Tom og Jerry er jødisk propaganda!? - og lidt om Iranere

Jeg har endnu en gang fundet et klip på youtube der får mig til at ryste på hovedet. En iransk professor, Hasan Bolkhari, docerer over hvorfor Tom & Jerry er zionistisk propaganda:




Man ved snart ikke om man skal grine eller græde. Jeg gider ikke engang til at gå hans argumenter på klingen. Videoen er vel egentligt bare en slags "Der Ewige Jude" på iransk. Dem er der har oversat videon - memri.org - er en amerikansk organisation der specialiserer sig i at dokumentere alle mulige slags giftige udtalelser fra mellemøstligt tv. Jeg tvivler på at den er upartisk, eller mere præcist, så har de nok et formål med at gøre det de gør, men i dette tilfælde taler videoen vel også for sig selv.

Videoen har været en hel del omtalt på amerikanske blogs, men så vidt jeg kan se ikke på danske, så derfor synes jeg at det er på sin plads at lægge den ud.

Når jeg ser den slags tænker jeg tilbage på de iranere jeg selv har mødt i mit liv. Da jeg i gymnasiet boede på kollegie i Haderslev boede der på min gang også en mand der hed Habib. Habib var dengang i 30'erne og i 1984 flygtet fra Iran til Danmark, fordi han ikke ville være soldat i krigen mod Irak. Jeg kan huske en aften han havde besøg af en ven og de sad ude i fælleskøkkenet og snakkede på farsi, så jeg forstod selvfølgelig ikke et ord. Der var så en dokumentarudsendelse i fjernsynet fra netop Iran og et par gange tonede ayatolla Khomeini frem på skærmen. En af de gange tændte Habibs ven helt af og jeg kunne pludselig genkende bl.a. "fuck you" i hans ordstrøm. Habib var jo en del ældre end mig, så jeg snakkede ikke med ham på samme måde som jeg gjorde med de andre på gangen, men han var en flink og altid smilende og glad. På et tidspunkt drev han en internetcafé i Haderslev. Jeg flyttede fra kollegiet i 2001 og hvad han laver idag ved ikke.

En anden gang, vistnok i efteråret 2005, var jeg på vej med toget fra Sønderjylland til Århus. Jeg havde været på besøg hos mine forældre og var på vej hjem igen. Toget jeg kørte med var et gennemgående tog fra Tyskland og i de tyske tog er der stadigvæk kupéer, som der var i Danmark i gamle dage. Jeg satte mig ind i en kupé, hvor der var en fri plads og gik i gang med at læse til min undervisning næste dag. Jeg gad dog ikke læse længe og faldt så i snak med de andre i kupéen. Det viste sig at være to iranske familier, der var på vej til Viborg efter et besøg hos noget familie i Holland. Mændene gik på en landbrugsskole eller noget i den stil i Viborg og skulle være i Danmark i tre år og så skulle de tilbage til Iran. Jeg snakkede en hel del med dem - det var kun mændene der talte! - især den ene der hed Mohammed. Det var dengang da Ahmedinejad lige var blevet valgt som præsident og jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre hvad deres syn på ham var. Mohammed sagde at han i hvert fald ikke brød sig om ham, men jeg kunne mærke at stemningen blev lidt trykket, da jeg spurgte, så derfor skyndte jeg mg at skifte emne. Jeg kunne ikke la' være med at tænke på om det mon var fordi at den anden i kupéen, jeg kan ikke huske hans navn, havde en anden mening. på trods af det havde vi en god snak på en times tid om alt mellem himmel og jord. Mohammed var interesseret i vestlig filosofi, noget jeg ikke er alt for stiv i, men da han hørte jeg læste historie, fortalte jeg ham lidt om dansk og europæisk historie. Vi skiltes i Århus, da jeg skulle af, men jeg gik derfra med indtryk af vi begge havde lært noget om hinanden. Jeg har tænkt på den samtale flere gange bagefter, især når der har været nyheder fra Iran. det er godt at ha' i baghovedet at alle iranere ikke er lige så store spader som Ahmadinejad og at når den lokale mellemøstlige amokhorde går på gaderne, at der findes fornuftige folk dernede, som f.eks. Mohammed og Habib. Det er dem vi skal sætte vores lid til, når vi hører folk Hasan Bolkhari udtale sig.

