Stedet hvor ingen vil bo - The Suburbs

I sommers - nærmere bestemt i august - var jeg for første gang i mit liv i New York. Turen derover gik fra København med en mellemlanding på Island. Jeg havde fået en vinduesplads og da vejret var klart og rejsen foregik om dagen, så var udsigten helt fantastisk. Da vi nåede Island kunne man fra luften se de hvide gletsjere sende deres brune smeltevand langt ud i det mørkeblå Atlanterhav. Effekten mindede lidt om det der sker når man hælder kold mælk i varm kaffe, store bølger af farve løber rundt i hinanden, bare fastfrosset i et enkelt øjeblik og i en enorm skala. Turen fortsatte over det sydlige Grønland hvor man kunne se lange fjorde, afbrudt af grå bjerge med sne på toppen. Rundt omkring i havet lå der kilometerstore isbjerge spredt ud over det hele, det lignede nærmest sukker som var strøet ud over en blå bordplade. Flyrejser inspirerer i høj grad til billedsprog!

Da vi nærmede os New York og begyndte at cirkle over JFK-lufthavnen, for at vente på landingen, kunne man ud af vinduet se en endeløs række af villaer, mange med swimmingpools og det gik op for mig at jeg her havde mit første møde med et begreb der på den ene eller anden måde havde været en del af min verden siden mine allertidligste teenageår: The Suburbs.

Jeg har aldrig selv boet der, jeg kommer ude fra landet af, hvor jeg i lang tid sad og vendte de samme kasettebånd med Dead Kennedys og Exploited på og det var på den måde jeg først hørte udtrykket "The Suburbs".

På en eller anden måde har The Suburbs altid haft en plads indenfor punken. I Dead Kennedys-nummeret "This Could Be Anywhere" fra Frankenchrist-pladen fra 1987, beskrives det nærmest som et postapokalyptisk sted, hvor Mad Max og mutanterne kravler rundt på jagt efter hinanden:

Cold concrete apartments
Rise up from wet black asphalt
Below them a few carcasses
Of the long gone age of privacy

It takes a scary kind of illness
To design a place like this for pay
Downtown's an endless generic mall
Of video games and fast food chains

One by one
The little houses are bricked up and condemned
A subtle hint to move
Before the rats move in

This could be anywhere
This could be everywhere

De mennesker der bor i dette område, tager form efter deres omgivelser:

So many people I know
Come of age tense and bitter-eyed
Can't create so they just destroy
C'mon!
Let's set someone's dog on fire

Empty plastic
Culture slum suburbia
Is a war zone now
Sprouting the kinds of gangs
We thought we'd left behind

This could be anywhere
This could be everywhere

Selvom Suburbia beskrives som helvede på jord, er der dog alligevel en tone af indignation mod dem der har skabt dette sted, hvad enten det er arkitekterne der tegnede betonen eller politikerne lagde den der.

Anderledes forholder det sig hvis man kigger over på den anden side af Atlanten til engelske The Business, der anlægger et helt andet syn på forstæderne i sangen "Suburban Rebels" fra 1983:



Teksten lyder:

They're the sons and daughters of well off bankers
Tom Robinsons' army of trendy wankers
Flared blue jeans and anoracks
With yellow streaks all down their backs
Who act so tough when their on tv
But trendy wankers don't scare me

[Chorus:]
Oi!, Oi! Oi! Chosen few
This is what we think of you
Surburban rebels playing at reds
You would be urban terrorists
You don't scare us with your badges and banners
You know fuck all about heavy manners

You're the middle class kiddies from public schools
Who write the slogans on the toilet walls
Like Tony Benn's clones in plastic masks
You wave a hammer and sickle, never Union Jacks
Got lots of mouth when your in a crowd
But when your alone you don't speak loud

[Chorus]

Der skal ikke herske nogen tvivl om at The Business fandme er nogen rigtige mænd, og rigtige mænd kommer i hvert fald ikke fra The Suburbs, går ikke i smart, pyntet modetøj og render ikke rundt og prædiker socialisme til alle og enhver.

Sangen bliver dog først mere interessant når man sammenligner den med Dead Kennedys. Hvor Dead Kennedys ser på The Suburbs med ynk og medlidenhed, det er et sted hvor staklerne bor, ser The Business på dem med foragt, et sted hvor de rige bøsser bor, og ikke rigtige arbejderklassemandfolk som dem selv. De to bands udgangspunkt er forskelligt og derfor får de også et vidt forskelligt syn på det der dybest set er den samme ting.

Hos det amerikanske band FEAR, finder man et syn på The Suburbs der er meget lig The Business'. Her er det en koncertoptagelse af sangen "I Love Livin' In The City" fra engang i starten af firserne:



Ordene Lee Ving synger med sin imponerende stemme er dem her:

My house smells just like a zoo
Itís chock full of shit and puke
Cockroaches on the walls
Crabs are crawling on my balls
Oh, but I'm so clean cut
I just want to fuck some slut

I love living in the city
I love living in the city

Spent my whole life in the city
Where junk is king and the air smells shitty
People puking everywhere,
Piles of blood, scabs and hair
Bodies wasted in defeat
People dying on the streets
But suburban scumbags they don't care
They just get fat and dye their hair

I love living in the city
I love living in the city

Lee Ving bor et rigtigt lortested og derfor er han sejest, og i hvert fald sejere end dem der farver deres hår i The Suburbs. Han er ikke, som The Business, sejere fordi at han er arbejderklasse, han er sej fordi han gør sejere ting end dem i The Suburbs. Når man så er så sej som Lee Ving kommer man til at se sådan cirka sådan her ud efter omkring 20 år i The City:



Man fristes til at vælge the Suburbs i stedet for. I det hele taget er det - hvis man skal tro punkbandsne - underligt at der overhovedet bor folk i The Suburbs, sådan som de bliver svinet til. Måske spiller folk i The Suburbs bare ikke punkrock? Eller måske siger man det bare ikke højt hvis man bor der og gør?