til Viborg efter et besøg hos noget familie i Holland. Mændene gik på en landbrugsskole eller noget i den stil i Viborg og skulle være i Danmark i tre år og så skulle de tilbage til Iran. Jeg snakkede en hel del med dem - det var kun mændene der talte! - især den ene der hed Mohammed. Det var dengang da Ahmedinejad lige var blevet valgt som præsident og jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre hvad deres syn på ham var. Mohammed sagde at han i hvert fald ikke brød sig om ham, men jeg kunne mærke at stemningen blev lidt trykket, da jeg spurgte, så derfor skyndte jeg mg at skifte emne. Jeg kunne ikke la' være med at tænke på om det mon var fordi at den anden i kupéen, jeg kan ikke huske hans navn, havde en anden mening. på trods af det havde vi en god snak på en times tid om alt mellem himmel og jord. Mohammed var interesseret i vestlig filosofi, noget jeg ikke er alt for stiv i, men da han hørte jeg læste historie, fortalte jeg ham lidt om dansk og europæisk historie. Vi skiltes i Århus, da jeg skulle af, men jeg gik derfra med indtryk af vi begge havde lært noget om hinanden. Jeg har tænkt på den samtale flere gange bagefter, især når der har været nyheder fra Iran. det er godt at ha' i baghovedet at alle iranere ikke er lige så store spader som Ahmadinejad og at når den lokale mellemøstlige amokhorde går på gaderne, at der findes fornuftige folk dernede, som f.eks. Mohammed og Habib. Det er dem vi skal sætte vores lid til, når vi hører folk Hasan Bolkhari udtale sig.
Thursday, December 13, 2007
På Besøg Hos Taleban
Jeg har fundet en video fra Afghanistan, som faktisk er helt interessant. Det er en britisk journalist fra det engelsksprogede Al-Jazeera TV, som er på besøg hos Taleban i Helmand-provinsen:
Mit første indtryk da jeg så filmen, var egentligt at den bekræftede stereotyperne om hvordan Talibansoldaterne er, ret godt: Skæggede mænd med sorte turbaner, siddende i en japansk pick-up med fuld fart på derudaf og med raketstyr og kalashnikovs i hånden. Desuden viser de på en mand de har hængt fordi han havde et ID-kort fra USAID, det amerikanske svar på DANIDA. Snakken om Allah og martyrium nuancerer ikke ligefrem indtrykket.
Videoen er optaget en gang i sidste halvdel af februar 2007, kan man konkludere ud fra en artikel i Berlingske Tidede, og området de har bevæget sig rundt i er netop det område som de danske soldater idag er udstationeret i. Byen der ses i indslaget, Sangin, ligger umiddelbart nord for Upper Gereshk Valley, hvor danskerne er.
Videoen er selvfølgelig et klart forsøg på propaganda fra Talebans side, men det er sandt nok at Taleban på det tidspunkt uhindret kunne bevæge sig rundt i den nordlige Helmandprovins.
Man kan nok roligt konkludere at Taleban ikke kører rundt på samme måde i dag og det skyldes bl.a. de danske soldater i Battle Group Centers indsats. Sangin blev i marts 2007 angrebet og erobret af amerikanske faldskærmssoldater. I løbet af foråret og sommeren fortsatte britiske soldater flere offensive operationer i området og danskerne gav altså en hånd med i efteråret.
Allerede forårsoffensiverne standsede alle Talebans offensive planer i løbet af sommeren og efteråret og de blev derefter nødsaget til at lave nålestiksangreb, har min interne kilde i forsvaret fortalt mig. Med genindtagelsen af Musa Qala for et par dage siden har man så endeligt fået brudt den dominans man kunne se demonstreret på ovenstående propagandavideo.
Området fra Gereshk til Musa Qala er traditionelt en Talibanhøjborg og det bliver interessant at se om de militære sejre i løbet af året kan følges op og skabe vedvarende sikkerhed for befolkningen og dermed føre til genopbygning.
