Monday, October 22, 2007

Mangfoldighed eller Ensretning?
Under en pause i dagens undervisning, besluttede jeg mig for at hente en kop kaffe i kantinen i Stakladen. På vej tilbage fangede et gratisblad med titlen KURT - Kunst, Kultur, Religion, Identitet, mit blik og jeg besluttede at tage det med til undervisning.

På bladets forside var der et billede af filminstruktøren og multikunstneren Erik Clausen med en taleboble med ordene "Hallo Danmark, Mangfoldighed ´07". Bladets indhold blev også kort beskrevet på bladets forside med overskrifter som "Næsten ikke et ord om tørklæder - samtale med Asmaa" og "Han stemmer på de røde, ryger det grønne, sælger det hvide og arbejder sort. Marwan - en ægte P.E.R.K.E.R.".

Det skal ikke være nogen hemmelighed at bladets forside gav mig et ganske bestemt indtryk af "hvad det blad var for et", nærmest en slags Arbejderen på speed, men alligevel besluttede jeg mig for at læse videre. På første side kunne man se at bladet blev udgivet af hovedstadens Røde Kors og med støtte fra EUs European Social fund. Ligeledes var lederen på denne side og hvis det ikke var fordi jeg var forberedt, havde jeg nok fået kaffen i den gale hals da jeg læste følgende:
"Danmark er blevet multikulturel, vi er ikke længere på vej. Derfor et blad som afspejler denne virkelighed, og som er vokset ud af behovet for at sparke dette faktum i forgrunden og slippe af med retorikken om 'dem' og 'os'."
På sin vis er udtalelsen jo rigtig. I Danmark er alle indbyggerne jo ikke længere lyshårede og med en vis forkærlighed for flæskesteg, der levede i et stort fællesskab. Men at landets indbyggere aldrig har været ens eller for den sags skyld enige om noget som helst, er åbenbart helt nyt for den ansvarshavende redaktør Annette Max Hansen. Danmark har altid været multikulturelt, aldrig på vej, og har iøvrigt også været væsentligt mere multikulturelt end det er det i dag.

Men selvom Danmark er et multikulturelt land, har det jo aldrig betydet at landet har været et stort fællesskab. Jeg kan huske at den venstreorienterede amerikanske samfundsrevser Michael Moore, der godt ved at hans læsere er hvide, i en af sine bøger skriver - citeret efter hukommelsen - at "You have no black friends". Moores pointe med den udtalelse er at understrege at selvom hvide og sorte har haft lige rettigheder, gået i de samme skoler og til dels boet de samme steder, er de efter 50 år stadigvæk to adskilte grupper, man har ikke sote venner, kun sorte bekendte. Den empiriske erkendelse er Annette Max Hansen ikke nået til endnu. Hun skriver afslutningsvis i lederen:
"Der er to processer som forudsætter, at et multikulturelt samfund kan fungere. Den ene er at mindske mellemrummet, møde den anden for at opleve, at vi alle har drømme, længsler, hår der gror og hjerter der slår. Den anden del af processen er at acceptere, at når man når til et vist punkt, så hører lighederne op, men målet er ikke at udligne og udviske. Ensretning er der rigeligt af - det behøver vi ikke kæmpe for - det eneste lige vi skal kæmpe for er lige rettigheder, resten må godt være skævt."
Trods 50 års mindskning af mellemrummet i USA er det aldrig lykkedes. Og det multikulturelle samfund i Danmark har faktisk altid fungeret - og egentligt ret godt - og her mener jeg på trods af folk som Annette Max Sørensens forsøg på at missionere og lege tankepoliti, den opgave skal jeg nok ta' mig af ;-).

Hvis KURT virkelig havde været at blad for mangfoldigheden, havde det indeholdt ikke indeholdt billeder af Ungdomshuset, artikler af afrikanere, interview med en palæstinensisk nationalistrapper osv., men de ting der virkelig ville tyde på mangfoldighed: Interview med Morten Messerschmidt, respektfuldt møde med en nynazist, beskrivelse af Uriasposten.net osv. Tolerancen skal netop gå til de typer man har svært ved at tolerere, ikke bare til vennerne. Derfor er KURT ikke et blad for mangfoldighed, men et blad for ensretning.


KURTs hjemmeside: http://www.hovedstaden.drk.dk/sw37762.asp

No comments: