Monday, November 05, 2007

Pengene eller Livet!

For et par dage siden fik jeg en e-mail fra en ven. Den var sendt ud til alle på hans adresseliste og i den stod der følgende:

TÆNK HVIS?

?det var din by, der blev angrebet af militserne.

?det var din søster, der blev voldtaget.

?børnene i din gade var trænet til at slå ihjel.

Tænk, hvis Danmark var et land, der tvang dig på flugt.

Hvordan ville det se ud, hvis der var borgerkrig i Danmark?


Se filmen på www.flygtning.dk


NB! Filmen er fiktion. Den indeholder en række voldsomme scener og kan derfor virke stødende eller skræmmende.

Del budskabet med andre - send mailen videre


Inde på flygtning.dk kan man så se en video på et minuts længde, hvor adskillige "klassiske" situationer fra en borgerkrig bliver overført til en dansk kontekst: Man ser en ældre mand blive overhældt med hvad der skal forestille at være benzin og derefter en lighter blive tændt, man ser mennesker hængt i lygtepælene i et pænt parcelhuskvarter, man ser en lyshåret kvinde der voldtages af to mænd osv. Som Dansk Flygtningehjælp da også så pænt gør opmærksom på, er videoen voldsom og jeg har da heller ingen synderlig lyst til at lægge den herud på bloggen, interesserede ved hvor den skal findes.

Da jeg så videoen i går, var der pludselig ingen tvivl i mit sind: Dansk Flygtningehjælp får ikke en krone af undertegnede til deres landsindsamling til fordel for Darfur den 11. november i år. Jeg har ellers altid, uden undtagelse, givet til den slags indsamlinger når nogen ringede på min dør.

Filmen stiller nemlig dybest set seeren et ret grusomt spørgsmål: Kunne du tænke dig at der skulle ske det samme for dig og dine kære som for staklerne i Darfur? Og ingen med deres sunde fornuft i behold kan svare ja til det spørgsmål. Den logiske konsekvens er derfor at man bør melde sig som indsamler eller punge ud, med mindre at man er en usædvanlig kold fisk og i virkeligheden bør sidde og skamme sig.

Men for mig at se er det fuldstændigt urimeligt at stille det spørgsmål. Det viser i hvert fald ingen respekt over for de kommende indsamlere eller donorer og giver ikke et indtryk af idealisme. Jeg nægter i hvert fald at lade mig true til at punge ud.

Denne form for argumentation er dybest set den samme som min mor nogen gange brugte når jeg ikke ville spise min madpakke som barn. Hun sagde: "Tænk på de sultne børn i Afrika, de ville blive glade for sådan en madpakke". Og jo, det er da helt rigtigt, men med de ord gik hendes tanker gik ikke på de sultne børn i Afrika, de gik på at få mig til at spise min madpakke. Og det samme med Dansk Flygtningehjælp: Deres reklamevideo går ikke på flygtningene i Darfur, den går ud på at gi' folk dårlig samvittighed, så de kan få flere klejner i kassen.

Da jeg snart er færdiguddannet cand.mag. og en af de oplagte veje for mig kunne være netop at få arbejde i en af nødhjælpsorganisationerne, har jeg selvfølgelig tænkt lidt over tingene, men det er netop kampagner som den her der gør at jeg ikke rigtigt har lyst. Jeg tror simpelthen ikke på at de mener hvad de foregiver at gøre. Episoder som f.eks. Laue Traberg Smidts brug af Red Barnets kreditkort til et besøg på en stripbar (læs om det her), gør det ikke nemmere at stole på dem. Godhedsindustri er efterhånden det mest dækkende ord om nødhjælpsorganisationerne.

7 comments:

Anonymous said...