Jeg har fundet en video fra Afghanistan, som faktisk er helt interessant. Det er en britisk journalist fra det engelsksprogede Al-Jazeera TV, som er på besøg hos Taleban i Helmand-provinsen:
Mit første indtryk da jeg så filmen, var egentligt at den bekræftede stereotyperne om hvordan Talibansoldaterne er, ret godt: Skæggede mænd med sorte turbaner, siddende i en japansk pick-up med fuld fart på derudaf og med raketstyr og kalashnikovs i hånden. Desuden viser de på en mand de har hængt fordi han havde et ID-kort fra USAID, det amerikanske svar på DANIDA. Snakken om Allah og martyrium nuancerer ikke ligefrem indtrykket.
Videoen er optaget en gang i sidste halvdel af februar 2007, kan man konkludere ud fra en artikel i Berlingske Tidede, og området de har bevæget sig rundt i er netop det område som de danske soldater idag er udstationeret i. Byen der ses i indslaget, Sangin, ligger umiddelbart nord for Upper Gereshk Valley, hvor danskerne er.
Videoen er selvfølgelig et klart forsøg på propaganda fra Talebans side, men det er sandt nok at Taleban på det tidspunkt uhindret kunne bevæge sig rundt i den nordlige Helmandprovins.
Man kan nok roligt konkludere at Taleban ikke kører rundt på samme måde i dag og det skyldes bl.a. de danske soldater i Battle Group Centers indsats. Sangin blev i marts 2007 angrebet og erobret af amerikanske faldskærmssoldater. I løbet af foråret og sommeren fortsatte britiske soldater flere offensive operationer i området og danskerne gav altså en hånd med i efteråret.
Allerede forårsoffensiverne standsede alle Talebans offensive planer i løbet af sommeren og efteråret og de blev derefter nødsaget til at lave nålestiksangreb, har min interne kilde i forsvaret fortalt mig. Med genindtagelsen af Musa Qala for et par dage siden har man så endeligt fået brudt den dominans man kunne se demonstreret på ovenstående propagandavideo.
Området fra Gereshk til Musa Qala er traditionelt en Talibanhøjborg og det bliver interessant at se om de militære sejre i løbet af året kan følges op og skabe vedvarende sikkerhed for befolkningen og dermed føre til genopbygning.
Monday, December 10, 2007
Slagets Gang
Det har længe irriteret mig at oplysningerne om krigen i Afghanistan har været så usammenhængende som de har. Da jeg var dreng og den første golfkrig blev udkæmpet i 1991 havde Jyllands-Posten hver eneste dag en rubrik med navnet "Slagets Gang" hvor man kunne følge det seneste døgns udvikling i krigen. Når jeg kom hjem fra skole, satte jeg mig altid hen med et stykke rugbrød og læste sidste nyt fra krigen. Så kunne man følge med, det var god og klar information. Jeg endte med at samle aviserne sammen og havde i mange år en stak på over 60 aviser liggende. Jeg tror kun det var et par enkelte "Slagets Gang" jeg ikke fik fat i.
I dag er det anderledes og det er der vel flere grunde til. For det første er det ikke den samme slags krig der udkæmpes. Der er ingen frontlinje og vel heller ikke et afgrænset mål, som f.eks. indtagelsen af Kuwait City eller Bagdad, som man kan opstille som kriterie for succes. Derfor er det lidt svært at fortælle om hvor meget tættere på eller længere fra, man er på målet, når man ikke ved hvad det er. Opbygning er vel altid sværere at måle end nedbrydning.