"Skønne Tider"

Jeg faldt over noget spændende her i går: Et fotoalbum fra Auschwitz. Fotografen er Karl Höcker, SS-officer og adjudant for lejrkommandanten. Før han kom til Auschwitz havde han været ansat ved koncentrationslejren i Neuengamme ved Hamborg og i 1943-44 ved udryddelseslejren i Majdanek. Höckler havde altså valgt at gøre karriere inden for KZ-lejrsystemet. Höcker var i Auschwitz fra maj 1944 til lejrens evakuering i januar 1945 og han ser sådan her ud:


Fotoalbummet, der kan ses her, giver et interessant indblik i livet i Auschwitz som det tog sig ud for Karl Höcker og hans kolleger. Billederne i albummet er ikke fra daglidagen, men er taget når rutinen blev brudt og der var grund til at fejre noget. F.eks. som her fra julen 1944 hvor Höcker tænder julelys på lejrens juletræ:


Eller her, hvor SS'erne er på besøg i en nærliggende kulmine:


En anden gruppe billeder er fra de mere officielle begivenheder, som her indvielsen af et nyt SS-lazaret i lejren:


Eller her fra begravelsen af tre SS-mænd der blev dræbt under et luftangreb på lejren, eller som Höcker kalder det, "terrorangreb".


Her er SS-folkene til skydeøvelse og stemningen er hyggelig og afslappet:


Den sidste gruppe af billeder er de mere personlige, hygge under private forhold. Her viser en smilende Høcker sin schæferhund, Favorit, frem:


Og her ses Høcker sammen med en gruppe kvinder fra der var ansat som hjælpere i lejren. De spiser blåbær sammen:

Karl Höcker smiler på mange af billederne og i det hele taget får man indtrykket af at han er et sympatisk og jovialt menneske når man ser billederne. Höcker var heller ikke en af morderne og han blev heller ikke straffet efter krigen. Morderne optræder dog også i fotoalbummet:


På billedet, der er taget ved en officerskomsammen i en hytte lidt væk fra lejren, ser man, fra venstre mod højre, Richard Baer, Josef Mengele og Rudolf Höss. På flere billeder optræder de også sammen med Höcker. Richard Baer var Auschwitzs sidste kommandant og altså Karl Höckers foresatte. Josef Mengele var læge og var berygtet for sine eksperimenter på levende mennesker, mens Rudolf Höss var lejrens kommandant før Baer blev det. Höss fortalte i 1946 til hans engelske fangevogtere hvad der var sket under hans tid som leder af lejren (taget fra bogen "Schöne Zeiten" af Ernst Klee m.fl.):

Jeg bestyrede Auschwitz ind til 1. december 1943 og vurderer at mindst 2.500.000 ofre, ved gasning og følgende afbrænding, er blevet henrettet og udryddet; endvidere er mindst 500.000 døde af sult og sygdom, hvad der tilsammen giver et dødstal på ca. 3.000.000 mennesker. Dette tal dækker over 70-80 procent af de der ankom til Auschwitz; de øvrige blev udvalgt til slavearbejde i koncentrationslejrens industri. [Oversat fra tysk af TP]

Det er dette billede man har liggende i baghovedet når man ser fotoalbummet. Man ved at Höcker har været et direkte vidne til holocaust, men alligevel findes der ikke et eneste vidnesbyrd om denne virkelighed i Höckers fotoalbum.

Höckers album er ikke enestående. Kurt Franz, den sidste kommandant i udryddelseslejren Treblinka, havde et nogenlunde tilsvarende fotoalbum. Som overskrift på en af billedsiderne havde Franz skrevet "Schöne Zeiten", altså "Skønne Tider".