Yo Mads, Dennis her... Jeg er lidt i tvivl om, hvordan man kan anskue den 'reklame'. Opfordrer/påvirker den folk til at være sympatiske (at mennesker ser hinanden som et mål i sig selv; penge er et middel dertil) eller er den et kynisk middel for et mål (whatever-salgstrick for at få penge i kassen)? Mega svært at besvare, synes jeg! Men umiddelbart er det den førstnævnte; kan ikke ligefrem forestille mig, at flygtningehjælpens stab består af kyniske reklamemænd.
Ellers, personligt bruger jeg ofte lignende argumenter, såsom at spørge til, hvordan den respektive DF'er ville have det med at lære arabisk for at få dem til at leve sig ind i, at det er pissesvært for indvandrer at lære dansk eller at slippe en accent (empatisk indlevelse). I og for sig, er det et ok argument, som for mit vedkommende i hvert fald ikke er instrumentielt... Men ok, nu har jeg så heller ikke set den reklame du snakker om, så ved ikke om den er decideret vulgær eller hvad...
Yes yes, nu fik du da en comment;-)

Anonymous said...

Hey Tankepoliti!

Ærgerligt at du ikke fik solgt din stemmeseddel... det kunne have været ret morsomt at en ellers intelligent (formoder jeg) cand.mag kom bag tremmer i to år for at forsøge at underminere demokratiet ved at sælge sin stemme for en flad femmer...
Tænk på alle de undertrykte folk over hele verden, der ville give deres højre arm for at have et velfungerende demokrati som vores... Og der er rigeligt af dem!
(Og jeg skal nok vende tilbage til hvorfor jeg mener at argumentet holder!)
Du skriver "Jeg nægter i hvert fald at lade mig true til at punge ud." Det forekommer mig noget underligt, da der jo ikke er nogen trussel mod dig nogen steder. Dansk Flygtningehjælp truer jo ikke med at indføre borgerkrigstilstande hvis du ikke giver en femmer (fx den du kunne have tjent på din stemmeseddel)!
Du har helt ret i at filmen er meget voldsom og kan virke stødende. Om det kan man mene hvad man vil. Og det er også sandt at de spiller på at give folk dårlig samvittighed. Men spørgsmålet er vel om det ikke er det samme som alle andre NGO gør? Og hvad skulle de have gjort anderledes for at du skulle præsenteres for den forfærdelige virkelighed i Darfur uden at tænke: "det ser sgu ikke rart ud, godt det ikke er mig, gad vide om jeg ikke kan undvære en femmer til en god sags tjeneste, og hvis der var borgerkrigstilstande i Dk, ville jeg så ikke værdsætte enhver hjælp udefra!?"

For noget tid siden (et par år) var der en tv-kampagne for brugen af sikkerhedsseler i bilen, der også var ganske brutal. Det var noget med "om lidt dræber lille Lise sin mor" og så kunne man se en lille pige, der sad bag sin mor i en bil. Moren havde sele på, men det havde pigen ikke. Bilen forulykker og dette ses i slowmotion og er meget voldsomt med blod sprøjtende osv. Pigen, der ikke er spændt flyver op i morens sæde og "dræber" hende da hendes nakke brækkes af det bagfrakommende stød.
Spørg digselv hvad det var denne reklame spillede på? Mit bud var at folk tænkte "gud hvor forfærdeligt, jeg vil aldrig dræbe min mor, jeg må heller spænde min sele når jeg sidder i bilen..."
Hvis du har set og kan huske reklamen, eller kan forestille dig den, hvad er så foresællen på de to reklamer og deres appelform? Nægtede du at spænde selen fordi du følte dig "truet" til at gøre det!?