For det andet har medierne også ændret sig. Da jeg læste "Slagets Gang" tilbage i 1991 , fik Jyllands-Posten sandsynligvis oplysningerne fra AP eller et af de andre store nyhedsbureauer der sikkert fik dem direkte fra den allierede hærs presseafdeling, der opsamlede døgnets nyheder, redigerede dem og så sendte dem videre. Mediestyringen fra de krigsførende landes side under den første golfkrig var meget stærk og måske for stærk. Derfor besluttede USA at bløde lidt op i linjen under den anden golfkrig, og tillod nu journalister at være "embedded", altså sammen med soldaterne i forreste linje. Det giver en masse billeder af skud og eksplosioner og den slags, men ikke noget overblik. Det skal man stadig hen og hente i hovedkvarteret.
Den danske hær gør i dag mere eller mindre som den amerikanske i det spørgsmål. Der er en lang række af journalister fra forskellige medier der har været nede og besøge de danske soldater i Afghanistan. Niels Brinch fra TV2 lavede f.eks. i sidste efteråret et indslag i programmet Rød Zone om danskerne der viste hårde gutter i aktion og masser af røg og damp. Politiken havde også for et par uger siden en mand dernede og han lagde, ikke overraskende, større vægt på den enkelte soldats syn på tingene, især hvad de følte efter at to soldater var blevet dræbt. Uanset vinklen bliver man dog ikke meget klogere på det overordnede mål.
Under alle omstændigheder er der i dag kommet en god og dejlig konkret nyhed dernede fra: Musa Qala er blevet generobret. Som der står på dr.dk:
Der kommer nok mere om Afghanistan, især om mit syn på både kampene og krigen dernede, senere.
Det har længe irriteret mig at oplysningerne om krigen i Afghanistan har været så usammenhængende som de har. Da jeg var dreng og den første golfkrig blev udkæmpet i 1991 havde Jyllands-Posten hver eneste dag en rubrik med navnet "Slagets Gang" hvor man kunne følge det seneste døgns udvikling i krigen. Når jeg kom hjem fra skole, satte jeg mig altid hen med et stykke rugbrød og læste sidste nyt fra krigen. Så kunne man følge med, det var god og klar information. Jeg endte med at samle aviserne sammen og havde i mange år en stak på over 60 aviser liggende. Jeg tror kun det var et par enkelte "Slagets Gang" jeg ikke fik fat i.
I dag er det anderledes og det er der vel flere grunde til. For det første er det ikke den samme slags krig der udkæmpes. Der er ingen frontlinje og vel heller ikke et afgrænset mål, som f.eks. indtagelsen af Kuwait City eller Bagdad, som man kan opstille som kriterie for succes. Derfor er det lidt svært at fortælle om hvor meget tættere på eller længere fra, man er på målet, når man ikke ved hvad det er. Opbygning er vel altid sværere at måle end nedbrydning.
For det andet har medierne også ændret sig. Da jeg læste "Slagets Gang" tilbage i 1991 , fik Jyllands-Posten sandsynligvis oplysningerne fra AP eller et af de andre store nyhedsbureauer der sikkert fik dem direkte fra den allierede hærs presseafdeling, der opsamlede døgnets nyheder, redigerede dem og så sendte dem videre. Mediestyringen fra de krigsførende landes side under den første golfkrig var meget stærk og måske for stærk. Derfor besluttede USA at bløde lidt op i linjen under den anden golfkrig, og tillod nu journalister at være "embedded", altså sammen med soldaterne i forreste linje. Det giver en masse billeder af skud og eksplosioner og den slags, men ikke noget overblik. Det skal man stadig hen og hente i hovedkvarteret.
Den danske hær gør i dag mere eller mindre som den amerikanske i det spørgsmål. Der er en lang række af journalister fra forskellige medier der har været nede og besøge de danske soldater i Afghanistan. Niels Brinch fra TV2 lavede f.eks. i sidste efteråret et indslag i programmet Rød Zone om danskerne der viste hårde gutter i aktion og masser af røg og damp. Politiken havde også for et par uger siden en mand dernede og han lagde, ikke overraskende, større vægt på den enkelte soldats syn på tingene, især hvad de følte efter at to soldater var blevet dræbt. Uanset vinklen bliver man dog ikke meget klogere på det overordnede mål.
