Sunday, November 11, 2007

"Hvem har brug for værdier når man kan få heroin!"

Danmark har fået et nyt parti og det er et parti det er værd at omtale: Nihilistisk Folkeparti! Besøg dem her.

Partiet stiller op under sloganet "Intet er Bedre" og de beskriver sig selv som "et folkeligt parti, der arbejder for nihilismens realisering gennem afvikling af verden".

Det er jo et rimeligt standpunkt at ha' at politik har noget med værdier at gøre, så for nogen kan nihilisme og politik umiddelbart godt virke som lidt en modsætning, men det har de gæve folk i NF en god forklaring på:
Det er på tide at politikken ophører med at være virkelighedsforlængende. Nihilistisk Folkeparti går ind for universets totale tilintetgørelse. For det, der er, er ondt. Og skal væk. Intet er bedre. Eksistens er krænkende i al almindelighed, men den menneskelige eksistens er en så pinlig skandale, at dens ophør kun kan komme for langsomt. Kun arbejdet for dette meningsløse univers’ annullering har betydning.
Som alle andre partier har Nihilistisk Folkeparti også et nemt og genkendeligt formsprog. Hvor socialdemokraterne har rosen som symbol, så har nihilisterne meget rammende valgt paddehatteskyen som symbol.


Det bliver spændende at følge det nye parti. Desværre er det ikke lykkedes at samle de krævede tyve tusind underskrifter så partiet kan stille op til folketingsvalget i år, men angiveligt stiller de op til næste valg til Københavns borgerrepræsentation. Tankepolitiet ønsker dem i hvert fald held og lykke!

No comments: