Nu er det nok ikke undgået nogens opmærksomhed at der i sidste uge er blevet udskrevet valg i Kongeriget. Politik er jo en dybt seriøs ting, og tankepolitiet tager skam også valget meget seriøst. Derfor synes undertegnede at der bør bruges lidt plads og tages et indgående kig på et par af de forskellige kanditater.
At valgkampen bliver hård ved dette valg kan ingen vist være i tvivl om efter denne gennemgang af alle de yderst kompetente kandidater.
Første kandidat der præsenteres er:
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten
Johanne er 23 år gammel og stiller op i København. Hun kæmper for mangfoldighed, er imod at Danmark skal være med i Bushs krig og er imod ensretning. Johanne læser til daglig statskundskab på RUC og laver politik "fordi hun ikke kan lade være".
Nanna stiller op for SF i Nordsjælland og hun går ind for ordentlig velfærd til de offentligt ansatte og bedre uddannelser. Hun har netop optrådt i en hiphop-kampagnevideo og er ellers formand for SF Ungdom.
Den næste kandidat er Julia Rademacher fra Socialdemokratiet:
Julie foretrækker velfærd frem for skattelettelser og vil gerne udvikle, frem for afvikle velfærdssamfundet. Hun kommer fra Sønderborg, stiller op i Kolding og studerer i Odense, så hun kommer vidt omkring.
Fra Det Radikale Venstre har vi Anne Marie Geisler Andersen:
Anne Marie er folketingskandidat i Ballerupkredsen og ønsker bedre forhold for asylsøgere, mere ulandshjælp og mere åbenhed om psykiske sygdomme. I sin fritid dyrker Anne Marie meget sport, især gymnastik og så studerer hun statskundskab ved Københavns Universitet.
Sophie er 24 år gammel og stiller op for Venstre i Egedal-kredsen. Sophie blev som 18-årig valgt ind i Frederiksborg Amtsråd og har her arbejdet med emner som Psykiatri og Uddannelse.
Dansk Folkeparti repræsenteres ved Dina Louisa Knudsen:
Dina er 23 år gammel og stiller op i Mariagerfjord-kredsen. Dina læser til bibliotekar og interesserer sig bl.a. for indvandrings og sundhedspolitik. Fritiden bliver brugt med kæresten, familien, bøger og løbeture.
Idag gik jeg op på læsesalen med dagens udgave af Danmarks bedste avis, Weekendavisen, under armen. Jeg lod opgaveskriveriet stå og gav mig selv tid til at bladre avisen igennem. Første sektion var okay spændende med en forsideartikel om Anders Foghs valgstrategi som det der fangede mig mest. Bogsektionen bladrede jeg hurtigt igennem og fortsatte til kultursektionen. Her var der så endelig bid! Min yndlingsaversion i avisen, deres musikanmeldelser Per Reinholt Nielsen, slog til for fuld kraft!
Under overskriften "Åbne lydlandskaber" beskriver Per Reinholt en ny DVD af det islandske band Sigur Rós og en ny cd fra englænderne i Radiohead. Hvad der først fangede mit blik var det øverste af de to billeder der illustrerede artiklen: En tynd mand sidst i tyverne iført en slidt ensfarvet grå t-shirt, står på en scene med et forvredent udtryk i ansigtet. Han står med en guitar, men spiller på den med en violinbue. Som ledsagetekst til billedet står der:
"Gennembruddet for vores kreativitet kom, da jeg begyndte at bruge en violinbue på den elektriske guitar," forklarer Jónsi, som med buen mod strengene erstattede metalrockens potent strittende powerriffs med en langt mere omsluttende, åben og modtagelig lyd.
Denne sætning indrammer på flere måder, hvad der er galt inden for både indierock og dansk musikpresse.
For det første: Hvordan i alverden kan et menneske i fuld alvor påstå at det er et kreativt gennembrud at anvende en violinbue på en guitar! Da jeg rendte rundt og var en lille knægt havde jeg en guitar, som jeg ikke kunne spille på, men som tilgengæld var god at lege med. Jeg legede bl.a. cello med den og strøg hen over strengene med en grydeske eller noget i den retning. Specielt kreativt var det dog ikke (selvom min mor måske syntes det var. Hun siger altid at jeg var sådan en god dreng som barn). Selvfølgelig kan min barndoms leg og Sigur Rós musikalske eksperimenter ikke sidestilles, men inden for indierocken er der en generel tendens til at mere eller mindre latterlige tiltag - som violinbuen - bliver udbasuneret som det vildeste musikalske gennembrud siden opfindelsen af claves-pindene, selvom enhver med lidt fornuft i behold kan se at det i virkeligheden er en fis i en hornlygte.
For det andet: At violinbuens lyd bliver beskrevet som "omsluttende, åben og modtagelig", er et eksempel på de åndssvage og intetsigende tillægsordsklicheer der fra skribenternes side altid bliver brugt når man skal beskrive indierock. Andre eksempler som Per Reinholt Nielsen selv bruger i artiklen er "forunderlig, unik, billedskabende, flydende, snurrig" eller den her passage: "Sigur Rós har [...] skabt et enormt sammenhængende værk af impressionistisk rockmusik, der spænder fra tyste, klimprende passager til drønende dommedagsbrag af brusende støj". Og hvad mener manden så med det? Her er alle ord gratis og ordflommen er næsten Jørgen Lethsk. Det skal ingen hemmelighed at jeg ikke er særlig vild med hverken Sigur Rós eller indierock, men hvis jeg skulle følge samme regler og kriterier for kritik som Per Reinholdt Nielsen, ville det være helt på sin plads at jeg beskrev musikken som "skabet, prætentiøs, kedelig (det ville jeg nok skrive et par gange) og drævende", uden at komme med videre argumenter og ingen ville egentligt blive meget klogere eller kunne diskutere det med mig.
For det tredje: Der er i Danmark en uhellig alliance mellem (engelsk) indierock og musikpressen. Den seriøse danske musikpresse, fra Per Reinholdt Nielsen, over Gaffa til Musikprogrammet og Liga DK, er sovset ind i og efteraber direkte hvad deres forbilleder i den britiske musikpresse siger. Derfor er vi gennem de sidste ca. 10-15 år blevet stopfodret med kedelig indierock fra den kant. For ti år siden var det dog et større problem end det er idag, da vi jo heldigvis har internettet og selv kan finde andre kilder til ny og anderledes musik. Selvfølgelig skal folk ha' lov til at skrive om og høre indierock, hvis det nu er det man kan li', men problemet er at den totale indiedominans har dækket for så for så meget andet godt. Et eksempel er f.eks. scenen fra Ungdomshuset der først har fået lidt bevågenhed efter den er blevet lukket! Gaffa skrev f.eks. først en artikel om scenen derinde i april 2007, der meget sigende var smækfyldt med faktuelle fejl. Og det på trods af det massive arbejde der er blevet lagt i musikken derinde, bands der turnerede USA, sang på dansk før alle andre gjorde det, udgav på vinyl før alle andre, lavede egne pladeselskaber før alle andre. Selvfølgelig var det i høj grad et lukket miljø, men når anmelderne, Roskildefestivalen osv. på den måde vælger at lukke øjnene for hvad der foregår lige under deres næser er det et eksempel på en fatal mangel på nysgerrighed og hængen fast i rutinen. Den eneste undtagelse jeg har kunnet se fra denne tendens er Jan Sneum der som altid har været nysgerrig og gjort sit arbejde godt og bl.a. sørget for at bands som No Hope For The Kids og Gorilla Angreb og pladeselskabet Kick 'n' Punch kom med til DRs uafhængighedsdag.
Selvom jeg kan være uenig med indiefolkene i mangt og meget lader det dog også til at vi kan mødes visse steder. I hvert fald skriver Per Reinholdt Nielsen at Sigur Rós' forsanger Jon Thór Birgisson for tiden har en forkærlighed for Billie Holidays musik fra 1930'erne og 40'erne. Det er han ikke den eneste der har, undertegnede er selv begyndt at købe hendes plader fra netop den periode og de kan stærkt anbefales!
Thursday, October 25, 2007
Stedet hvor ingen vil bo - The Suburbs
I sommers - nærmere bestemt i august - var jeg for første gang i mit liv i New York. Turen derover gik fra København med en mellemlanding på Island. Jeg havde fået en vinduesplads og da vejret var klart og rejsen foregik om dagen, så var udsigten helt fantastisk. Da vi nåede Island kunne man fra luften se de hvide gletsjere sende deres brune smeltevand langt ud i det mørkeblå Atlanterhav. Effekten mindede lidt om det der sker når man hælder kold mælk i varm kaffe, store bølger af farve løber rundt i hinanden, bare fastfrosset i et enkelt øjeblik og i en enorm skala. Turen fortsatte over det sydlige Grønland hvor man kunne se lange fjorde, afbrudt af grå bjerge med sne på toppen. Rundt omkring i havet lå der kilometerstore isbjerge spredt ud over det hele, det lignede nærmest sukker som var strøet ud over en blå bordplade. Flyrejser inspirerer i høj grad til billedsprog!
Da vi nærmede os New York og begyndte at cirkle over JFK-lufthavnen, for at vente på landingen, kunne man ud af vinduet se en endeløs række af villaer, mange med swimmingpools og det gik op for mig at jeg her havde mit første møde med et begreb der på den ene eller anden måde havde været en del af min verden siden mine allertidligste teenageår: The Suburbs.
Jeg har aldrig selv boet der, jeg kommer ude fra landet af, hvor jeg i lang tid sad og vendte de samme kasettebånd med Dead Kennedys og Exploited på og det var på den måde jeg først hørte udtrykket "The Suburbs".
På en eller anden måde har The Suburbs altid haft en plads indenfor punken. I Dead Kennedys-nummeret "This Could Be Anywhere" fra Frankenchrist-pladen fra 1987, beskrives det nærmest som et postapokalyptisk sted, hvor Mad Max og mutanterne kravler rundt på jagt efter hinanden:
Cold concrete apartments Rise up from wet black asphalt Below them a few carcasses Of the long gone age of privacy
It takes a scary kind of illness To design a place like this for pay Downtown's an endless generic mall Of video games and fast food chains
One by one The little houses are bricked up and condemned A subtle hint to move Before the rats move in
This could be anywhere This could be everywhere
De mennesker der bor i dette område, tager form efter deres omgivelser:
So many people I know Come of age tense and bitter-eyed Can't create so they just destroy C'mon! Let's set someone's dog on fire
Empty plastic Culture slum suburbia Is a war zone now Sprouting the kinds of gangs We thought we'd left behind
This could be anywhere This could be everywhere
Selvom Suburbia beskrives som helvede på jord, er der dog alligevel en tone af indignation mod dem der har skabt dette sted, hvad enten det er arkitekterne der tegnede betonen eller politikerne lagde den der.
Anderledes forholder det sig hvis man kigger over på den anden side af Atlanten til engelske The Business, der anlægger et helt andet syn på forstæderne i sangen "Suburban Rebels" fra 1983:
Teksten lyder:
They're the sons and daughters of well off bankers Tom Robinsons' army of trendy wankers Flared blue jeans and anoracks With yellow streaks all down their backs Who act so tough when their on tv But trendy wankers don't scare me
[Chorus:] Oi!, Oi! Oi! Chosen few This is what we think of you Surburban rebels playing at reds You would be urban terrorists You don't scare us with your badges and banners You know fuck all about heavy manners
You're the middle class kiddies from public schools Who write the slogans on the toilet walls Like Tony Benn's clones in plastic masks You wave a hammer and sickle, never Union Jacks Got lots of mouth when your in a crowd But when your alone you don't speak loud
[Chorus]
Der skal ikke herske nogen tvivl om at The Business fandme er nogen rigtige mænd, og rigtige mænd kommer i hvert fald ikke fra The Suburbs, går ikke i smart, pyntet modetøj og render ikke rundt og prædiker socialisme til alle og enhver.
Sangen bliver dog først mere interessant når man sammenligner den med Dead Kennedys. Hvor Dead Kennedys ser på The Suburbs med ynk og medlidenhed, det er et sted hvor staklerne bor, ser The Business på dem med foragt, et sted hvor de rige bøsser bor, og ikke rigtige arbejderklassemandfolk som dem selv. De to bands udgangspunkt er forskelligt og derfor får de også et vidt forskelligt syn på det der dybest set er den samme ting.
Hos det amerikanske band FEAR, finder man et syn på The Suburbs der er meget lig The Business'. Her er det en koncertoptagelse af sangen "I Love Livin' In The City" fra engang i starten af firserne:
Ordene Lee Ving synger med sin imponerende stemme er dem her:
My house smells just like a zoo Itís chock full of shit and puke Cockroaches on the walls Crabs are crawling on my balls Oh, but I'm so clean cut I just want to fuck some slut
I love living in the city I love living in the city
Spent my whole life in the city Where junk is king and the air smells shitty People puking everywhere, Piles of blood, scabs and hair Bodies wasted in defeat People dying on the streets But suburban scumbags they don't care They just get fat and dye their hair
I love living in the city I love living in the city
Lee Ving bor et rigtigt lortested og derfor er han sejest, og i hvert fald sejere end dem der farver deres hår i The Suburbs. Han er ikke, som The Business, sejere fordi at han er arbejderklasse, han er sej fordi han gør sejere ting end dem i The Suburbs. Når man så er så sej som Lee Ving kommer man til at se sådan cirka sådan her ud efter omkring 20 år i The City:
Man fristes til at vælge the Suburbs i stedet for. I det hele taget er det - hvis man skal tro punkbandsne - underligt at der overhovedet bor folk i The Suburbs, sådan som de bliver svinet til. Måske spiller folk i The Suburbs bare ikke punkrock? Eller måske siger man det bare ikke højt hvis man bor der og gør?