Begge fotoalbum giver anledning til en hel del overvejelser. Man kan sagtens se sig selv i den hyggelige Karl Höcker. Han fremstår ikke som en dæmon eller ondskaben selv. Det er klassisk, men også vanvittigt spændende det her.

Selvom jeg har beskæftiget mig lidt med den her problemstilling på universitet i forbindelse med opgaveskrivning, synes jeg ikke jeg vil sige mere om det nu. Jeg tror i stedet jeg vil prøve at læse Hannah Arendts "Eichmann i Jerusalem - Ondskabens Banalitet" og så vende tilbage igen senere.

Frank Aaen, MF og racist

For år tilbage læste jeg en lille sjov historie i Politiken. Ved forrige kommunalvalg stillede det danske nazistparti, DNSB, op til byrådet i Greve. Rundt omkring på lygtepæle havde partiet opsat klistermærker med en tekst der lød nogenlunde sådan her: "Johnny Hansen - Stem en ærlig racist ind i byrådet". Johnny og drengene er nok noget nær de eneste mennesker der her i landet åbent vil kalde sig racister og den ærlighed får de altså point for i min bog.

Men for at komme til sagen så er det langt fra alle der er lige så ærlige som Johnny Hansen. En af dem er Frank Aaen, MF, tidligere DKP'er og tidligere redaktør for Land og Folk. I starten af valgkampen udtalte han bl.a. følgende til Jyllands-Posten:

Der skal nok være nogle på den yderste højrefløj, der mener, at hun [Asmaa Abdol-Hamid, TP] ikke skal i Folketinget. Der er jo nogle, som mener, at alle, som ikke er frikadelle-danskere, skal sendes ud af landet. Men det er vi forberedte på, og det er så netop Enhedslistens opgave at vise, at vi er forskellige fra dem, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen.

Artiklen kan ses her. Udtalelsen er selvfølgelig møntet på Dansk Folkeparti, men interessant er det at Frank Aaen med denne udtalelse sandsynligvis kan straffes af racismeparagraffen, straffelovens paragraf 266b, pga. at han bruger ordet "frikadelle-danskere", der vel må betegnes som racistisk. Racismeparagraffen siger mere præcist, sakset herfra:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Frank Aaen forhåner med sin udtalelse netop danskere pga. deres nationale tilhørsforhold. Det er egentligt dybt ironisk at han ved at tage afstand fra Dansk Folkeparti, bliver præcis som dem. Man kommer uværgeligt til at tænke på Georg Brandes' ord om at "Ren reaktion altid er tyrannisk".

Pengene eller Livet!

For et par dage siden fik jeg en e-mail fra en ven. Den var sendt ud til alle på hans adresseliste og i den stod der følgende:

TÆNK HVIS?

?det var din by, der blev angrebet af militserne.

?det var din søster, der blev voldtaget.

?børnene i din gade var trænet til at slå ihjel.

Tænk, hvis Danmark var et land, der tvang dig på flugt.

Hvordan ville det se ud, hvis der var borgerkrig i Danmark?


Se filmen på www.flygtning.dk


NB! Filmen er fiktion. Den indeholder en række voldsomme scener og kan derfor virke stødende eller skræmmende.

Del budskabet med andre - send mailen videre

Inde på flygtning.dk kan man så se en video på et minuts længde, hvor adskillige "klassiske" situationer fra en borgerkrig bliver overført til en dansk kontekst: Man ser en ældre mand blive overhældt med hvad der skal forestille at være benzin og derefter en lighter blive tændt, man ser mennesker hængt i lygtepælene i et pænt parcelhuskvarter, man ser en lyshåret kvinde der voldtages af to mænd osv. Som Dansk Flygtningehjælp da også så pænt gør opmærksom på, er videoen voldsom og jeg har da heller ingen synderlig lyst til at lægge den herud på bloggen, interesserede ved hvor den skal findes.

Da jeg så videoen i går, var der pludselig ingen tvivl i mit sind: Dansk Flygtningehjælp får ikke en krone af undertegnede til deres landsindsamling til fordel for Darfur den 11. november i år. Jeg har ellers altid, uden undtagelse, givet til den slags indsamlinger når nogen ringede på min dør.

Filmen stiller nemlig dybest set seeren et ret grusomt spørgsmål: Kunne du tænke dig at der skulle ske det samme for dig og dine kære som for staklerne i Darfur? Og ingen med deres sunde fornuft i behold kan svare ja til det spørgsmål. Den logiske konsekvens er derfor at man bør melde sig som indsamler eller punge ud, med mindre at man er en usædvanlig kold fisk og i virkeligheden bør sidde og skamme sig.

Men for mig at se er det fuldstændigt urimeligt at stille det spørgsmål. Det viser i hvert fald ingen respekt over for de kommende indsamlere eller donorer og giver ikke et indtryk af idealisme. Jeg nægter i hvert fald at lade mig true til at punge ud.

Denne form for argumentation er dybest set den samme som min mor nogen gange brugte når jeg ikke ville spise min madpakke som barn. Hun sagde: "Tænk på de sultne børn i Afrika, de ville blive glade for sådan en madpakke". Og jo, det er da helt rigtigt, men med de ord gik hendes tanker gik ikke på de sultne børn i Afrika, de gik på at få mig til at spise min madpakke. Og det samme med Dansk Flygtningehjælp: Deres reklamevideo går ikke på flygtningene i Darfur, den går ud på at gi' folk dårlig samvittighed, så de kan få flere klejner i kassen.

Da jeg snart er færdiguddannet cand.mag. og en af de oplagte veje for mig kunne være netop at få arbejde i en af nødhjælpsorganisationerne, har jeg selvfølgelig tænkt lidt over tingene, men det er netop kampagner som den her der gør at jeg ikke rigtigt har lyst. Jeg tror simpelthen ikke på at de mener hvad de foregiver at gøre. Episoder som f.eks. Laue Traberg Smidts brug af Red Barnets kreditkort til et besøg på en stripbar (læs om det her), gør det ikke nemmere at stole på dem. Godhedsindustri er efterhånden det mest dækkende ord om nødhjælpsorganisationerne.

Indienisser og dansk musikpresse

Idag gik jeg op på læsesalen med dagens udgave af Danmarks bedste avis, Weekendavisen, under armen. Jeg lod opgaveskriveriet stå og gav mig selv tid til at bladre avisen igennem. Første sektion var okay spændende med en forsideartikel om Anders Foghs valgstrategi som det der fangede mig mest. Bogsektionen bladrede jeg hurtigt igennem og fortsatte til kultursektionen. Her var der så endelig bid! Min yndlingsaversion i avisen, deres musikanmeldelser Per Reinholt Nielsen, slog til for fuld kraft!

Artiklen kan ses her, men kræver login.



Under overskriften "Åbne lydlandskaber" beskriver Per Reinholt en ny DVD af det islandske band Sigur Rós og en ny cd fra englænderne i Radiohead. Hvad der først fangede mit blik var det øverste af de to billeder der illustrerede artiklen: En tynd mand sidst i tyverne iført en slidt ensfarvet grå t-shirt, står på en scene med et forvredent udtryk i ansigtet. Han står med en guitar, men spiller på den med en violinbue. Som ledsagetekst til billedet står der:

"Gennembruddet for vores kreativitet kom, da jeg begyndte at bruge en violinbue på den elektriske guitar," forklarer Jónsi, som med buen mod strengene erstattede metalrockens potent strittende powerriffs med en langt mere omsluttende, åben og modtagelig lyd.

Denne sætning indrammer på flere måder, hvad der er galt inden for både indierock og dansk musikpresse.