Du skriver ydermere "Deres reklamevideo går ikke på flygtningene i Darfur, den går ud på at gi' folk dårlig samvittighed, så de kan få flere klejner i kassen." Og hvem er det så lige der sidder og bliver rige og fede på alle de klejner!? Mener du helt seriøst at du ikke tror at pengene går til hjælpe Darfur? Tag en tur derned! Jeg har en ven i Khartoum du kan bo hos. Så kan i flyve ud og besøge flygtningelejrene og se om de sætter pris på Dansk Flygtningehjælps arbejde. Eller går din tvivl mere på om de ligsom dit eksempel med Red Barnet, bruger de indsamlede penge på strippere!?
Og ja, det er blot et eksempel blandt mange sensationsnyheder, der dukker op hver gang der sker noget så ubegribeligt dumt som det nævnte eksempel. Men hvis du havde lidt større interesse for, og indsigt i, hvad NGO laver, deres strenge krav til regnskabsføring og deres mange fantastiske resultater, ville du vide at der er meget langt mellem de brodne kar. Men succeshistorier sælger sjældent aviser! (Hvornår har du sidst set en spiseseddel med en positiv historie om invandrer!?)

Jeg er også vokset op med "tænk på børnene i Afrika når du smider din madpakke væk!" Den virkede ikke hver gang, og det til trods for at jeg voksede op i Afrika... Men tankegangen bag argumentet, og det gælder også for Dansk Flygtningehjælps, mener jeg sådan set er meget god. Vi to er nemlig ikke andet end de heldige vindere af "geografi-lotto". Hvis du accepterer præmissen om, at du ingen indflydelse har haft på hvor du blev født, og at flygtningebørn i Darfur heller ikke har, så er du bare så heldig at situationen ikke er omvendt. Hermed ikke sagt at du skal have dårlig samvittighed over at være født i Dk eller over ikke at støtte Dansk Flygtningehjælp. Hvis du har/får det er det sådan set udelukkende dit problem. Spørgsmålet er mere om vi, der er så heldige at være født i den rigeste del af verden, skal hjælpe dem, der er i nød. Og om vi ikke vil værdsætte den hjælp hvis situationen var omvendt. For at forstå denne argumentation kan jeg henvise til fx Kants kategoriske imperativ. Det kan måske hjælpe at læse det.

Du slutter af med "Godhedsindustri er efterhånden det mest dækkende ord om nødhjælpsorganisationerne." Alt i alt en på alle måder meget søgt argumentation. Du har ikke brudt dig om reklamen. Det er dit problem. Hvis du mener noget med din kritik kunne du evt. kontakte Dansk Flygtningehjælp. Så vil de også kunne forklare dig hvor mange penge fra indsamlingen går til strippere og hvor mange, der går til flygtninge. Hvis du ikke vil støtte sagen, så er det din beslutning. Får du dårlig samvittighed af at lade vær, så er det dit problem. Men at du undskylder din manglende lyst til at donere, et for dig, ubetydeligt symbolsk beløb, fordi du er utilfreds med reklamen, og desuden har en ubegrundet fantasi om at pengene ikke går til Darfur, er simpelthen for lavt! En dårlig undskyldning så du overfor dig selv og andre kan legitimere at du ikke gav en eneste skilling til Dansk Flygtningehjælp.

Beklager at min kommentar blev så lang! Håber at du kan se din manglende logik; hvad hvis alle ngo'er brugte samme slags "reklame"? Ville du så nægte at støtte dem alle? Og skal alle NGOer straffes fordi der i nogle sker eksempler på forfærdelig fejl!? Og hvis en NGO er "god nok" til at modtage støtte af Danida og arbejde på den danske regerings/stats vegne, er du så så meget ekspert at du vurderer det modsatte!

Spænd hjelmen, spænd selen, giv en femmer til Darfur og lad for Allahs skyld vær med at undergrave vores fantastiske demokrati, der er de færreste i verden forundt!

Vh

http://thetruthspeaker.blogspot.com/

Krtek said...

Hej truthspeaker

Det kommer lige til at gå lidt hurtigt, men jeg synes da lige du fortjener et svar på dit lange indlæg.

Hvad demokratiet angår er jeg også, som du kan læse, blevet klogere af det jeg har gjort, så det var jo alt i alt en udmærket aktion: Jeg lærte noget.

