En Rejsebeskrivelse fra Tjekkiet, første del

H. C. Andersen sagde som bekendt: "At rejse er at leve." Min ledsagerske og jeg havde besluttet os for at leve lidt og vi havde derfor bestilt en flyrejse til Tjekkiet. Min ledsagerske var meget begejstret for landet, som hun også stammede fra og havde lagt detaljerede planer for vores tur. "De første 3 dage skal vi være i Prag og jeg skal vise dig alle de gode steder i byen. Så tager vi toget østpå, til Vsetin, besøger min bedstemor undervejs, og bor et par dage hos min mor, inden vi rejser tilbage igen."

Som sagt, så gjort og første januar om eftermiddagen sad vi i flyveren på vej mod Prag. Indvendigt var jeg indstillet på at gå til oplevelsen med åbent sind og vågne sanser. Hvordan havde landet mon klaret omstillingen fra sovjetstyre til demokrati og frihed? Og var den tjekkiske folkesjæl virkelig som Jaroslav Hasek beskrev den i fortællingen om soldaten Svejk?

Mit første indtryk af landet var positivt, da der kun gik fem minutter fra vi landede til vi med vores bagage i hånden kunne forlade lufthavnen. Tydeligvis havde man da gjort noget rigtigt! Vi fandt derpå en lettere tilsmudset bus og kørte med den ind til byen. Min ledsagerske var sulten og ville derfor hurtigt finde et sted at spise. Hun ledte mig derfor hen til spisestedet "Veliryba" eller "Den Store Fisk", hvor vi satte os ned. Tilsyneladende var navnet ingen tilfældighed; i nærheden lå cafeen "Malaryba" eller "Den Lille Fisk". Paradoksalt nok var der ingen fisk på menukortet, sandsynligvis fordi der ikke er noget hav i Tjekkiet. Ikke fordi der ikke findes fisk i Tjekkiet, mange supermarkeder reklamerede stærkt for den eksotiske pangasius-fisk, der solgtes utroligt billigt. Det har nok noget at gøre med deres historiske forbindelser til Vietnam.

Tjekkerne er ellers et meget ensartet folkefærd. I gadebilledet i Prag kan man se mange rejsende og besøgende, men de skiller sig altid ud. Mens italienerne kan kendes på deres slikkede charme, spaniolerne på deres varme blod, russerne på deres huer med russiske flag, kan tjekkerne nok bedst kendes ved deres hang til øl. Min ledsager viste mig et værthus, "Tigeren", hvor lokalbefolkningen fik stillet deres tørst. Stedet lå i centrum af Prag, men som en slags loge var det skjult for omverdenen, kun et billede af en tiger gav en idé om hvad der foregik indenfor. Da vi kom ind var stedet stuvende fuldt to minutter efter åbningen, men det lykkedes os alligevel at finde et ledigt bord. Da vi havde sat os ned, blev der med det samme stillet et krus øl foran os og for ikke at skille os ud, gik vi selvfølgelig i lag med drikken. Ved siden af os sad en familie. Faderen var rund og med et overskæg af betragtelig størrelse. Moderen var lige så rund, og drak øl med samme selvfølgelighed som alle andre. Kun børnene var endnu ikke i stand til at deltage i ritualet, hvornår indvielsesritet blev foretaget fik jeg aldrig opklaret. Sikkert omkring konfirmationsalderen.

Min ledsagerske fortalte mig at tjekkernes foretrukne diskussionsemne er øl og ishockey. Sjældent diskuterer man politik, de gamle kommunister sidder alligevel i regering igen, så for tjekkerne er alt sådan set stadig ved det gamle, og ved det gamle skal forstås som tingene har været de sidste 400 år. Alligevel hænder det med jævne mellemrum at tjekkerne bliver trætte af dem der nu bestemmer og mander sig op til at få lavet noget ved tingene. Ca. en gang hver generation rejser de sig op og afsætter regeringen, hvorefter de sætter sig hen og drikker øl igen og lader lederne lede igen. De gjorde det i 1918, i 1948, i 1968 og i 1989, så tiden er altså snart ved at være moden til et rask lille opgør igen. I politisk henseende er tjekkerne lige så forudsigelige og kraftfulde som en geyser. Dem der bestemmer ved den går af en gang imellem, man ved hvornår og når det sker skal man holde sig væk. Når den så har bruset af, vender tingene tilbage til deres gamle tilstand.

Men nok for denne gang. Beskrivelsen fortsættes i morgen...