For det første: Hvordan i alverden kan et menneske i fuld alvor påstå at det er et kreativt gennembrud at anvende en violinbue på en guitar! Da jeg rendte rundt og var en lille knægt havde jeg en guitar, som jeg ikke kunne spille på, men som tilgengæld var god at lege med. Jeg legede bl.a. cello med den og strøg hen over strengene med en grydeske eller noget i den retning. Specielt kreativt var det dog ikke (selvom min mor måske syntes det var. Hun siger altid at jeg var sådan en god dreng som barn).
Selvfølgelig kan min barndoms leg og Sigur Rós musikalske eksperimenter ikke sidestilles, men inden for indierocken er der en generel tendens til at mere eller mindre latterlige tiltag - som violinbuen - bliver udbasuneret som det vildeste musikalske gennembrud siden opfindelsen af claves-pindene, selvom enhver med lidt fornuft i behold kan se at det i virkeligheden er en fis i en hornlygte.

For det andet: At violinbuens lyd bliver beskrevet som "omsluttende, åben og modtagelig", er et eksempel på de åndssvage og intetsigende tillægsordsklicheer der fra skribenternes side altid bliver brugt når man skal beskrive indierock. Andre eksempler som Per Reinholt Nielsen selv bruger i artiklen er "forunderlig, unik, billedskabende, flydende, snurrig" eller den her passage: "Sigur Rós har [...] skabt et enormt sammenhængende værk af impressionistisk rockmusik, der spænder fra tyste, klimprende passager til drønende dommedagsbrag af brusende støj". Og hvad mener manden så med det? Her er alle ord gratis og ordflommen er næsten Jørgen Lethsk.
Det skal ingen hemmelighed at jeg ikke er særlig vild med hverken Sigur Rós eller indierock, men hvis jeg skulle følge samme regler og kriterier for kritik som Per Reinholdt Nielsen, ville det være helt på sin plads at jeg beskrev musikken som "skabet, prætentiøs, kedelig (det ville jeg nok skrive et par gange) og drævende", uden at komme med videre argumenter og ingen ville egentligt blive meget klogere eller kunne diskutere det med mig.

For det tredje: Der er i Danmark en uhellig alliance mellem (engelsk) indierock og musikpressen. Den seriøse danske musikpresse, fra Per Reinholdt Nielsen, over Gaffa til Musikprogrammet og Liga DK, er sovset ind i og efteraber direkte hvad deres forbilleder i den britiske musikpresse siger. Derfor er vi gennem de sidste ca. 10-15 år blevet stopfodret med kedelig indierock fra den kant. For ti år siden var det dog et større problem end det er idag, da vi jo heldigvis har internettet og selv kan finde andre kilder til ny og anderledes musik. Selvfølgelig skal folk ha' lov til at skrive om og høre indierock, hvis det nu er det man kan li', men problemet er at den totale indiedominans har dækket for så for så meget andet godt.
Et eksempel er f.eks. scenen fra Ungdomshuset der først har fået lidt bevågenhed efter den er blevet lukket! Gaffa skrev f.eks. først en artikel om scenen derinde i april 2007, der meget sigende var smækfyldt med faktuelle fejl. Og det på trods af det massive arbejde der er blevet lagt i musikken derinde, bands der turnerede USA, sang på dansk før alle andre gjorde det, udgav på vinyl før alle andre, lavede egne pladeselskaber før alle andre. Selvfølgelig var det i høj grad et lukket miljø, men når anmelderne, Roskildefestivalen osv. på den måde vælger at lukke øjnene for hvad der foregår lige under deres næser er det et eksempel på en fatal mangel på nysgerrighed og hængen fast i rutinen. Den eneste undtagelse jeg har kunnet se fra denne tendens er Jan Sneum der som altid har været nysgerrig og gjort sit arbejde godt og bl.a. sørget for at bands som No Hope For The Kids og Gorilla Angreb og pladeselskabet Kick 'n' Punch kom med til DRs uafhængighedsdag.

Selvom jeg kan være uenig med indiefolkene i mangt og meget lader det dog også til at vi kan mødes visse steder. I hvert fald skriver Per Reinholdt Nielsen at Sigur Rós' forsanger Jon Thór Birgisson for tiden har en forkærlighed for Billie Holidays musik fra 1930'erne og 40'erne. Det er han ikke den eneste der har, undertegnede er selv begyndt at købe hendes plader fra netop den periode og de kan stærkt anbefales!