Under alle omstændigheder er der i dag kommet en god og dejlig konkret nyhed dernede fra: Musa Qala er blevet generobret. Som der står på dr.dk:
I det sydlige Afghanistan har NATO-styrker og afghanske regeringsstyrker erobret byen Musa Qala tilbage fra Taleban-oprørerene. [...] Tilbageerobringen sker efter flere dages hårde kampe, oplyser general Mohammad Zahir Azimi, der er talsmand for det afghanske forsvarsministerium.De fleste husker sikkert sommeren 2006, hvor et kompagni danske soldater i en måned forsvarede byen mod daglige angreb fra Taliban. Ellers kan hukommelsen genopfriskes her. Efter danskernes indsats, blev byen overtaget af englænderne, der sidenhen forlod den igen. Taliban rykkede selvfølgelig ind, skød et par spidsborgere, som Anne Knudsen beskriver det i sin leder i denne uges Weekendavis, og opførte sig generelt som de har for vane. Nu er de altså væk igen og man kan flytte nålen væk fra Musa Qala på Afghanistankortet.
Der kommer nok mere om Afghanistan, især om mit syn på både kampene og krigen dernede, senere.
Sunday, December 09, 2007
"Skønne Tider"
Jeg faldt over noget spændende her i går: Et fotoalbum fra Auschwitz. Fotografen er Karl Höcker, SS-officer og adjudant for lejrkommandanten. Før han kom til Auschwitz havde han været ansat ved koncentrationslejren i Neuengamme ved Hamborg og i 1943-44 ved udryddelseslejren i Majdanek. Höckler havde altså valgt at gøre karriere inden for KZ-lejrsystemet. Höcker var i Auschwitz fra maj 1944 til lejrens evakuering i januar 1945 og han ser sådan her ud:
Fotoalbummet, der kan ses her, giver et interessant indblik i livet i Auschwitz som det tog sig ud for Karl Höcker og hans kolleger. Billederne i albummet er ikke fra daglidagen, men er taget når rutinen blev brudt og der var grund til at fejre noget. F.eks. som her fra julen 1944 hvor Höcker tænder julelys på lejrens juletræ:
Eller her, hvor SS'erne er på besøg i en nærliggende kulmine:
En anden gruppe billeder er fra de mere officielle begivenheder, som her indvielsen af et nyt SS-lazaret i lejren:
Eller her fra begravelsen af tre SS-mænd der blev dræbt under et luftangreb på lejren, eller som Höcker kalder det, "terrorangreb".
Her er SS-folkene til skydeøvelse og stemningen er hyggelig og afslappet:
Den sidste gruppe af billeder er de mere personlige, hygge under private forhold. Her viser en smilende Høcker sin schæferhund, Favorit, frem:
Og her ses Høcker sammen med en gruppe kvinder fra der var ansat som hjælpere i lejren. De spiser blåbær sammen:
Karl Höcker smiler på mange af billederne og i det hele taget får man indtrykket af at han er et sympatisk og jovialt menneske når man ser billederne. Höcker var heller ikke en af morderne og han blev heller ikke straffet efter krigen. Morderne optræder dog også i fotoalbummet:
På billedet, der er taget ved en officerskomsammen i en hytte lidt væk fra lejren, ser man, fra venstre mod højre, Richard Baer, Josef Mengele og Rudolf Höss. På flere billeder optræder de også sammen med Höcker. Richard Baer var Auschwitzs sidste kommandant og altså Karl Höckers foresatte. Josef Mengele var læge og var berygtet for sine eksperimenter på levende mennesker, mens Rudolf Höss var lejrens kommandant før Baer blev det. Höss fortalte i 1946 til hans engelske fangevogtere hvad der var sket under hans tid som leder af lejren (taget fra bogen "Schöne Zeiten" af Ernst Klee m.fl.):
Höckers album er ikke enestående. Kurt Franz, den sidste kommandant i udryddelseslejren Treblinka, havde et nogenlunde tilsvarende fotoalbum. Som overskrift på en af billedsiderne havde Franz skrevet "Schöne Zeiten", altså "Skønne Tider".
Begge fotoalbum giver anledning til en hel del overvejelser. Man kan sagtens se sig selv i den hyggelige Karl Höcker. Han fremstår ikke som en dæmon eller ondskaben selv. Det er klassisk, men også vanvittigt spændende det her.
Selvom jeg har beskæftiget mig lidt med den her problemstilling på universitet i forbindelse med opgaveskrivning, synes jeg ikke jeg vil sige mere om det nu. Jeg tror i stedet jeg vil prøve at læse Hannah Arendts "Eichmann i Jerusalem - Ondskabens Banalitet" og så vende tilbage igen senere.
Jeg faldt over noget spændende her i går: Et fotoalbum fra Auschwitz. Fotografen er Karl Höcker, SS-officer og adjudant for lejrkommandanten. Før han kom til Auschwitz havde han været ansat ved koncentrationslejren i Neuengamme ved Hamborg og i 1943-44 ved udryddelseslejren i Majdanek. Höckler havde altså valgt at gøre karriere inden for KZ-lejrsystemet. Höcker var i Auschwitz fra maj 1944 til lejrens evakuering i januar 1945 og han ser sådan her ud:
Fotoalbummet, der kan ses her, giver et interessant indblik i livet i Auschwitz som det tog sig ud for Karl Höcker og hans kolleger. Billederne i albummet er ikke fra daglidagen, men er taget når rutinen blev brudt og der var grund til at fejre noget. F.eks. som her fra julen 1944 hvor Höcker tænder julelys på lejrens juletræ:
Eller her, hvor SS'erne er på besøg i en nærliggende kulmine:
En anden gruppe billeder er fra de mere officielle begivenheder, som her indvielsen af et nyt SS-lazaret i lejren:
Eller her fra begravelsen af tre SS-mænd der blev dræbt under et luftangreb på lejren, eller som Höcker kalder det, "terrorangreb".
Her er SS-folkene til skydeøvelse og stemningen er hyggelig og afslappet:
Den sidste gruppe af billeder er de mere personlige, hygge under private forhold. Her viser en smilende Høcker sin schæferhund, Favorit, frem:
Og her ses Høcker sammen med en gruppe kvinder fra der var ansat som hjælpere i lejren. De spiser blåbær sammen:
Karl Höcker smiler på mange af billederne og i det hele taget får man indtrykket af at han er et sympatisk og jovialt menneske når man ser billederne. Höcker var heller ikke en af morderne og han blev heller ikke straffet efter krigen. Morderne optræder dog også i fotoalbummet:
På billedet, der er taget ved en officerskomsammen i en hytte lidt væk fra lejren, ser man, fra venstre mod højre, Richard Baer, Josef Mengele og Rudolf Höss. På flere billeder optræder de også sammen med Höcker. Richard Baer var Auschwitzs sidste kommandant og altså Karl Höckers foresatte. Josef Mengele var læge og var berygtet for sine eksperimenter på levende mennesker, mens Rudolf Höss var lejrens kommandant før Baer blev det. Höss fortalte i 1946 til hans engelske fangevogtere hvad der var sket under hans tid som leder af lejren (taget fra bogen "Schöne Zeiten" af Ernst Klee m.fl.):
Jeg bestyrede Auschwitz ind til 1. december 1943 og vurderer at mindst 2.500.000 ofre, ved gasning og følgende afbrænding, er blevet henrettet og udryddet; endvidere er mindst 500.000 døde af sult og sygdom, hvad der tilsammen giver et dødstal på ca. 3.000.000 mennesker. Dette tal dækker over 70-80 procent af de der ankom til Auschwitz; de øvrige blev udvalgt til slavearbejde i koncentrationslejrens industri. [Oversat fra tysk af TP]Det er dette billede man har liggende i baghovedet når man ser fotoalbummet. Man ved at Höcker har været et direkte vidne til holocaust, men alligevel findes der ikke et eneste vidnesbyrd om denne virkelighed i Höckers fotoalbum.