Du spørger mig om alle NGO'er ikke gør det sammme med deres kampagner, nemlig forsøger at pumpe dårlig samvittighed ind i hovederne på os. Muligvis gør alle NGO'er det, men hvis vi udvider begrebet til velgørenhedsorganisationer, så er svaret et klart nej. En af mine venner har på et tidspunkt haft en svær depression, han blev indlagt Risskov psykiatriske hospital og han går nu på en PRIVATfinansieret daghøjskole nede i byen i Århus. Den daghøjskole ville jeg 100 gange hellere støtte end dansk flygningehjælp. De kommer ikke og laver store kampagner med hvor forfærdeligt et sted verden ville være hvis de ikke eksisterede, men alligevel får de pengene ind.

Nu stammer jeg fra en lille landsby i sønderjylland og jeg kan huske at den lokale sportshal bl.a. var financieret ved at den lokale tømrer og købmand og den slags havde doneret nogen penge og så havde fået et reklameskilt op at hænge. Reklamen havde de sgu ikke brug for, alle brugte den samme tømrer alligevel, men pointen er at her blev pengene givet som gave i stedet for under pres. Du må forstå at jeg ikke er imod velgørenhed som sådan, selvfølgelig er der gode formål man kan (og skal) gi' penge til, men der er bare forskellige måder at gøre det på og trusler hjælper ikke på mig, tværtimod skaber det en modreaktion.

Min anke er dybest set noget så elementalt at hvis man vil ha' hjælp eller penge af folk, så spørger man pænt. Og hvis man ikke gør, så synes jeg at de kan rende mig. Og Dansk Flygtningehjælp spørger ikke pænt og derfor får de det svar de selv har fortjent.

Louise said...

Hej du

Alle nødhjælpsorganisationer spiller på din dårlige samvittighed, være det en reklame om borgerkrig i danske rammer eller en af dem med børn og fodboldmaver. Hvorfor har du så tidligere givet til indsamlinger?

Den med at du hellere vil støtte en daghøjskole i Århus, fint. Der er også nogen der hellere vil støtte Kræftens Bekæmpelse eller Kattens Værn, det er selvfølgelig op til den enkelte hvordan man prioriterer. Men tror du ikke også daghøjskolen ville reklamere for sig selv og bruge alle tricks de kendte hvis de stod og havde desperat brug for det?

I sidste ende er det jo ikke Dansk Flygtningehjælp der bliver "straffet". Det er flygtningene i Darfur. Med mindre du gennem en anden, mere tilbageholdende organisation støtter sagen, så kald dog en spade ved dennes navn, slet alle mellemregningerne og sig at du har valgt din stolthed (eller hvad end der ligger bag din modstand mod reklamen) over at hjælpe flygtninge i Darfur. Det er okay. Vi vælger jo alle sammen noget over noget andet på en eller anden måde, i en eller anden form hver eneste dag.

Hvis jeg lyder bitter så tro mig, det er jeg i virkeligheden ikke. Jeg støtter praktisk talt aldrig noget. Jeg vil i øvrigt også lige indskyde at reklamen er produceret gratis for Dansk Flygtningehjælp.

Med venlig hilsen Louise

Krtek said...

Hej Louise

Du skriver: "Alle nødhjælpsorganisationer spiller på din dårlige samvittighed".

Hvad er det et for et argument? Bare fordi alle andre gør det behøver man da ikke selv gøre det samme og marchere i takt!? Og grunden til at jeg har givet til nødhjælpsorganisationer før er først og fremmest at jeg personligt har meget svært ved at sige nej, når der står en superidealistisk 19-årig SFU'er på mit trappetrin og be'r om penge til Darfur/Somalia/Equador eller hvad der nu er sæson for. Desuden har jeg ikke oplevet en så aggresiv reklame før.

Jeg tvivler faktisk på at daghøjskolen ville bruge samme tricks som Dansk Flygtningehjælp. Et godt eksempel er Rødding Højskole der har skrantet i mange år og her for et års tid siden bad om hjælp. De søgte frivillige til at samle ind, min onkel meldte sig bl.a., men de reklamerede netop ikke med hvor forfærdeligt et sted verden ville blive hvis højskolen ikke fandtes. Så meget situationsfornemmelse havde de sgu alligevel.