Mangfoldighed eller Ensretning?
Under en pause i dagens undervisning, besluttede jeg mig for at hente en kop kaffe i kantinen i Stakladen. På vej tilbage fangede et gratisblad med titlen KURT - Kunst, Kultur, Religion, Identitet, mit blik og jeg besluttede at tage det med til undervisning.

På bladets forside var der et billede af filminstruktøren og multikunstneren Erik Clausen med en taleboble med ordene "Hallo Danmark, Mangfoldighed ´07". Bladets indhold blev også kort beskrevet på bladets forside med overskrifter som "Næsten ikke et ord om tørklæder - samtale med Asmaa" og "Han stemmer på de røde, ryger det grønne, sælger det hvide og arbejder sort. Marwan - en ægte P.E.R.K.E.R.".

Det skal ikke være nogen hemmelighed at bladets forside gav mig et ganske bestemt indtryk af "hvad det blad var for et", nærmest en slags Arbejderen på speed, men alligevel besluttede jeg mig for at læse videre. På første side kunne man se at bladet blev udgivet af hovedstadens Røde Kors og med støtte fra EUs European Social fund. Ligeledes var lederen på denne side og hvis det ikke var fordi jeg var forberedt, havde jeg nok fået kaffen i den gale hals da jeg læste følgende:

"Danmark er blevet multikulturel, vi er ikke længere på vej. Derfor et blad som afspejler denne virkelighed, og som er vokset ud af behovet for at sparke dette faktum i forgrunden og slippe af med retorikken om 'dem' og 'os'."

På sin vis er udtalelsen jo rigtig. I Danmark er alle indbyggerne jo ikke længere lyshårede og med en vis forkærlighed for flæskesteg, der levede i et stort fællesskab. Men at landets indbyggere aldrig har været ens eller for den sags skyld enige om noget som helst, er åbenbart helt nyt for den ansvarshavende redaktør Annette Max Hansen. Danmark har altid været multikulturelt, aldrig på vej, og har iøvrigt også været væsentligt mere multikulturelt end det er det i dag.

Men selvom Danmark er et multikulturelt land, har det jo aldrig betydet at landet har været et stort fællesskab. Jeg kan huske at den venstreorienterede amerikanske samfundsrevser Michael Moore, der godt ved at hans læsere er hvide, i en af sine bøger skriver - citeret efter hukommelsen - at "You have no black friends". Moores pointe med den udtalelse er at understrege at selvom hvide og sorte har haft lige rettigheder, gået i de samme skoler og til dels boet de samme steder, er de efter 50 år stadigvæk to adskilte grupper, man har ikke sote venner, kun sorte bekendte. Den empiriske erkendelse er Annette Max Hansen ikke nået til endnu. Hun skriver afslutningsvis i lederen:

"Der er to processer som forudsætter, at et multikulturelt samfund kan fungere. Den ene er at mindske mellemrummet, møde den anden for at opleve, at vi alle har drømme, længsler, hår der gror og hjerter der slår. Den anden del af processen er at acceptere, at når man når til et vist punkt, så hører lighederne op, men målet er ikke at udligne og udviske. Ensretning er der rigeligt af - det behøver vi ikke kæmpe for - det eneste lige vi skal kæmpe for er lige rettigheder, resten må godt være skævt."

Trods 50 års mindskning af mellemrummet i USA er det aldrig lykkedes. Og det multikulturelle samfund i Danmark har faktisk altid fungeret - og egentligt ret godt - og her mener jeg på trods af folk som Annette Max Sørensens forsøg på at missionere og lege tankepoliti, den opgave skal jeg nok ta' mig af ;-).

Hvis KURT virkelig havde været at blad for mangfoldigheden, havde det indeholdt ikke indeholdt billeder af Ungdomshuset, artikler af afrikanere, interview med en palæstinensisk nationalistrapper osv., men de ting der virkelig ville tyde på mangfoldighed: Interview med Morten Messerschmidt, respektfuldt møde med en nynazist, beskrivelse af Uriasposten.net osv. Tolerancen skal netop gå til de typer man har svært ved at tolerere, ikke bare til vennerne. Derfor er KURT ikke et blad for mangfoldighed, men et blad for ensretning.

KURTs hjemmeside: http://www.hovedstaden.drk.dk/sw37762.asp

Er du ligesom alle de andre?

Jeg har netop - for første gang i mit liv - været til jobmesse. Jeg er nemlig kommet til det ubehagelige tidspunkt i livet hvor man pludselig skal til at være voksen og ansvarlig, eller sagt på en anden måde: Jeg er færdiguddannet cand.mag. til jul. Den opmærksomme læser vil måske bemærke at jeg med den titel er humanist, faktisk bliver jeg kandidat med historie som hovedfag og europastudier som suppleringsfag. Det er ikke lige den uddannelse der ligger op til en karriere i "det pulveriserende erhvervsliv", for at anvende salig professor Troels Dahlerups ord, men jeg tænkte at der sker da ikke noget ved lige at ta' ned og kigge.

Som sagt så gjort. Jeg parkerede cyklen foran ridehuset i Århus og i indgangen fik jeg af en sød, lyshåret pige stukket en tyk mappe i hånden med oversigt over alle standene og arrangementet i forbindelse med messen. Et hurtigt blik afslørede at en hel del af standene overhovedet ikke søgte eller ansatte humanister, f.eks. Skandinavisk Tobakskompagni, som ellers var det første jeg slog op på. Uanfægtet bladrede jeg videre uden dog at finde en virksomhed der sagde mig noget som helst. Hvad jeg studsede mest over var tilgengæld en reklame fra CSC, dem med cykelholdet.

På en helsides annonce med overskriften "Er du enestående?" var der placeret et billede af en gruppe unge mennesker. Et par var indvandrere, et par stykker var kvinder og drengene havde habitjakken nonchalant slænget over skulderen som for at signalere "vi er sådan lidt afslappede her". Nedenunder overskriften stod der med småt "Enestående Mennesker, Enestående Løsninger". Jeg fandt billedet i en lille udgave på CSC's hjemmeside:

Mit problem med den annonce er at det var de mest forudsigelige, intetsigende og stereotype mennesker man overhovedet kan forestille sig, der er valgt til billedet. Billedet giver om noget et indtryk af en virksomhed i total stilstand, sted hvor ansatte på daglig basis springer ud af vinduerne for at slippe for det ensrettende helvede på jord de befinder sig i. På CSC's hjemme side er der også andre gode eksempler, f.eks. det her:

Den enkelte arbejdsmyre kommer også til orde, først "perkeren":

Dernæst "Den Unge og Ivrige Løve", brøøøl:

Og den gamle mand med de grimme briller:


Den skaldede med de smarte buzzwords:


Mest af alt minder det her mig om de billeder man ser hvis man læser Vagttårnet og den slags fra Jehovas Vidner hvor der er billleder af løver og lam der går rundt sammen og sorte og hvide der spiser frokost sammen, altså en slags paradis på jord. Det virker simpelthen så naivt og utroværdigt at man kun kan grine af det samtidigt med at man inderst inde finder det tragisk at nogen mennesker virkelig tror på den slags.

"Et rekreativt område for alle..."
Nyhedsavisen har i dag en nyhed med overskriften "Overfald på bøsser er hverdag i Mindeparken". Avisen har interviewet Philip - navnet er opdigtet - der kan fortælle at der er mere end en slags mænd der søger lidt gang i gaden når de besøger Mindeparken. Artiklen kan ses her.

I jagten på et billede til at illustrere denne artikel, lavede jeg en hurtig googlesøgning. Det øverste link var til wikipedia (hvorfra nedenstående billede stammer), det andet fra aarhus.dk, hvor Mindeparken bliver beskrevet som "et rekreativt område for alle, unge som gamle. Det er stedet, hvor århusianerne tager ud med familie og venner, udstyret med madkurv og alskens lege-tøj."