Monday, October 22, 2007
Mangfoldighed eller Ensretning? Under en pause i dagens undervisning, besluttede jeg mig for at hente en kop kaffe i kantinen i Stakladen. På vej tilbage fangede et gratisblad med titlen KURT - Kunst, Kultur, Religion, Identitet, mit blik og jeg besluttede at tage det med til undervisning.
På bladets forside var der et billede af filminstruktøren og multikunstneren Erik Clausen med en taleboble med ordene "Hallo Danmark, Mangfoldighed ´07". Bladets indhold blev også kort beskrevet på bladets forside med overskrifter som "Næsten ikke et ord om tørklæder - samtale med Asmaa" og "Han stemmer på de røde, ryger det grønne, sælger det hvide og arbejder sort. Marwan - en ægte P.E.R.K.E.R.".
Det skal ikke være nogen hemmelighed at bladets forside gav mig et ganske bestemt indtryk af "hvad det blad var for et", nærmest en slags Arbejderen på speed, men alligevel besluttede jeg mig for at læse videre. På første side kunne man se at bladet blev udgivet af hovedstadens Røde Kors og med støtte fra EUs European Social fund. Ligeledes var lederen på denne side og hvis det ikke var fordi jeg var forberedt, havde jeg nok fået kaffen i den gale hals da jeg læste følgende:
"Danmark er blevet multikulturel, vi er ikke længere på vej. Derfor et blad som afspejler denne virkelighed, og som er vokset ud af behovet for at sparke dette faktum i forgrunden og slippe af med retorikken om 'dem' og 'os'."
På sin vis er udtalelsen jo rigtig. I Danmark er alle indbyggerne jo ikke længere lyshårede og med en vis forkærlighed for flæskesteg, der levede i et stort fællesskab. Men at landets indbyggere aldrig har været ens eller for den sags skyld enige om noget som helst, er åbenbart helt nyt for den ansvarshavende redaktør Annette Max Hansen. Danmark har altid været multikulturelt, aldrig på vej, og har iøvrigt også været væsentligt mere multikulturelt end det er det i dag.
Men selvom Danmark er et multikulturelt land, har det jo aldrig betydet at landet har været et stort fællesskab. Jeg kan huske at den venstreorienterede amerikanske samfundsrevser Michael Moore, der godt ved at hans læsere er hvide, i en af sine bøger skriver - citeret efter hukommelsen - at "You have no black friends". Moores pointe med den udtalelse er at understrege at selvom hvide og sorte har haft lige rettigheder, gået i de samme skoler og til dels boet de samme steder, er de efter 50 år stadigvæk to adskilte grupper, man har ikke sote venner, kun sorte bekendte. Den empiriske erkendelse er Annette Max Hansen ikke nået til endnu. Hun skriver afslutningsvis i lederen:
"Der er to processer som forudsætter, at et multikulturelt samfund kan fungere. Den ene er at mindske mellemrummet, møde den anden for at opleve, at vi alle har drømme, længsler, hår der gror og hjerter der slår. Den anden del af processen er at acceptere, at når man når til et vist punkt, så hører lighederne op, men målet er ikke at udligne og udviske. Ensretning er der rigeligt af - det behøver vi ikke kæmpe for - det eneste lige vi skal kæmpe for er lige rettigheder, resten må godt være skævt."
Trods 50 års mindskning af mellemrummet i USA er det aldrig lykkedes. Og det multikulturelle samfund i Danmark har faktisk altid fungeret - og egentligt ret godt - og her mener jeg på trods af folk som Annette Max Sørensens forsøg på at missionere og lege tankepoliti, den opgave skal jeg nok ta' mig af ;-).
Hvis KURT virkelig havde været at blad for mangfoldigheden, havde det indeholdt ikke indeholdt billeder af Ungdomshuset, artikler af afrikanere, interview med en palæstinensisk nationalistrapper osv., men de ting der virkelig ville tyde på mangfoldighed: Interview med Morten Messerschmidt, respektfuldt møde med en nynazist, beskrivelse af Uriasposten.net osv. Tolerancen skal netop gå til de typer man har svært ved at tolerere, ikke bare til vennerne. Derfor er KURT ikke et blad for mangfoldighed, men et blad for ensretning.