Jeg vidste faktisk godt at reklamen var produceret gratis, faktisk er min ven der sendte mailen rundt, i praktik i kommunikationsafdelingen i Dansk Flygtningehjælp. Vi havde da også en lang diskussion i telefonen bagefter og vi blev da heller ikke enige.

Tag ikke fejl, indsamling af penge til NGO'er er i bund og grund tiggeri, hvad de påtrængende indsamlere der render rundt nede på strøget i Århus er et godt eksempel på. Faktisk er de så påtrængende at man i rusforløbet på universitet advarer de nye studerende mod dem.

Betyder det, at man har en god sag virkelig at man så også har ret til at opføre sig som et røvhul? At målet helliger midlet? Det mener jeg ikke.

Det kan godt være at du synes jeg har valgt min stolthed frem for børnene i Darfur, selvom jeg egentlig ikke selv vil beskrive det sådan. Jeg vil nærmere sige at det er Dansk Flygtningehjælp der har fravalgt mig. Men i modsætning til Dansk Flygtningehjælp har jeg ikke solgt min sjæl.

Mvh. Mads

Louise said...

Hej igen

Det var såmend ikke med "hvis de må, må vi også" på hjerte jeg skrev det der. Jeg synes det er helt i orden at tvære godt og grundigt i folks dårlige samvittighed. Hvis ikke de gjorde det ville endnu flere flinke danskere sikkert rende rundt med skyklapper og tro verden stopper ved Flensborg med en afstikker til Tenerife. For når målet er at redde menneskeliv, ja, så synes jeg virkelig det helliger midlet. Hvis ikke målet nu og da havde fået lov til at hellige midlet tror jeg vi ville leve i en rigtig ubehagelig verden.

Tiggeri har jeg intet problem med. Man kan jo bare gro sig et sæt nosser og sige nej. Jeg holder netop af de der lækre unge løver, der går rundt på strøget og spørger hvorfor man ikke vil støtte de små fattige børn der ligger og dør fordi man lige har købt et nyt par sko. "Det er fordi jeg er et ondt ondt menneske", forklarer jeg dem altid. Det handler ikke om den måde de gør det på. Det er fordi jeg hellere vil bruge mine penge på noget andet lige nu, men det ville aldrig stoppe mig fra at støtte Unicef, Red Barnet eller Amnesty engang i fremtiden hvor der blev lidt mere rum i økonomien til det. For endnu engang. I sidste ende det folk, der reelt lider, pengene (eller i hvert fald en del af dem) ender hos. Gør de sig mindre fortjent til hjælp fordi deres europæiske talsmænd forarger os med vulgære reklamer?

Nå nå.
Sådan er vi jo så forskellige :-)

Med venlig hilsen Louise

Krtek said...

Louise,

Jeg er ikke i tvivl om at den reklame har drevet flere penge ind end hvis man havde lavet en der var mindre aggresiv. Som alle kommentatorerne sagde under valget, så virker skræmmekampagner. Og altså også på mig, denne her bare med omvendt fortegn.

Jeg synes det er ret urimeligt af dig at gøre det op som om at min beslutning direkte går ud over børnene i Darfur. Mine penge ryger bare hen til nogen andre negerbørn et andet sted i stedet for. Stakler har der altid været nok af.

Louise, jeg tror sgu ikke vi bli'r enige her. Du er nok bare bedre til at være ligeglad end jeg er.

Jeg tror egentligt du har ret i det der med at vi er forskellige.

Og så alligevel. Nogen af de der idealistiske piger nede på strøget kan altså også gi' undertegnede nogen tanker der ikke gør sig så godt på tryk. Jeg tror lige jeg bliver nød til at blogge lidt om det fænomen engang om et par dage.

Mvh. Mads