Det tredje var så til en side med overskriften "Mand Søger Pik", hvor Mindeparken bliver beskrevet som et blandt mange bøssemødesteder rundt om i landet. Andetsteds på siden bliver det beskrevet hvad fyren egentligt render rundt og laver dernede i Mindeparken:

"Var først lige et smut i Mindeparken det var ikke rigtig noget en fyr fik suttet pik det tog ca 30 sek. tog derefter som aftalt i Paradiset og traf min gode ven særlig mit liderlige huls gode ven, og fik pik mange gange ca 3/4 time af nogle gange, det kunne rigtig mærkedes i det liderlige hul, tog derefter i Mindeparken igen på vej hjem, der traf jeg en gammel kneppe kammerat, det er altid lækkert at træffe ham og han rigtige store tykke pik, han kneppede mig voldsomt hårdt og råt som han plejer, stadigvæk stopper han og spørg om hullet kan klare mere, det er bare at gå til det liderlige hul det bliver mere og mere liderligt jo mere PIK det få"

Google virker som bekendt på den måde at det er de mest linkede og populære sider der kommer øverst ved en søgning. Manden bag siden er anonym, men lad os for en god ordens skyld kalde ham "Philip".

Jeg har personligt selv besøgt Mindeparken flere gange. Når jeg har læst til eksamen har jeg været dernede og på en god sommerdag er det virkeligt et dejligt sted. Desuden er monumentet i midten lidt specielt for mig, da min oldemors første mand er indskrevet på stenen efter hans død i Frankrig i 1919.

Det ærgrer mig egentligt lidt at Philip og hans venner ikke kan finde et andet sted til deres udskejelser.

Pyrus' afløser snuppet med bukserne nede. Fra nyhederne.tv2.dk:

Julekalender udsat pga. sexdom

11-09-07: 17:14 | opd. 11-09-07: 17:27 | af: rimd

TV 2 opgiver at sende den planlagte julekalender "Mikkel og Guldkortet" i december, efter at en af seriens skuespillere er dømt for en alvorlig forbrydelse, oplyser TV 2.

Skuespilleren er blevet idømt betinget fængsel og samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens paragraf 224, der handler om "anden kønslig omgængelse end samleje".

Dommen får også konsekvenser for DR, som nu vil finde en ny skuespiller og tage en række scener om til den kommende dramaserie "Sommer".

DR var hverken orienteret om sagen, eller om at dommen var på vej, før skuespilleren selv orienterede tv­stationen om dommen mandag.

En gang imellem sker der de særeste ting rundt omkring i verden. Fra dr.dk:

Nynazistisk celle i Israel

09. sep. 2007 14.08 Udland Opdat.: 09. sep. 2007 14.09

Politiet i Israel har optrævlet en nynazistisk gruppe blandt indvandrere fra det tidligere Sovjetunionen.

Gruppen har blandt andet overfaldet ortodokse jøder, homoseksuelle og narkomaner og har desuden overmalet synagoger med hagekors. Videooptagelser af overfaldene blev lagt på internettet.

Forbindelse til Tyskland
Indtil videre er otte personer anholdt i sagen. Ingen af de mistænkte har jødisk mor, men har alligevel fået israelsk statsborgerskab, fordi de har jødisk familie i tidligere generationer.

Ifølge politiet skal gruppen også have haft forbindelser til nazigrupper i Tyskland og andre steder.

At være jødisk nazist svarer vel lidt til at være homoseksuel gay-basher. Verden er nu en gang et fascinerende sted...

Danmarks Radio kan i dag meddele at Elsebeth Gerner Nielsen har valgt at forlade dansk politik for at hellige sig gerningen som rektor for designskolen i Kolding.

Fru Gerner Nielsen udtaler til Politiken at hun er blevet headhuntet til et job, som det var fuldstændigt umuligt at sige nej til.

Tankepolitiet har fra sine kontakte, i Koldings designmiljø fået oplysninger om at Fru Gerner Nielsen allerede er mødtes med næste års nye hold:


De kommende elever er her iklædt det sidste nye skrig fra Designskolen.