Höckers album er ikke enestående. Kurt Franz, den sidste kommandant i udryddelseslejren Treblinka, havde et nogenlunde tilsvarende fotoalbum. Som overskrift på en af billedsiderne havde Franz skrevet "Schöne Zeiten", altså "Skønne Tider".
Begge fotoalbum giver anledning til en hel del overvejelser. Man kan sagtens se sig selv i den hyggelige Karl Höcker. Han fremstår ikke som en dæmon eller ondskaben selv. Det er klassisk, men også vanvittigt spændende det her.
Selvom jeg har beskæftiget mig lidt med den her problemstilling på universitet i forbindelse med opgaveskrivning, synes jeg ikke jeg vil sige mere om det nu. Jeg tror i stedet jeg vil prøve at læse Hannah Arendts "Eichmann i Jerusalem - Ondskabens Banalitet" og så vende tilbage igen senere.
Saturday, December 08, 2007
Frank Aaen, MF og racist
For år tilbage læste jeg en lille sjov historie i Politiken. Ved forrige kommunalvalg stillede det danske nazistparti, DNSB, op til byrådet i Greve. Rundt omkring på lygtepæle havde partiet opsat klistermærker med en tekst der lød nogenlunde sådan her: "Johnny Hansen - Stem en ærlig racist ind i byrådet". Johnny og drengene er nok noget nær de eneste mennesker der her i landet åbent vil kalde sig racister og den ærlighed får de altså point for i min bog.
Men for at komme til sagen så er det langt fra alle der er lige så ærlige som Johnny Hansen. En af dem er Frank Aaen, MF, tidligere DKP'er og tidligere redaktør for Land og Folk. I starten af valgkampen udtalte han bl.a. følgende til Jyllands-Posten:
For år tilbage læste jeg en lille sjov historie i Politiken. Ved forrige kommunalvalg stillede det danske nazistparti, DNSB, op til byrådet i Greve. Rundt omkring på lygtepæle havde partiet opsat klistermærker med en tekst der lød nogenlunde sådan her: "Johnny Hansen - Stem en ærlig racist ind i byrådet". Johnny og drengene er nok noget nær de eneste mennesker der her i landet åbent vil kalde sig racister og den ærlighed får de altså point for i min bog.
Men for at komme til sagen så er det langt fra alle der er lige så ærlige som Johnny Hansen. En af dem er Frank Aaen, MF, tidligere DKP'er og tidligere redaktør for Land og Folk. I starten af valgkampen udtalte han bl.a. følgende til Jyllands-Posten:
Artiklen kan ses her. Udtalelsen er selvfølgelig møntet på Dansk Folkeparti, men interessant er det at Frank Aaen med denne udtalelse sandsynligvis kan straffes af racismeparagraffen, straffelovens paragraf 266b, pga. at han bruger ordet "frikadelle-danskere", der vel må betegnes som racistisk. Racismeparagraffen siger mere præcist, sakset herfra:
Der skal nok være nogle på den yderste højrefløj, der mener, at hun [Asmaa Abdol-Hamid, TP] ikke skal i Folketinget. Der er jo nogle, som mener, at alle, som ikke er frikadelle-danskere, skal sendes ud af landet. Men det er vi forberedte på, og det er så netop Enhedslistens opgave at vise, at vi er forskellige fra dem, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen.
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.Frank Aaen forhåner med sin udtalelse netop danskere pga. deres nationale tilhørsforhold. Det er egentligt dybt ironisk at han ved at tage afstand fra Dansk Folkeparti, bliver præcis som dem. Man kommer uværgeligt til at tænke på Georg Brandes' ord om at "Ren reaktion altid er tyrannisk".
Subscribe to:
Posts (Atom)
