Indienisser og dansk musikpresse

Idag gik jeg op på læsesalen med dagens udgave af Danmarks bedste avis, Weekendavisen, under armen. Jeg lod opgaveskriveriet stå og gav mig selv tid til at bladre avisen igennem. Første sektion var okay spændende med en forsideartikel om Anders Foghs valgstrategi som det der fangede mig mest. Bogsektionen bladrede jeg hurtigt igennem og fortsatte til kultursektionen. Her var der så endelig bid! Min yndlingsaversion i avisen, deres musikanmeldelser Per Reinholt Nielsen, slog til for fuld kraft!

Artiklen kan ses her, men kræver login.



Under overskriften "Åbne lydlandskaber" beskriver Per Reinholt en ny DVD af det islandske band Sigur Rós og en ny cd fra englænderne i Radiohead. Hvad der først fangede mit blik var det øverste af de to billeder der illustrerede artiklen: En tynd mand sidst i tyverne iført en slidt ensfarvet grå t-shirt, står på en scene med et forvredent udtryk i ansigtet. Han står med en guitar, men spiller på den med en violinbue. Som ledsagetekst til billedet står der:

"Gennembruddet for vores kreativitet kom, da jeg begyndte at bruge en violinbue på den elektriske guitar," forklarer Jónsi, som med buen mod strengene erstattede metalrockens potent strittende powerriffs med en langt mere omsluttende, åben og modtagelig lyd.

Denne sætning indrammer på flere måder, hvad der er galt inden for både indierock og dansk musikpresse.

For det første: Hvordan i alverden kan et menneske i fuld alvor påstå at det er et kreativt gennembrud at anvende en violinbue på en guitar! Da jeg rendte rundt og var en lille knægt havde jeg en guitar, som jeg ikke kunne spille på, men som tilgengæld var god at lege med. Jeg legede bl.a. cello med den og strøg hen over strengene med en grydeske eller noget i den retning. Specielt kreativt var det dog ikke (selvom min mor måske syntes det var. Hun siger altid at jeg var sådan en god dreng som barn).
Selvfølgelig kan min barndoms leg og Sigur Rós musikalske eksperimenter ikke sidestilles, men inden for indierocken er der en generel tendens til at mere eller mindre latterlige tiltag - som violinbuen - bliver udbasuneret som det vildeste musikalske gennembrud siden opfindelsen af claves-pindene, selvom enhver med lidt fornuft i behold kan se at det i virkeligheden er en fis i en hornlygte.

For det andet: At violinbuens lyd bliver beskrevet som "omsluttende, åben og modtagelig", er et eksempel på de åndssvage og intetsigende tillægsordsklicheer der fra skribenternes side altid bliver brugt når man skal beskrive indierock. Andre eksempler som Per Reinholt Nielsen selv bruger i artiklen er "forunderlig, unik, billedskabende, flydende, snurrig" eller den her passage: "Sigur Rós har [...] skabt et enormt sammenhængende værk af impressionistisk rockmusik, der spænder fra tyste, klimprende passager til drønende dommedagsbrag af brusende støj". Og hvad mener manden så med det? Her er alle ord gratis og ordflommen er næsten Jørgen Lethsk.
Det skal ingen hemmelighed at jeg ikke er særlig vild med hverken Sigur Rós eller indierock, men hvis jeg skulle følge samme regler og kriterier for kritik som Per Reinholdt Nielsen, ville det være helt på sin plads at jeg beskrev musikken som "skabet, prætentiøs, kedelig (det ville jeg nok skrive et par gange) og drævende", uden at komme med videre argumenter og ingen ville egentligt blive meget klogere eller kunne diskutere det med mig.

For det tredje: Der er i Danmark en uhellig alliance mellem (engelsk) indierock og musikpressen. Den seriøse danske musikpresse, fra Per Reinholdt Nielsen, over Gaffa til Musikprogrammet og Liga DK, er sovset ind i og efteraber direkte hvad deres forbilleder i den britiske musikpresse siger. Derfor er vi gennem de sidste ca. 10-15 år blevet stopfodret med kedelig indierock fra den kant. For ti år siden var det dog et større problem end det er idag, da vi jo heldigvis har internettet og selv kan finde andre kilder til ny og anderledes musik. Selvfølgelig skal folk ha' lov til at skrive om og høre indierock, hvis det nu er det man kan li', men problemet er at den totale indiedominans har dækket for så for så meget andet godt.
Et eksempel er f.eks. scenen fra Ungdomshuset der først har fået lidt bevågenhed efter den er blevet lukket! Gaffa skrev f.eks. først en artikel om scenen derinde i april 2007, der meget sigende var smækfyldt med faktuelle fejl. Og det på trods af det massive arbejde der er blevet lagt i musikken derinde, bands der turnerede USA, sang på dansk før alle andre gjorde det, udgav på vinyl før alle andre, lavede egne pladeselskaber før alle andre. Selvfølgelig var det i høj grad et lukket miljø, men når anmelderne, Roskildefestivalen osv. på den måde vælger at lukke øjnene for hvad der foregår lige under deres næser er det et eksempel på en fatal mangel på nysgerrighed og hængen fast i rutinen. Den eneste undtagelse jeg har kunnet se fra denne tendens er Jan Sneum der som altid har været nysgerrig og gjort sit arbejde godt og bl.a. sørget for at bands som No Hope For The Kids og Gorilla Angreb og pladeselskabet Kick 'n' Punch kom med til DRs uafhængighedsdag.

Selvom jeg kan være uenig med indiefolkene i mangt og meget lader det dog også til at vi kan mødes visse steder. I hvert fald skriver Per Reinholdt Nielsen at Sigur Rós' forsanger Jon Thór Birgisson for tiden har en forkærlighed for Billie Holidays musik fra 1930'erne og 40'erne. Det er han ikke den eneste der har, undertegnede er selv begyndt at købe hendes plader fra netop den periode og de kan stærkt anbefales!